Kun for sjov - triatlet

Otte dage før Frederiksværk Stålmand sms’ede jeg med Kenneth
fra København som også dyrker triatlon. Kenneth og jeg har kendt hinanden i 15
år, og vi har tidligere spillet fodbold sammen. Vi har også løbet nogle af de
samme maratons, men her er Kenneth i en klasse for sig selv og løber over en
time hurtigere end mig.

Vi skrev lidt frem og tilbage, om man skulle tage en
halv ironman mere i år (for mit vedkommen den første nogensinde og for hans
vedkommen den tredje i 2015). Jeg havde allerede besluttet mig for, at 70.3
Århus i september 2016 ikke skulle være den første halve ironman som det ellers
var planen, jeg kunne simpelthen ikke vente med at prøve kræfter med distancen.
Jeg manglede kun et lille skub for at tilmelde mig noget andet.

Kenneth havde haft to punkteringer til 70.3 Århus
2015 og gennemførte derfor ikke, da den sidste ekstra slange drillede. Sidste
punktering og exit var ca. 12 km før T2. Han havde derfor helt naturligt brug
for revanche.

Vi fik peppet hinanden op og jeg tilmeldte os begge
lørdag aften, velvidende at jeg kun havde otte dage til at ”pudse” formen af,
og at jeg i princippet kun havde trænet til de to sprints.

Træning
ugen op til
Om søndagen tog jeg ned på havnebanen og svømmede
1.200 meter. Det var ufattelig rart, da der var lidt indtag af rødvin aftenen
forinden. Mandag hentede jeg tri-bøjler og fik dem sat på og kørte herefter en
82 km tur – min på daværende tidspunkt længste cykeltur. Tirsdag svømmede jeg
igen 1.200 meter. Onsdag løb jeg 10 km og torsdag cyklede jeg 25 km og følte
mig ok med at være i bøjlen.

Min længste svømmetur var derfor på 1.200 meter og
min længste cykeltur 82 km inden Frederiksværk Stålmand. Jeg kunne ikke nå mere
træning, så nu måtte det bære eller briste.

Dagen
før
Fruen og jeg kørte til Frederiksværk hvor vi blev
indlogeret af værtinde Iben på Bed & Breakfast Hanehoved. Et helt utroligt
hyggeligt sted med fantastisk udsigt udover bugten og lystbådehavnen. I bil var
det kun 10 minutters kørsel til T2 – placeringen var derfor helt perfekt. Iben
tilbød at cyklen kunne stilles ind i deres aflåste garage, så den ikke blev
stjålet i løbet af natten.

Vi var de eneste gæster der var der, og havde derfor tekøkken
og TV-stuen helt for os selv, hvilket passede mig rigtig godt, da jeg ikke
havde så meget overskud til at møde nye mennesker på det tidspunkt.

Jeg havde pakket en Cæsar salat, som jeg lynhurtigt
anrettede. Alt var i poser og skulle blot hældes sammen. Hertil fik vi flute,
smør og masser af vand og saftevand.

Jeg var utrolig nervøs for, at jeg havde gabt over en
alt for stor mundfuld, ved at tilmelde mig en halv ironman. Tanken om jeg nu
kunne gennemføre resulterede i, at jeg stort set ikke spiste aftensmaden. Fruen
kunne godt mærke på mig, at jeg var meget nervøs, så hun foreslog at vi gik i
seng – klokken var omkring 22.30 da jeg faldt i søvn.

Om
morgen inden start
Kl. 2 vågnede jeg første gang og skulle på den
klassiske nat WC tur, på grund af rigelig indtag af vand.

Kl. 4 vågende jeg igen og nervøsiteten havde
fuldstændig taget over, hvilket resulterede i, at jeg ikke kunne falde i søvn
igen.

Da vi endelig stod op kl. 5.40, tog jeg et langt
varmt bad og prøvede at peppe mig selv op, men der var ikke noget at gøre –
nervøsiteten vandt igen. Efter badet fik vi pakket bilen og jeg kunne se og mærke at vejret var perfekt.
Værtinde Iben kom
ned og hygge snakkede. Hun spurgte om jeg overhovedet havde fået sovet (tror
hun havde luret, at det havde jeg ikke). Hun var sød at fortælle at hendes
mand, som var gammel ti-kæmper, hellere aldrig sov op til konkurrencerne.

Det var rigtig pænt af hende og gav faktisk lidt ro.
Hun fortalte, at hun havde dækket morgenmaden op i pavillonen, og hun havde
lagt poser og sølvpapir, til hvis vi ville lave en madpakke til turen. Så
betænksom og utrolig varm, vi kan kun anbefale Bed & Breakfast Hanehoved
til alle.
I mens vi sad og spiste morgenmad, kunne vi se
startområdet for svømmedelen og nervøsiteten steg igen. Vi sad og snakkede om,
at det var sjovt, at jeg altid skulle springe ud i noget som udfordrede mig
(for) meget, at jeg bare skulle gennemføre og huske at have det sjovt med det.
Mit mantra blev født ”Kun for sjov”.

