Jeg har læst en del om, at få fittet sin cykel, i forhold til at
undgå skader, sidde bedre og få mere fart på uden at yde mere. Men kunne det nu
også passe, at man fik alle de benefits bare ved at ændre lidt på nogle skruer?
Jeg havde sat saddelhøjden som det blev anbefalet i forskellige artikler på
nettet, men det var også det eneste jeg havde gjort.

Jeg sad ikke specielt behageligt, efter at jeg selv fik monteret
mine tri-bøjler. Jeg havde følelsen af, at jeg faldt ned af sadlen og den
pressede ”et forkert sted…”.

Derudover fik jeg ondt i skulderne, når jeg cyklede over 60
minutter. Sidst nævnte troede jeg udelukkende var på grund af manglende træning,
det skulle vise sig ikke at være det.

Jeg besluttede derfor at tage et bikefit, og efter lidt Google
søgning faldt jeg over Bikelab som flere havde skrevet meget positivt om. Jeg
ringede til Henrik fra Bikelab, og aftalte en tid hos ham i hans nye lokaler i
Skanderborg.

Spændt på hvad der skulle ske, gik jeg op til skranken og
spurgte efter Henrik. Jeg fik af vide, at Henrik var lige på trapperne, men at jeg
kunne stille cykel og udstyr ind i hans lokale og vente på ham der. Et par minutter
efter kom Henrik ind og bød mig velkommen, han var lidt forpustet og havde fuld
cykeludstyr på. Tidligere på dagen havde han fået aflyst en aftale, og det
havde han straks benyttet til at cykle en tur i Skanderborg bakker. Hvis jeg
havde været i tvivl, så var jeg nu helt sikker på, at jeg havde valgt det rette
sted. Fedt med en cykelentusiast, som udnytter enhver chance for selv at komme
af sted.

Jeg fik sat min cykel op på hans rulle, og Henrik forklarede
kort hvad vi skulle igennem.
– Løs snak om hvem han var, hvem jeg var og om hvilket
mål jeg havde med bikefittet
– En fysisk undersøgelse
– Selve bikefitet

I den løse snak fortalte Henrik blandt andet om hans tid hos
Viborg damehåndbold som fysioterapeut, hans tid som træner i Århus 1900, hans
egen løbe og triatlon karriere og hans passion for at indstille cyklen eller
atleten til at yde sit bedste. Henrik er utrolig behagelig at være i lokale
sammen med. Han hviler i sig selv, er skarp på cykel og løbe viden, troværdig
og har humoristisk sans. Han er i den grad med til at skabe en energifuld og
positiv stemning til bikefitet.

Vi snakkede om mine mål med de kommende tre halve ironmans, om
den allerede overstået halve ironman, mine resultater (både på cykel men også
løb/svømning), ønskede resultater og om skuldernes smerte og presset på ”det
forkerte sted…”.

Herefter lavede han en fysisk undersøgelse. I en af smidighedsøvelserne
roste han mig først, i forhold til min alder, for at have helt utrolig smidige
ankler, og fulgte det drillende op med at han slet ikke kunne forstå, at mine
hofter var så stive…

Vi snakkede om, at jeg stadigvæk spillede fodbold, og at jeg
havde forstuvet min fod en del gange. Det med foden kom vi ind på, da han kunne
se og mærke, at den højre fod ”hang” lidt mere end den venstre – hvilket er
helt rigtigt.

Efter den fysiske undersøgelse fik jeg sat flere dioder på, fod,
knæ, hofte, albue og skulder, som blev tilsluttet hans computer. Og så var det
op og cykle. Efter 5 minutters cyklen bad han mig hoppe af, og så begyndte han
at lave indstillinger. Han startede med at skifte saddelpind og saddel ud –
hvilket vi allerede havde aftalt i telefonen. Den nye saddel er skilt i to
dele ude i fronten, præcist der hvor det ”sjove” pres var.

Saddelpinden er en fastforward saddelpind, som giver den samme
vinkel som på en tri-cykel. Placeringen over krankboksen, medføre at der åbnes mere
op i hoften, og man får derved fornemmelsen af, at træde mere tilbage – det
betyder at baller og baglår i højere grad bliver belastet. Og det er præcist
det man ønsker, fordi ens forlår derved spares mest muligt til det
efterfølgende løb (når man dyrker triatlon konkurrence).

Udover at indstille saddelhøjde og placeringen af sadlen på
saddelpinden, så indstillede han også tri-bøjlen, således at jeg nu har en
bredere armstilling og derved et mindre pres på skulderne. Det tager en lille
smule af aerodynamikken, men i forhold til den komfort det gav, så er det godt
givet ud. Til sidst indstillede han klamperne på cykelskoene, og spurgte om jeg
ville prøve med nogle andre indlæg som støttede fodballen bedre.

Efter de første indstillinger kom jeg op på cyklen igen og
cyklede i ca. 5 minutter.

Og så tog vi en tur mere, af cyklen, finjustering på
saddelpinden, styret blev sat en ring ned, så jeg blev endnu mere aerodynamisk (mere
lige ryg) og tri-bøjlerne blev indstillet endnu engang.

Cyklede i ca. 5 minutter igen og tri-bøjlerne fik en sidste tur.

Da han var helt færdig, fik jeg lov at cykle 5 minutter mere, og
det var virkelig behageligt. Det ”sjove” pres imellem benene var helt væk, der
var ingen spændthed i skulderne, og helt generelt sad/lå jeg bare røv godt på
cyklen. Derudover blev jeg helt vild med de nye indlæg i cykelskoene og købte
dem ved samme lejlighed.

Saddelpinde og saddel kan man ikke købe hos ham, så dem har jeg
efterfølgende købt på http://www.wiggle.co.uk

Til sidst målte Henrik hele min cykel op elektronisk og sendte en
PDF med målene til mig pr. mail, således at jeg altid kan slå op, hvordan min
cykel er bedst indstillet til triatlon. Dette fik jeg allerede brug for, da jeg
skulle sætte den nye saddelpind og saddel på.
Som det så ud med mine egne indstillinger.

Som det ser ud efter at Henrik har lavet indstillingerne. Bemærk især positionen på cyklen er længere fremme (man kan se det bagerste af sadlen), tættere på 90 graders vinkel på albuerne og ryggen er længere nede samt mere lige.

Inden jeg tog derfra, snakkede vi om hvor meget ekstra fart jeg
ville kunne få ud af bikefitet. Henrik ville ikke love noget, men han sagde
følgende: ”De ekstra kilometer i timen* du formentlig får ud af dit bikefit i
dag, dem skal du spare til du skal løbe”. Det han mente var, at i stedet for at
cykle mig helt ud, så skulle jeg køre samme gennemsnitsfart som til
Frederiksværk halv ironman, og de kræfter jeg ville spare ved ikke at
give mig 100%, dem kunne jeg så bruge på løbsdelen. Om det er det, der kommer
til at ske den 22. maj, det ved jeg ikke endnu – for jeg er ret glad for at
køre mig ud på cyklen.

*skulle det give fx 2 km/t svarer det til ca. 11 minutter på 90
kilometer.

Jeg kan i den grad anbefale et bikefit på baggrund af
overstående – og jeg mangler endda stadigvæk at teste, om der er
kommet mere fart på, når man cykler på de rigtige veje. Indtil videre har jeg
kun testet og nydt indstillingerne på min Bkool rulle. Hvis du er i tvivl, om
hvem der skal lave dit bikefit – så kan jeg helt klart anbefale Bikelab i
Skanderborg.
Website: http://www.bikelab.dk