Mit første
Sprint var i Åbenrå den 9. august 2015.

Jeg blev lokket af Pernille (en arbejdskollega)
til at dyrke triatlon, og det skal hun have mange tak for. Jeg diskuterede det
med fruen, som er vant til mine skøre ideer, og den landede på, at hvis jeg ikke
brugte mere tid på træning end til maraton, så var alt godt.

Træning
Jeg blev tilmeldt 5:20:5 Åbenrå (500 m svømning
– 20 km cykling – 5 km løb) den 3. juli, og havde derfor kun en måned og seks
dage til at få lært at svømme OW (open water) og cykle. Hertil skal nævnes at
jeg var på ferie i tre uger i juli.

Jeg følte mig egentlig i rimelig form, havde
løbet Copenhagen Marathon i maj og BESTSELLER Aarhus City Halvmarathon i juni,
så løbeformen var rigtig god, og jeg følte mig klar til endnu en udfordring.

Jeg nåede at svømme ni gange OW, fem gange på
sommerferien i Spanien uden våddragt, to gange i havet ved Risskov og to gange på havbanen i
Århus. Cyklen blev luftet fem gange på en 22 km tur. Løb som normalt (3-4 ture
pr. uge) men ikke over 10 km. Prøvede en gang at cykle 22 km efterfulgt af en 6
km løbetur, det er en sjov fornemmelse de første par gange man løber lige efter at have cyklet. Benene vil ikke rigtigt det, som man vil have dem til. Men der går ikke meget mere end et par 100 meter før alt er, som det plejer at være.

Udstyr
Cyklen fik jeg købt på DBA (5 år gammel Trek alu.) og cykeludstyr
(hjelm, cykelsko, ekstra slager etc.) i Trek Århus butikken i Tilst. Løbesko og
det meste tøj havde jeg, men købte dog en triatlondragt og et løbenummerbælte.
Våddragten lånte jeg af Jesper som også dyrker triatlon. En ældre
almindelig våddragt til træning og hans egen svømmevåddragt til konkurrencen –
mere om det senere. Badehætte og svømmebriller købte jeg i Sportsmaster og så
var jeg klar til mit første Sprint.

Løbsdagen
Vejret var helt fantastisk, skyfri himmel,
vindstille og 18-22 grader – lækkert.

Diana var så sød at tage med som
støtte/heppekor, pakkeæsel og fotograf – fedt, og endnu engang tak for støtten.
Vi kørte ind og hentede Pernille, som havde lånt en cykelholder til transport
af cyklerne, og så af sted til Åbenrå. I bilen snakkede Pernille og jeg løbet
igennem, og spiste vores efterhånden klassiske Nutella toast, et par bananer og drak
rigelig med vand. Pernille skulle deltage i OL distancen (1.500 m svømning – 40
km cykling – 10 km løb), vi snakkede derfor blandt andet om forskellen på de to
distancer.

Vi ankom i rigtig god tid (to timer før start),
hvilket jeg kun kan anbefale den første gang. Det gælder om at få helt ro på og
organisere sit udstyr. Vi startede med at hente startnummer, klæde om og få tjekket
cyklerne ind. Jeg overvejede en sidste gang, om jeg skulle skifte mit Sprint ud
med OL distancen, men da jeg så svømmeruten var jeg ikke i tvivl om, at jeg
skulle nøjes med Sprintet – god beslutning.

Her kommer mit første råd til alle triatlon
nybegynder – første gang du skal deltage, tilmeld dig sammen med en der har
prøvet det før. Der er mange ting man skal have styr på, og så er det fedt at
læne sig op af en, der har prøvet det før.

Efter indtjekningen af cyklen skulle den hænges
op på cykelstativet – husk at cyklen skal hænge på sadlen, og at forhjulet skal
pege ud mod dig selv, når du kigger på dit startnummer på stativet. Jeg vendte den
modsat – rookie mistake – men personalet i skiftezonen var venlige og hjalp mig
hurtigt på rette vej. Herefter organiserede jeg mit udstyr til cykling og løb. Dagene op til løbet fandt jeg nogle gode råd til hurtig skift og organisering af udstyr på nettet.

Pernille kom over og bad mig tage de ting med,
som vi skulle bruge til svømning. Da der var ca. 20 minutter til
løbsinformationsmødet, begyndte vi at tage vores våddragter på.

Her opstod rookie mistake nummer to. Jesper
havde forklaret hvordan jeg skulle tage våddragten på, da den er meget tynd og
nemt går i stykker. Øh ja, haps og så stod jeg med et lille stykke våddragt
imellem mine fingrer. Pyt skidt, tænkte jeg – jeg køber en ny våddragt til ham
og beholder hans, større var overfladehullet hellere ikke. Hvad jeg først
senere fandt ud af var, at han havde en special edition som man ikke kan købe.
Jesper er desværre ligeglad med mit lille haps, og jeg har derfor ikke kunnet
få lov til at erstatte skaden ved at købe en ny våddragt til ham. Han har fået lidt vin og jeg gav
ham en tilmelding til KMD 4:18:4 Ironman Århus som et lille plaster.