Efter morgenmaden – som jeg stort set ikke spiste
noget af – tog vi afsked med Iben og hendes mand, som begge lovede at komme ned
og heppe på mig, hvilket de gjorde både under cykling og løb. Herefter tog vi
op til T2 hvor vi skulle mødes med Kenneth.

Vi fik parkeret bilen, hentet startnummer og
afleveret løbeskoene og to energi gels i T2 (T1 og T2 var to forskellige
steder). I T2 mødtes vi med Kenneth, det var ufattelig dejligt at se ham, for
på en eller anden måde forsvandt alt nervøsitet.
Ved ikke om det var fordi, at jeg nu havde en at
støtte mig op ad, om det var fordi vi ikke havde set hinanden i et par måneder
og derfor lige skulle opdatere hinanden, eller om det var noget helt andet, men
ro faldt der over mig, og jeg var total klar til at sætte i gang, lige indtil…

I
vandet
…at løbslederen lige skulle fortælle at nedre grænse for
svømningen blev ændret til en time og ti minutter på grund af det kolde vand og
lufttemperaturen, og så var jeg nervøs igen – tankerne fløj rundt, kunne jeg
overholde tidsgrænsen, kunne jeg overhovedet svømme så langt osv..

Kenneth grinte lidt af mig og spurgte hvad det længste jeg
havde svømmet var, og hvor lang tid jeg havde brugt på det. Ud fra mit svar
sagde han at det ikke burde være et issue. Vi fik vores våddragter på, og jeg
nåede lige over til fruen og gav hende et kys, og hun huskede mig på, at det
kun var for sjov. Herefter hoppede vi i vandet i Frederiksværk lystbådehavn,
hvor vi blev placeret bagved en usynlig streg indtil hornet lød.
Hornet lød og vi blev sendt af sted – lettere kaos ud til
første bøje, jeg fik en del slag fra de andre deltagere, men det gik. Jeg havde
ellers lagt mig ud i den ene side for at undgå trafikken. Der gik omkring 400
meter og så lå jeg som en af de forreste i den bagerste gruppe. Helt som planlagt.
Efter første runde – banen skulle gennemføres to gange – lå
jeg stadigvæk i den bagerste gruppe, men den var noget mere splittet end
tidligere. Jeg var ikke helt klar over, om jeg var ved at nå tidsgrænsen, men
havde omvendt ikke set, at der var nogle der blev taget op. Da der var 100
meter tilbage, gav jeg den alt hvad jeg kunne og kom op næsten 20 minutter før
tidsgrænsen. Jeg var en af de sidste, men jeg følte mig ovenpå, jeg havde lige svømmet 1.900 meter.

På
cyklen
Jeg løb hen til min plads i T1 og som i Århus ”flåede” jeg
våddragten af mig. Desværre var underlaget ikke græs, men derimod asfalt,
hvilket resulterede i, at der er hapset to små stykker af min våddragt på
benene. Det betyder ikke noget, men til næste gang at T1 er på asfalt, vil jeg
bruge håndklædet som underlag når jeg ”flår” min våddragt af.

På med cykelhjelmen, ned med bananer og energi gels i
tri-dragten, på med solbriller og cykelskoene og så af sted. Og nej, det er
ikke fedt at løbe med cykelskoene på asfalt – men det går. Heldigvis var min plads en af de
tætteste på udgangen af T1, så løbeturen var meget kort.

Fruen stod tæt på udgangen af T1, og da jeg fik øje på hende
råbte vi i kor ”Kun for sjov”.

Cykelruten skulle gennemføres tre gange og afsluttes med en
ekstra sløjfe på ti kilometer op til T2. Vi havde kørt ruten i bil dagen før,
men på grund af at skiltene ikke var sat rigtig op, manglede vi at køre fem
kilometer af ruten. Så første runde var lidt af en overraskelse. Efter de
første fem kilometer følte jeg at jeg havde rigtige gode ben, så jeg gav den
fuld gas. Lynhurtigt havde jeg taget de første tyve og lidt langsommere tog jeg
de næste ti deltager. På anden runde lå jeg tæt på midt i feltet, hvilket var
en super fed fornemmelse. Ca. halvvejs på anden runde kom de første tre elite
deltager og overhalede mig rimelig langsomt, det vil sige jeg holdte en ok
fart. Men så skete det…
Jeg tabte farten på et helt lige stykke, og forhjulet
begyndte at virke underligt. Jeg var punkteret på forhjulet – æv, det var ikke
lige det jeg havde brug for på min første halve ironman. Jeg bremsede op, hoppede af cyklen, tog forhjulet af (hurra for quick release), fandt ny slange
og patron frem. Herefter satte jeg mig ned og tog en sluk saftevand og ventede
til pulsen var helt nede. Jeg havde nemlig kun en slange med – så det skulle
lykkes første gang. Reminder til mig selv – husk to slanger og patroner til
næste gang.

