Efter Åbenrå sprintet fandt jeg ud af, at triatlon var præcist
den sportsgren jeg skulle fordybe mig i. Jeg var dog helt sikker på, at jeg
ikke skulle ud i at afprøve en halv ironman før 70.3 i Århus 2016 (hvilket der
er lavet en del om på siden – se løbskalender). Jeg valgte derfor i stedet for,
at tilmelde mig KMD 4:18:4 Århus.

Som du måske har læst i mit tidligere indlæg #1 – Åbenrå 2015, så hapsede jeg et lille stykke af den våddragt,
som jeg havde lånt af Jesper. Som en lille kompensation for det, gav
jeg ham et startnummer til KMD 4:18:4 Århus. Han var egentlig tilmeldt 70.3
Århus om søndagen, men på grund af en drilsk ryg kunne han ikke sidde ret lang
tid på cyklen, så han havde solgt sit startnummer, men kunne godt klare et
lille sprint, om end ikke for andet, så for hyggen ved at deltage sammen med en
rookie. Jeg tilmeldte os under Team Runken Røv – vi er begge over 40.

Jesper og jeg mødtes ude på vejen og cyklede i god tid ind
til startområdet inde i Århus. Det blæste en hel del og bølgerne var en til
halvanden meter høje, hvilket havde resulteret i, at Ironman teamet i
samarbejde med livredderne, havde forkortet svømmeruten til 300 meter. Jesper
og jeg blev enige om, at der ikke blev ny svømmerekord, men at vi skulle have
en sjov rutsjetur ude i bølgen blå. Til en af open water træningerne på
havnebanen i Århus, havde bølgerne været næsten lige så høje, og her havde jeg
en fest med at svømme, så jeg var ikke nervøs for den del.

Jeg var spændt på hvordan konkurrencen skulle gå, følte mig
i ok form og godt forberedt. Angående formen og selvtilliden, så hjalp det helt
sikkert, at jeg fem dagen forinden havde lavet ny PR til Audi
Challenge halvmaraton 2015.

Inde ved startområdet mødte vi en del venner, familie og
bekendte, det var derfor rigtig godt, at vi kom i god tid, da en del tid gik
med hyggesnak. Vi fik tjekket cyklerne ind og gjort T1/T2 klar til løbet, men
det hele skulle overdækkes på grund af regnen. Herefter gik vi over og kiggede
på udstillingerne samt snakkede med endnu flere.

KMD 4:18:4 er utrolig godt arrangeret, det hele lugter meget
af at Ironman firmaet har gjort det her mange gange før. Det er fedt for en
rookie at blive båret igennem, uden at man skal bruge for mange kræfter på alt
det praktiske. Jeg kan helt klart anbefale dette sprint til alle, der vil prøve
kræfter med triatlon.
Der var omkring 600 deltager og vi blev derfor sendt af sted
i hold med fem minutter imellem hvert hold. Jesper og jeg gik derned i god tid,
så vi kunne følge med i hvad folk gjorde godt og skidt. I guder hvor var det
koldt at stå dernede og blive nedkølet i den kraftige vind – godt vi havde
våddragterne på som tog den værste kulde.

Hornet lød – vi løb ud i vandet. Jesper foreslog at vi skulle blive ude i den ene side af gruppen, således at vi ikke fik alt
for meget trafik de første 50 meter. Det virkede, men efter de første 50 meter, var
det dog svært at orientere sig på grund af højden på bølgerne. Jeg fik kæmpet
mig ud til den første bøje og allerede her var Jesper foran mig. På tværs af
banen og over til bøje nummer to gik uden problem, bølgerne kom fra siden og
det passede mig udmærket. Fra bøje to og ind til T1 gik det knap så godt, min
rytme gjorde at når jeg trak vejret og orienterede mig, så lå jeg nede i en bølgedal
og kunne derfor ikke se andet end vand. Anden gang hvor jeg var nede i en
bølgedal, besluttede jeg mig for at følge en anden svømmer, hvor hans rytme
passede med at han lå oppe på højderyggen af bølgen, når han orienterede sig –
det var noget af et sats, men det virkede heldigvis. Endelig var jeg inde ved
stranden igen og kunne løbe en relativ lang rute op til T1.

