Vi tog til Herning for at tjekke ind. Det stod ned i
stænger, Pernilles cykel var punkteret og vi havde svært ved at finde stederne
i ”kæmpe store” Herning. En sådan lidt grå start, men heldigvis
blev det hele lysere.

Vi besluttede at spise Pizza inden vi tjekkede cyklerne ind i
T2. Som sædvanlig snakkede vi godt og glemte alt om tid og sted, hvilket
resulterede i at der kun var 20 minutter til de lukkede T2.

Vi fik betalt i en fart og kørte ud til søen hvor T2 lå. Vi
var der 10 minutter før de lukkede T2. På vejen hjem blev vi enige om, at så
sent behøver vi ikke at tjekke ind en anden gang.

Raceday
Vi skulle først i ilden kl. 12, da løbet blev delt op i EM
deltager og os andre. EM deltagerne startede kl. 10. Der var derfor lang
ventetid, men det var hyggeligt at se på
at EM deltagerne blev skudt af sted, og det gav ro at vi kunne gå ind og ud af
T2. Det gav også ro i forhold til morgenmad, og at vi havde sovet længe i forhold til normale triathlon stævner.

Min niece Nikoline og hendes kæreste Rasmus kom forbi
omkring kl. 11. Vi fik hyggesnakket og jeg aftalte med Rasmus om hvordan han skulle
”skyde” mig på cykelturen, så jeg kunne bruge billedet til bloggen og Facebook
siden.
Det blæste 6-7 m/s og
der var 16-20 grader. Foto Damhus

Start
EM deltagerne blev sendt af sted ude fra første bøje, men vi
blev sendt af sted fra land, det vil sige, at vi fik forlænget de 1.900 meter
med ca. 100 meter. Det var super, man skulle bare huske at lægge lidt ekstra
tid til svømmetiden, så man ikke kom på cyklen med en fornemmelse af, at man
havde været langsomt.

Hoffmann og jeg stillede os ved siden af hinanden og blev
sendt af sted med få sekunders mellemrum. Jeg fandt en ok rytme og kom rimelig
igennem de første 800 meter, til trods for at søen både var kold og ekstrem
grumset. Med erfaringen fra sidste år gjorde jeg rigtig meget ud af ikke at
komme til at sluge vand. Det lykkedes heldigvis, så ingen kvalme denne gang.
Foto Damhus

Ud af det blå fik jeg et slag i ryggen lige under det sidste
ribben, herefter blev jeg oversvømmet og dermed kom jeg helt under vandet.
Manden der oversvømmede mig havde direkte kurs mod bredden. Jeg fik slået et
ordentlig hak i min ellers efterhånden rimelige lige kurs, og skulle lige op i
brystsvømning for at orientere mig. Fandt kursen igen, men slaget gjorde ondt
når jeg trak igennem med højre arm. Men heldigvis ikke noget faretruende.

Jeg blev ikke overhalet af vildt mange som sidste år, og
havde en god fornemmelse af at tiden var ok. Jeg var 4 minutter langsommere end
på Mallorca, men med 100 meter ekstra, var det nok reelt kun lidt over to
minutter, og det var helt ok med mig.

I T1 var jeg en smule forvirret – faktisk er det nok blevet
en af mine ”ting”. Jeg gjorde, som jeg altid gør, lukkede øjnene, trak vejret
dybt tre gange og råbte nogle knap så pæne ting inde i mit hoved, og så var jeg
fokuseret igen. Herefter gik T1 som det skulle og jeg hilste pænt på Hoffmanns
cykel, da jeg løb forbi den.
Foto Damhus

Ude på cykelruten startede vi direkte op i vinden. Mine ben
var iskolde fra søen og det hjalp ikke at vinden var så kraftig. Efter fem
kilometer begyndte mit højre bag lår at skrige og trække sig sammen. Jeg tænkte
fuck, fuck, fuck!
Foto Damhus

Men inden jeg var ved 10 kilometer var der kommet så meget
varme i benene, at jeg ikke mærkede mere til det. Nu gjaldt det bare om at
holde pulsen på omkring de 130 i snit som aftalt med Coach (det lykkedes at
holde den på 128). Ud til 30 kilometer var der kraftig modvind, men jeg kom
igennem og endda med et super snit omkring de 30 km/t. Herefter kørte vi lidt
på tværs og så kom rygvinden. Uhh det var sjovt.

Jeg forventede hele tiden at Hoffmann kom susende forbi, for
han kører noget hurtigere end mig, blandt andet pga. at han har højprofil hjul,
men også fordi han vejer mindre end mig og så er han født i permanent god form. Men jeg måtte
vente til 65 km før han trillede forbi. Vi snakkede ultra kort og jeg lagde mig
bagved ham, så længe jeg følte det gav mening i forhold til puls. Den første
lille stigning vi kom til, og så var han væk. Jeg kunne se ham ude foran en
gang imellem indtil 75 km – herefter så jeg ham ikke før på løb.
Foto Damhus

De sidste 10 kilometer før T2 var der vind fra alle sider,
men jeg var ikke træt og havde faktisk fornemmelsen af, at jeg godt kunne have
trådt lidt hårdere. Super fed fornemmelse – endelig lykkedes det at komme til
T2 uden at tænke at det allerede var lidt hårdt. Jeg var fuld af energi, og der
blev lagt mere energi til, da jeg så min tid – ny PR med 18 minutter og et snit
på 33.2 km/t – wauu.