Heldigvis havde jeg skiftet dæk dagen før, så jeg havde
næsten prøvet at skifte slange, det skulle nok gå.
Da pulsen var helt nede, huskede jeg på den video jeg havde
set angående slange skift. Jeg satte plastik dækjenet ind under dækket og
begyndte at løsne dækket. Kunne med det samme mærke, at det ikke var nødvendigt, og jeg i stedet blot kunne tage det af med kræfterne fra mine finger. Jeg ville
se, hvad der var skyld i punkteringen, men det var ikke nødvendigt, da der faldt
et stykke glas ud, da dækket kom helt af.

Af med den gamle slange og på med den nye. Dækket kunne jeg
igen sætte på med mine finger. Herefter satte jeg patronen på adapteren og
fyrrede den af. I løbet af ti sekunder var dækket pumpet op af patronen. Jeg
valgte den patron uden gummibeskytter på – rookie mistake. Gummibeskytteren er
der ikke for at undgå klinke lyde, men for at beskytte dine finger, da patronen
bliver sindssyg kold, når den fyrres af.

En ældre herrer på cykel kom tilfældig forbi og spurgte om
jeg skulle have hjælp – cykelruten var ikke spærret af for almindelig trafik –
jeg sagde mange tak for tilbuddet, men jeg var i gang med at gennemføre en halv
ironman, og til konkurrencer må man ikke modtage hjælp.

Lapningen tog imellem otte og ti minutter.
I mens jeg sad og fumlede med dækket, kunne jeg høre den ene
efter den anden cykel suse forbi, hvilket gav mig mental energi til at give den
fuld gas – nu skulle de overhales igen. Jeg fik overhalet dem alle en gang til
inden sidste runde var overstået, og på de sidste ti kilometer op til T2, fik jeg
overhalet ca. ti mere. Da jeg kom op til T2, kunne jeg se, at jeg kun
var omkring ti minutter bagud den tid, jeg selv havde regnet med, og det var
inklusiv punkteringen. Det gav et lille ekstra boost, så skiftet til løbesko
skete så hurtigt, at jeg glemte at få cykelhjelmen af – rookie mistake nummer xxx.
Løb smågrinende de tre meter tilbage med hjelmen og så i fuld fart hen til
udgangen på T2.

Løbet
”Kun for sjov” råbte jeg til de to vagter ved T2, de grinte
og ønskede mig god tur. Kom lynhurtigt ind i min rytme, nærmest som om jeg slet
ikke havde cyklet 90 kilometer. De første to kilometer var helt flade – jeg
følte mig ovenpå og holdt mit normale pace. Men…

Bang og der stod muren!

Ved den første stigning på ruten, fortalte hver en muskel i
min krop, at jeg var helt flad. Hold nu kæft det gjorde ondt, men jeg vidste, at
jeg kunne gennemføre, for samme følelse har jeg haft til alle de maratons, jeg
har gennemført. Det var bare vigtigt, at jeg fandt mit eget tempo.

Jeg løb dog ikke langsommere, end at jeg en sjældent gang
blev overhalet, men jeg overhalede også et par stykker. Ruten skulle gentages
fire gange og der var i alt 200 højde meter. Det vil sige 50 højdemeter pr.
omgang. De højdemeter lå alle sammen på en laaaaang bakke. Endelig henover
bakken første gang, men tanken om at den skulle løbes tre gange mere var ikke
opmuntrende. Inde i mit hoved råbte jeg ”Kun for sjov – kun for sjov” og
begyndte at små grine, jeg fandt gnisten og lysten igen, men hver gang jeg kom
til bakken, så skulle hovedet lige have en ordentlig gang ”Kun for sjov”.

Omkring målområdet stod der en del tilskuer, som man skulle
forbi ved hver runde. Nogle af de første tilskuer man stødte på kunne huske
mig fra cykelruten, så de gav den ekstra gas, når de så mig blandt andet med en
ko-klokke – og 1.000 tak for det, for man kunne høre den flere hunderede meter
væk, og det fik mig altid til at sætte tempoet op. Jeg glædede mig til at se
dem ved hver runde, for de var sjove, opmuntrende og så vidste jeg, at der
var en runde mindre. I slutningen af tilskuermængden ved målområdet stod fruen
og råbte ”Kun for sjov” og fortalte hvor Kenneth lå.