Da jeg kom forpustet op til cyklen, sad Jesper og var ved at
tage cykelsko på. Vi grinte lidt – underforstået at det havde været en vild svømmetur
– og jeg fandt ud af at han havde været omkring et minut hurtigere end mig. Jeg
”flåede” min helt nye våddragt af på få sekunder, og overbeviste mig selv om,
at jeg kunne indhente Jesper, ved at skifte hurtigt. Jeg havde droppet
elestikkerne på cykelskoene, da det ikke virkede for mig i Åbenrå, men fandt ud
af, at det ikke er så slemt at løbe i cykelskoene så længe at underlaget er
græs. Da jeg nåede op til udgangen på T1 løb Jesper og jeg side om side, og jeg
kom først ud på vejen. Jeg fumlede med mine klikpedaler og hørte Jesper sige et eller andet om god tur,
da han accelererede forbi mig på hans lækre tri-cykel.

Ruten var ni kilometer og skulle køres to gange. Jesper og
jeg havde kørt den sammen i starten af ugen, så jeg kendte hvert et sving og
bakke – det var en rigtig fed fornemmelse. Den første og sidste kilometer var
der sidevind hvilket gjorde det hårdt og lidt teknisk at køre. Resten af ruten
var rigtig fin med læ fra træerne, men man kørte i begge sider af vejen,
hvilket gjorde at der ikke var meget plads til at overhale, og det var
nødvendigt da der var mange langsomme motionister. Meget af tiden kunne man
høre mig råbe ”cykel bagfra” men også ”kom så Jesper – du ser stærk ud” (når vi
passerede hinanden i hver vores retning). Jespers helt klare spidskompetence
er cyklen, så det var ikke overraskende at han smadrede de 18 kilometer noget
hurtigere end mig.

Jeg kørte på min spritnye
cykel, som jeg havde fået af fruen i 40 års fødselsdagsgave – se udstyr
indlægget. Jeg holdte lige knap 28 km/t i gennemsnit, hvilket på det tidspunkt
var rigtig fint taget træningsmængde, rute og vejr i betragtning.

T2 gik som planlagt og jeg fik overraskende hurtig balance i
benene samt fandt mit pace, inden jeg var helt ude af T2. Jeg er overbevist om,
jo flere gange man træner overgangen imellem cykling og løb, jo nemmere bliver
det. Løberuten skulle også gennemføres to gange, og på ruten var den berygtede
Kongevejen i Århus. Overraskende og heldigvis skulle man kun løbe halvt op af
Kongevejen (jeg havde ikke læst kortet godt nok), det vil sige lige der hvor
den bliver rigtig hård, skulle man løbe ind i skoven på et dejligt fladt
stykke.

På anden runde gav jeg den alt hvad jeg havde, og løb flere
gange med et pace der svarer til mit hurtigste interval løb – og endda lidt
under. Hvorfor? Størstedelen var at jeg igen fik folk til at heppe på mig, og
fik dem til at huske på mig, så de gav den hele armen anden gang jeg passerede
dem. Det er så fed en følelse, og man kan bare ikke lade være med at give den
alt hvad man har, når man bliver båret igennem på den måde. Den lille del var
også, at jeg ikke ville ”tabe” alt for meget tid til Jesper.

I mål kom jeg og her stod Jesper, hans frue og datter og
heppede mig i mål. Igen gav jeg den lige lidt ekstra. Min egen frue var desværre
forhindret denne gang, men hun kom stærkt tilbage til næste konkurrence.

Jeg var meget tilfreds med konkurrencen, tiden og min
placering som var i den bedste fjerdedel og var endnu engang tændt på flere
triatlon oplevelser.