Løbsinformation
Vi kom op i skiftezonen og fik information om
løbet – på hvilken side man skulle komme rundt om bøjerne, om cykelruten etc..
Det hele foregik på sønderjysk og uden mikrofon, så det var svært at høre og
forstå. Jeg spurgte derfor ham jeg stod ved siden af (Pernille var allerede i
vandet, da OL distancen var skudt i gang), om han havde forstået det. Det havde
han ikke helt, og han var endda lokal, men han havde deltaget sidste år, så han
forklarede de væsentlige detaljer som han huskede det.

Svømning
Sprintet blev sat i gang og jeg
begyndte at løbe ud i vandet. Store flotte og høje skridt – rookie mistake
nummer tre.
Man skal ikke løbe ud i vandet, da det kræver alt for meget energi
og derved får man alt for høj puls. Da jeg ramte vandet for at svømme var min
puls på ca. 190 og jeg var meget desorienteret. Der gik mindst fem minutter før
pulsen blev normal, og først herefter fandt jeg en rytme. Halvvejs tabte jeg min
badehætte, nåede at svømme over i modsatte bane, “drak” en masse skøn saltvand og generelt kunne jeg ikke
svømme lige.

Jeg kom op af vandet som en af de sidste, og
var godt og grundig sur på mig selv over den dårlige performance. Jeg tog
våddragten halvt af i mens jeg halv løb op af vandet og først helt af i
skiftezonen. Fik cykelhjelm, løbenummerbælte og solbriller på, tog cyklen ned og
løb ud af skiftezonen. Mine cykelsko var allerede klikket på cyklen med
elastikker på hælen, som var sat på baghjulet af cyklen. På den måde kunne jeg
bare hoppe op på cyklen, og så først hoppe i skoene, når jeg var i fart. Det
virkede ikke for mig – jeg havde ikke øvet det nok – læs: jeg havde ikke øvet
det.

Hele skiftet tog to minutter, hvilket er
hurtigt i forhold til at det var første gang.

Cykling
Som sagt var jeg godt træt af min performance
på svømmedelen, så jeg besluttede at give den fuld gas på cyklen. Det virkede.
Jeg indhentede mindst 20 på min første runde og på anden og sidste runde
omkring 30. Jeg havde faktisk så meget fart på, at jeg lavede ny PR på
tophastighed.

Rookie mistake nummer… ahhh hvem gider at blive ved med at tælle. Jeg kørte forbi skiftezonen, da jeg skulle skifte fra cykel til
løb, hvilket resulteret i at jeg måtte hoppe af cyklen og løbe ca. 75 meter
tilbage til skiftezonen.

Løb
Skiftet fra cykel til løbesko tog et minut. Fik
drukket en god portion saftevand fra min vanddunk og følte mig meget klar til
løbeturen. Jeg startede ud i et fornuftigt pace, men måtte allerede nedjustere
pace efter en km, jeg havde brugt for mange kræfter under cykelturen. Ruten
skulle løbes to gange og ved hver omgang fik man et gult arm eleastik, så man
vidste hvor mange runder man havde løbet. Det var her, at jeg for anden gang
oplevede energien ved at være ekstrovert motionist.

Jeg har altid løbet introvert, faktisk så meget
at jeg til konkurrencer løb med solbriller, da jeg på alle de billeder
jeg har set af mig selv, så voldsom sur ud. Det er ikke fordi jeg var sur, men blot fordi
jeg kæmpede en kamp inde i mig selv, om at gennemføre og overbevise mig selv om,
at smerter i kroppen var en del af gamet.

Men i Åbenrå skulle jeg tage imod
eleastikkerne, og her blev jeg overvældet og beæret over at frivillige hjælpere stod der bare for min skyld – og ja ja også for de andre udøvere. Jeg fik
fremstammet et tak den første gang. På anden runde kom det første store smil samt et stort rungende tak. Herefter fik alle
andre frivillig på ruten en high five og da jeg løb forbi kommentator teltet, holdte jeg mit startnummer op og fik derfor råbt mit navn op og han sagde noget med sikke et overskud han har. Jeg fløj igennem sidste runde – og det var fedt.

Mål
De sidste 200 meter løb jeg med gåsehud over
hele kroppen, en kombination af ivrig heppen fra fruen, følelsen af at jeg
gennemførte sgu, heppen fra kommentator teltet og publikum – men mest af alt, viden om at
jeg havde ramt den helt rigtige sport – det her skulle jeg prøve igen.

Hjemturen
Efter at Pernille kom i mål med endnu en PR,
blev vi enige om at skippe badet og bare køre direkte hjem. I bilen på vej
hjem, snakkede jeg allerede om de mål jeg ville nå i 2016, og om hovedmålet at
gennemføre KMD 70.3 Ironman i Århus i september 2016. Hvad jeg ikke vidste på
det tidspunkt var, at jeg nåede to triatlon løb og en halvmaraton mere i 2015
og at målene i 2016 er blevet en del flere.

Traditionen tro sluttede vi hjemturen af med at
spise på McD, stadigvæk iført triatlon tøjet…