Jeg vidste godt, at Kenneth ville være meget hurtigere end
mig, og det overraskede mig hellere ikke, at han allerede overhalede mig på min
anden runde lige før mål (hans sidste). Han gav en løbende krammer/klap på
skulderen og sagde – det er fanme en hård rute, men giv den nu gas – og så var
han væk igen.

De sidste to runder gik ok, der var stadigvæk overskud til
den ekstroverte motionist. Alle fik high fives eller ”Kun for sjov” med på
vejen. Deltager der var gået helt i stå heppede jeg på, og prøvede at
overbevise dem om, at det snart var slut. Sidste runde gjorde ondt, men var
sjov og rimelig hurtigt overstået.

Gennemført
Endelig kunne jeg se målet, tjekkede en ekstra gang at jeg
havde alle tre elastikker fra hver runde man havde gennemført, det havde jeg,
satte ”spurten ind”, og overhalede to der manglede en runde mere, og løb så i mål. Fruen havde jeg kunnet
høre heppe på mig på lang afstand, og hun stod nu med åbne arme på den anden
side af målstregen. Kæmpe krammer fra fruen og den var tiltrængt. Jeg var helt
færdig, overdrevet lykkelig over at jeg havde gennemført min første halve
ironman, tudefærdig over alle de følelser der var i kroppen og træt, sådan
rigtig træt.

Vi fik pakket sammen, hentet cykler og tasker, tanket op med
diverse drikke, madpakke og frugt fra målområdet til turen hjem. Alt mad og drikke stod Frederiksvæk Stålmand
for, og jeg må indrømme at det er det bedste efter-en-konkurrence-mad jeg
nogensinde har fået – stor ros til dem og deres sponsor.
Da vi var klar til at køre – fik vi taget det klassiske
medalje-kammerat-vi-har-gennemført-noget-stort billede.

Hjemturen
Fruen kørte bilen hjem – og det var jeg glad for, for mine
ben reagerede ikke helt som de plejede. Jeg spiste min madpakke, var lidt på de
sociale medier og tjekkede resultaterne. Vi var lige over en tredjedel af de
tilmeldte der gennemførte. Af de gennemførte lå jeg i toppen af den sidste
tredjedel. Jeg havde gennemført med plus 22 minutter i forhold til egne mål,
men med 10 minutters punktering var det ”kun” 12 minutters overskridning. En
helt ok fornemmelse.

Halvvejs hjemme tog vi et pit stop med de klassiske burger,
men jeg var så udkørt, at jeg næsten ikke kunne spise.

Restitution
Da vi kom hjem hentede vi vores børn og fik
pakket ud. Cyklen skulle vaskes, våddragten hænges op osv.. Herefter stod den
på saftevand, masser af chokolade og benene op. Mandag morgen havde jeg meget
svært ved at komme ud af sengen, og min krop skreg generelt på hvile, mad og
væske – og det fik den lov til.

Tirsdag var jeg overraskende allerede ovenpå
igen, og løb derfor en seks kilometers tur i ekstra langsom pace. Fra onsdag trænede
jeg som normalt igen.

Der er mange diskussioner om restitution. Jeg
er af den overbevisning, at man skal lytte til sin krop og selvsagt ikke give
den fuld gas før, at man kan mærke, at man er helt klar til det. Der findes
mange artikler om restitution på nettet. Et tænkt eksempel kunne være, at du
har læst at man skal holde tre dages hvile efter en konkurrence. Men hvis din
krop ikke føles klar efter tre dages hvile, så skal man ikke begynde træning og
omvendt hvis kroppen kun har brug for to dages hvile, så skal man ikke vente i
tre, blot fordi man har læst det.

Lyt til din krop.

Hvem lokker hvem
Weekenden efter Frederiksværk Stålmand skrev
jeg sammen med Kenneth igen. Adrenalinen havde ikke helt lagt sig endnu –
vi snakkede (læs: lokkede hinanden) om man skulle tage endnu en i 2015, man
kunne for eksempel tage til udlandet. Vi blev til sidst enige om at vente
til foråret.

Vi havde dog snakket så meget om udlandet, at
det endte med, at vi meldte os til 70.3 Barcelona. Pernille har sidenhen også tilmeldt
sig, bilen er derfor fyldt op, for fruen skal også med for blandt andet at råbe
”Kun for sjov”. Derudover deltager Pernille og jeg i Challenge Denmark tre uger
efter Barcelona og ugen efter Challenge Denmark, skal vi løbe Århus halvmaraton
– gad vide om vi ikke også kan lokke Kenneth med til det løb…

Efter sommerferien står den på OL distance i
Åbenrå sammen med Pernille og indtil videre er jeg alene til 70.3 Århus, da både Pernille, Kenneth og Jesper tager den fulde Ironman i København omkring samme tid som 70.3 Århus.

Nye mål i hus – nu ved jeg, hvad jeg skal træne
efter i 2016 – og jeg glæder mig.