Ved T2 skulle man blot give sin cykel til en af de mange
hjælper. Vi havde ikke været til race briefing, så jeg var ikke helt klar over
hvad der skulle ske og mistede derfor et par sekunder for lige at skabe et
overblik – der er jo ingen der skal ”tage” min cykel 😉

På med løbeskoene og så af sted i de spritnye
konkurrencesko. Jeg kan ikke huske at mine ben på noget tidspunkt har været så
lette på løb. Jeg var flyvende, ikke bare den første kilometer men hele første
runde. Det var en fed oplevelse, og jeg er overbevist om, at den kontrollerede cykeltur
var skyld i det store overskud.
Foto Damhus

Da jeg havde løbet fire kilometer var jeg lige ved at bryde
ud i gråd. Der stod de – svigermor, frue og kids og heppede på mig. Det var
slet ikke meningen at de skulle komme og heppe, da min datter havde
afdansningsbal i Århus samme dag, og de kunne derfor ikke nå op til Herning.
Men de havde narret mig og kunne godt nå derop til løb, og dermed gav de mig
en af de bedst overraskelser længe. Jeg var bare så glad og havde gåsehud længe
efter, at jeg så dem første gang.

Omkring 12 km sagde maven fra, jeg havde ikke lyst til mere
energidrik, cola eller banan, så den stod kun på vand nu. Benene var egentlig
ok men min mave begyndte at puste op som en spærreballon. Jeg tænkte, at det
skulle ”luftes” ud, så jeg begyndte at presse så meget luft ud jeg kunne – det
gik ikke helt stille for sig, men der var ingen der kommenterede på det, så jeg
fortsatte…

Det hjalp lige i starten men ubehaget i maven kom igen.

Nikoline, Rasmus, bekendte fra
triatlonverden, svigermor, frue og kids hjalp heldigvis med at fjerne fokus
rundt på ruten. De var placeret godt, så jeg hele tiden fik afledt min
opmærksomhed fra maveproblemerne, men løbepacet var i frit fald. Jeg regnede
hele tiden på min forventet sluttid, og på sidste runde kunne jeg godt regne
ud, at jeg havde rigelig med tid til at lave ny PR, og dermed komme under mit
års mål, som var at gennemfører en halv ironman på under seks timer.
Foto Damhus

Den sidste vandpost var omkring to kilometer før mål. Jeg
tog en kop vand og hilste pænt af for denne gang og takkede hjælperne for deres
frivillige arbejde. Jeg drak to slurke og kunne med det samme mærke at maven
ikke kunne mere. Hen til nærmeste hegn og så knækkede jeg mig tre gange. En
flok tilskuer spurgte om jeg var ok, og jeg fik vist brummede noget a la – jeg
har det fint der er jo kun to kilometer tilbage. Men jeg var ikke på toppen.

100 meter efter skete der noget underligt. Kroppen havde det fantastisk igen.
Jeg kom op og løb med samme fart som jeg havde løbet imellem 5 og 12 km. Om det
var fordi jeg vidste, at det var slut lige om lidt, eller om det var fordi
kroppen rent faktisk bare havde det super igen – det ved jeg ikke – men jeg
følte jeg var flyvende. Min tanke efterfølgende har selvsagt været, om det
kunne have betalt sig at stikke fingrene i halsen ved 12 km, da jeg begyndte at
føle ubehag første gang…

Endelig i mål – eller det vil sige – jeg havde masser af
overskud og kunne sagtens have løbet længere i samme tempo – en helt ok
fornemmelse når man tænker på den hele Ironman næste år.

Over målstregen, stoppede mit Garmin Fenix 3 ur, tjekkede to gange og så kom
det længe ventede yyyaaarrrhhhh brøl. Ny PR i tiden 5:36:40, pænt under de seks
timer som var årets mål, knap 40 minutter hurtigere end for fire uger siden på
Mallorca og mere end halvanden time hurtigere end min langsomste tid i 2016.
Foto Damhus

I ren eufori har jeg allerede tilmeldt mig til Garmin Challenge Denmark
igen til næste år 😉

Pernille fandt mig hurtigt – måske hun hørte brølet. Hun
havde også lavet ny PR, men det gør hun efterhånden hver gang 😉 Hoffmann
fandt vi først senere omme ved maden 🙂
Foto Damhus

Den interne
konkurrence
Hoffmann vandt samlet igen, men han bliver presset godt af
Pernille som kun var ca. 12 minutter efter i samlet tid. Jeg vandt over
Hoffmann på svømmedelen og var ”kun” fire minutter fra Pernille. Da vi hoppede
af cyklerne var der kun ni minutter imellem os tre.

Jeg taber dog big time til de to på løb, og jeg kommer
heller ikke til at true dem i fremtiden på samlet tid, men jeg ser muligheder i
svømning og cykling. Jeg har forbedret mig helt vildt, hovedsageligt pga. ny
cykel og OOB Life træningsprogram.

Tak
Jeg er bare vanvittig taknemmelig for støtten fra fruen,
kids, svigermor, Nikoline, Rasmus og triatlon bekendte, I giver mig super
meget ekstra energi – tak.
Et styk fjollet niece 🙂 Foto Damhus

Stor tak til Rasmus for at tage så vanvittige gode billeder – du
er for sej.
Tjek hans andre værker ud på Instagram.

Kæmpe tak til min sponsor Pancolina, jeg lover at
presse endnu flere watt ud af P3’eren næste gang.

Tak til OOB Life og Coach for at få mig i den form, som jeg
var på dagen. Herudover skal der helt sikkert også lyde en tak fra de
tøjforhandler, som jeg kommer til at besøge i nærmeste fremtid, da jeg i mit
knap fem måneders forløb med OOB Life har tabt mig 9 kg (y).

What’s next
Om lidt er der sommerferie, næste gang der kommer lidt
skriveri, kommer det til at omhandle træning i sommerferien samt status på vægt
og hvordan Århus halvmaraton den 6. august forløber.

Rigtig god sommer – husk at træn.

Følg mig på Facebook og få besked når jeg skriver nye indlæg 🙂