Audi Challenge Aarhus
Halvmarathon er arrangeret af Århus 1900. Det er et lille (der er ikke så mange
deltager) og utrolig hyggeligt løb. Der er alle de ting der skal være – tidstagningschip,
vanddepoter, underholdning, forplejning efter løbet og så er det i mit
nærområde. Det, at det er i nærområdet gør, at man kender en del af dem der
deltager, og det i sig selv er super hyggeligt. Hvis man har deltaget i et
større løb tidligere som for eksempel København maraton eller Århus City
Halvmarathon, så vil dette løb virke meget lille men stadigvæk hyggeligt.

Jeg mødtes med Martin som har
været min løbemakker siden 2008, og vi fulgtes ad til startområdet. Vi snakkede
om, at vi ikke var i vores bedste form, at sommerferien stadigvæk hang på
maven, at jeg havde drukket vin om fredagen og at vi vist bare skulle
gennemføre. Vi snakkede også om hvor langt vi havde løbet op til konkurrencen,
og der var ingen af os der havde løbet over 12 kilometer efter sommerferien.
Som sagt – vi skulle bare gennemføre.

Startskuddet lød og vi gik i
gang. Da vi havde løbet omkring fire kilometer mente min løbemakker at vi løb
for hurtigt i forhold til pace. Vi havde ikke rigtig aftalt et pace på forhånd,
så det var lidt svært at være enig eller uenig.

Jeg følte mig ret godt tilpas i
det pace vi løb i, så jeg fortsatte pacet og regnede med at han ville følge
med. Martin er en stærkere løbere end mig og har været hurtigere i mål i
samtlige fire maratons samt en halvmaraton vi har gennemført sammen. Imellem 10
og 12 kilometermærket kunne jeg godt mærke at han ikke havde det i sig,
så jeg spurgte om det var ok med ham, at jeg løb fra ham, hvis vi kom ind på
Viby stadion sammen, så jeg for førte gang kunne sige, at jeg var hurtigere end
ham. Det grinte vi lidt af og Martin sagde – selvfølgelig. Jeg tænkte, at det
kunne få ham lidt op i gear, men det havde desværre den modsatte effekt, for et
minut efter var han faldet 100 meter længere tilbage i forhold til mig.

Jeg følte at min ben var gode,
så jeg sat tempoet ydereligere op, og det skulle vise sig at være en super ide.

Nu hvor jeg løb alene, fortsatte
jeg med at eksperimentere med at være ekstrovert. Jeg begyndte for eksempel at
råbe til tilskuerne ”der skal heppes på Heinrich” og sikke et boost det giver,
når folk man ikke kender råber ens navn. Og hvor er det sjovt at se folks
reaktion, når man kommer løbende, stor smilende og råber af tilskuerne ”kom nu,
I kan godt heppe højere”. Tilskuerne kunne efterhånden huske mig og mit navn,
hvilke gjorde at på opløbsstrækningen på Viby stadion, kunne jeg spurte mig
igennem de sidste 300 meter, på det boost jeg fik af folk der heppede mig i
mål.

Boostene, og det faktum at
benene var langt bedre end jeg havde forestillet mig, resulterede i ny PR. I
forhold til forårets halvmaraton tog jeg tre minutter af – hvilket er ret meget
hvis man fordeler det over 21 kilometer (ca. ni sekunder pr. kilometer).

Jeg blev i målområdet og heppede Martin i mål. Herefter løb jeg hen til bilen for at køre op til fodboldkamp,
hvor jeg lige kunne nå at spille anden halvleg. Efter 30 minutter fik jeg
krampe i baglåret efter et indlæg og bad om at blive skiftet ud.

Det kan på ingen måder anbefales
at spille fodbold, eller for den sag skyld dyrke noget som helst lige efter en halvmaraton,
men det var fedt at kunne hjælpe holdet, som var ramt af en del afbud (blandt
andet mit eget).

Vi vandt kampen og jeg lavede ny
PR, så alt i alt en ret god dag.