Puha – november og december med fire julefrokoster, juleferie
og nytår er nu vel overstået. Men hvad er status på formen og vægten?

Jeg har trænet næsten normalt – og så alligevel ikke helt.
For med tømmermænd fire weekender i træk, er det svært at komme ind i den
normale træningsrytme. Jeg præsterede dog at cykle 60 minutter dagen efter de
første tre julefrokoster, hvilket gjorde at jeg følte at træningen var rimelig
ok allerede om mandagen (alle julefrokoster var lørdag).

Men efter den fjerde julefrokost måtte jeg kapitulere og
overlade mig til burger, pomfritter, cola og streaming af film på sofaen. Jeg
trænede om mandagen efter den fjerde julefrokost, men det var først om
torsdagen, at jeg følte mig helt ovenpå igen.

Herefter var der fjorten dage til jul, hvor jeg fandt min
normale træningsrytme igen. Men så kom juleferien, hvor træningen var styret af
kids, impulser og sociale arrangementer. Det var i den grad hyggeligt, og hvad
jeg ikke nåede at tanke op fysisk, fik jeg tanket op psykisk – hvilket er
mindst lige så vigtigt.

Jeg fik dog trænet, en af grundene var at Kenneth fra København var ”hjemme” på juleferie, hvor vi nåede at træne fire gange sammen. Vi løb blandt andet ind til
svømmehallen, svømmede og løb tilbage (15 km løb og 1,5 km svømning). Turen
blev efterfulgt af en hyggelig mini julefrokost, hvor vi ca. spiste det samme,
som vi lige havde forbrændt under træningen. Super hyggeligt dog.

Det tog de første to uger af 2016 at komme ordentlig ind i
træningsrytmen. Jeg er igen oppe på 6 træningspas om ugen, hvor jeg blandt
andet løber langt mindst en gang om ugen med Martin, som har været min faste
løbemakker siden 2007. Jeg får igen lavet dobbelt træningspas enten ved at
cykle 60 minutter efterfulgt af 6 kilometers løb eller 6 kilometers løb
efterfulgt af 60 minutters styrketræning. Jeg får dog kun svømmet en gang om
ugen, men har planlagt at det kommer op på to gange igen.

Status på formen er, at jeg er kommet godt ud på den anden
side af november og december. Her tre uger inde i januar, er træningsrytmen og -mængden
som de var i starten af november, og jeg har stadigvæk følelsen af, at jeg til
hver en tid kan løbe en halvmaraton eller gennemføre en halv ironman mindst
lige så godt som den sidste.

Jeg var spændt på, om jeg havde taget på i julen. Vægten viser
stadigvæk 87 kilo, men jeg er gået en buksestørrelse ned og har været ude og
købe nyt bælte, da det gamle ikke havde flere huller. Min julefrygt angående
øget fedt udeblev heldigvis, og jeg har gjort det modsatte – jeg har taget på i
muskler men samtidig tabt fedt #altergodt.

Den
fede julegave
Jeg har ”brokket” mig over, at når jeg kommer hjem fra en
konkurrence, ligger medaljen fremme i et par dage, hvorefter den bliver lagt
ned i en kasse til de andre medaljer. ”Brokkeriet” har fruen lagt mærke til, og
hun fandt derfor et website, hvor man kan få skrevet lige den tekst man vil på
en medaljeholder. Min julegave bestod derfor af nedenstående super fede medaljeholder.
Jeg har hængt ”Kun for sjov” medaljeholderen op på kontoret
over skrivebordet, og bliver derfor påmindet om mit mantra #kunforsjov hver
dag. Og nåh ja, så er jeg jo lidt stolt af alle medaljerne…