Jeg har altid løbet introvert, faktisk så meget at
jeg til konkurrencer løb med solbriller, da jeg på alle de billeder, jeg har
set af mig selv, så voldsom sur ud. Det er ikke fordi jeg var sur, men blot
fordi jeg kæmpede en kamp inde i mig selv, om at gennemføre og overbevise mig
selv om, at smerter i kroppen var en del af gamet. Fruen har smukt beskrevet mit udtryk som værende gnavpot agtigt.
Til BESTSELLER Aarhus City Halvmarathon 2015 havde
mine kids leget med mit løbeur, hvilket resulterede i at det kun var halvt
opladet, da jeg tog det ud af opladeren. I et håb om at det gamle ur kunne
holde hele vejen, tog jeg det på. Efter fem kilometer gik det ud. Det havde
generelt været en skidt optakt med en løbemakker der var blevet skadet efter
Copenhagen Marathon, dårlig mave, for lidt søvn og nu et løbeur der ikke kunne
vise mit pace. Af en eller anden grund blev jeg ikke irriteret men derimod mere
a la lalleglad. Dette resulterede i high fives til de børn der havde hånden oppe samt til de voksne jeg kendte, løb forbi en DJ og viste ham mit startnummer, så han kunne inddrage mit navn i hans rap, råbte ”kom så – du er for sej Pernille” til en
arbejdskollega som løb ovre på den anden side (hun er noget hurtigere end mig)
og løb ind og krammede en gammel fodboldkammerat, som jeg ikke havde set i fire
år. Alt sammen gav mig energi, og fik mig til at glemme at det gjorde lidt ondt
og at optakten havde været skidt.
Resten af turen koncentrerede jeg mig om at mærke min puls samt bibeholde det store smil. Så snart jeg følte at pulsen steg for meget satte jeg tempoet
ned. Da jeg løb i mål var jeg stadigvæk fuld af overskud og takkede samtlige
frivillige hjælpere jeg mødte på min vej. Jeg tænkte, at dette måtte være min
dårligste tid ever – men rent faktisk satte jeg ny PR. What? Der var noget der
skulle analyseres, for BESTSELLER Aarhus City Halvmarathon 2015 er ikke den
fladeste rute.
I Åbenrå som var næste løb (sprint) koncentrerede jeg
mig meget om teknik, skift, udstyr etc., så der var ikke meget ekstrovert
motionist over mig. Men da jeg skulle tage imod eleastikker (en for hver omgang
man løb), blev jeg overvældet og beæret over at frivillige hjælpere stod dér bare for min skyld – og ja ja også for de andre udøvere. Jeg fik fremstammet et
tak den første gang. På anden runde kom det første store smil samt et stort
rungende tak. Herefter fik alle andre frivillig på ruten en high five og da jeg
løb forbi kommentator teltet, holdte jeg mit startnummer frem og fik derfor råbt
mit navn op og han sagde noget med “sikke et overskud han har”. Jeg fløj igennem
sidste runde – og det var fedt.
Det var nu gået op for mig, at jeg fik voldsom meget
energi af at være ekstrovert motionist og dette skulle udnyttes og udforskes i
de næste par løb.
Til Audi Challenge Aarhus Halvmarathon 2015 og KMD
4:18:4 AARHUS fortsatte jeg med at eksperimentere med at være ekstrovert. Jeg
begyndte for eksempel at råbe til tilskuerne ”der skal heppes på Heinrich” og
sikke et boost det giver, når folk man ikke kender råber ens navn. Og hvor er
det sjovt at se folks reaktion, når man kommer løbende, stor smilende og råber af tilskuerne ”kom
nu, I kan godt heppe højere”. Til halvmaratonen kunne folk efterhånden huske mig og mit
navn, hvilke gjorde at på opløbsstrækningen, som var på Viby stadion, kunne jeg
spurte mig igennem de sidste 300 meter for det boost jeg fik af folk der
heppede mig i mål.
Mit
mantra
Til Frederiksværk Stålmand blev der lagt nyt til min
ekstroverte konkurrencestil. Jeg var utrolig nervøs for, at
jeg havde gabt over en alt for stor mundfuld, ved at tilmelde mig en halv
ironman. Jeg havde i princippet kun trænet til de to sprints, dvs. træningsmængden
havde ikke været stor nok. Tanken om jeg nu kunne gennemføre resulterede
i, at jeg stort set ikke spiste aftensmad, sov kun fire timer og morgenmaden
var et helvede at få ned.
I mens vi sad og spiste morgenmad, kunne vi se
startområdet for svømmedelen og nervøsiteten steg igen. Vi sad og snakkede om,
at det var sjovt, at jeg altid skulle springe ud i noget som udfordrede mig (for)
meget, at jeg bare skulle gennemføre og huske at have det sjovt med det. Mit
mantra blev født ”Kun for sjov”.
Under hele konkurrencen så jeg fruen otte gange, og
hver gang råbte jeg ”Kun for sjov” og hun råbte det samme tilbage, det fjernede min nervøsitet fuldstændigt, og jeg kunne koncentrere mig om, at have en fest
med at være ekstrovert motionist og gennemføre min første halve ironman.
