En helt fantastisk tur til Ironman 70.3
Barcelona er desværre allerede overstået. Tak Pernille og Kenneth det var vildt,
jeg glæder mig til, at vi skal af sted igen lige om lidt.
Jeg kan slet ikke stoppe med at skrive, for jeg
er fuld af fantastiske oplevelser og sikkert også rest adrenalin. Er du til den
korte version, så kommer den her:
Det var suverænt fantastisk.
Er du til den længere version, skal du
blot læne dig tilbage, tage en kop kaffe og fortsætte med at læse.
Turen og lejligheden
Vi kørte efter arbejde torsdag til
Barcelona, hvor vi havde booket en lejlighed.
Vi havde lejet en cykeltrailer til de tre cykler, der var derfor fint plads på bagsædet til at få sovet. Jeg
kørte det meste af vejen, men nåede at få knap tre timers søvn. Vi kom ned til
lejligheden fredag ved en 16-tiden og fik tjekket ind. Lejligheden var ok, men
hellere ikke mere end det. Lidt beskidt og lidt slidt – men forventet taget prisen i betragtning. Placeringen var til gengæld super.
Træning og mad
Efter at vi havde smidt vores ting og stillet
vores cykler i lejligheden samt parkeret bilen i en P-kælder, klædte vi om for at
løbe en lille tur på 20 minutter. Det var skønt at få rørt benene efter 21
timer i bil. Efter træningen og et bad tog vi ud og spiste pizza. Jeg spiser
meget sjældent pizza, så det var en sand fornøjelse.
Herefter tog vi godt mætte og trætte tilbage
til lejligheden og fik en lang sammenhængende nattesøvn – det var tiltrængt.
Lørdag morgen stod den på triatlon udstilling,
indregistrering og cykel tjek ind* i Calella. Men inden cykel tjek ind kørte vi 40 minutter på cyklen,
helt stille og roligt. Det gjorde vi for at holde gang i kroppen, men vigtigst
af alt, for at tjekke at cyklen virkede som den skulle efter kørerturen.
*Et lille tip – vi tog lidt luft ud af dækkene
på cyklen ved cykel tjek ind. Der er en lille risiko for at varmen/solen kan
udvide luften i slangerne og derved sprænge slangen. Hellere være lidt for
forsigtig, end at skulle starte løbsmorgen med at skifte slange.
Efter cykel tjek ind hoppede vi i vandet (vinden var ca. 6 m/s). Jeg svømmede omkring 10 minutter – kun for at mærke temperatur (15 grader),
bølger og understrøm. Bølgerne var middelhøje til høje og der var en del
understrøm. Vi følte os udfordret, men efter ca. 100 tjek på YR app’en, blev vi
enige om, at når prognosen meldte 3 m/s søndag morgen, måtte det være lig med
mindre bølger.
Efter svømningen spiste vi frokost ved vandet,
hyggede og læste lidt i de blade der var med i Ironman tasken fra
indregistreringen. Og der – lige midt i det ene blad stod vores navne, og ja ja
også alle de andre deltager. Men sjovt var det at se sit navn i Ironman bladet.
Herefter kørte vi hele cykelruten i bil, og bum
så var vi alle tre nervøse. I guder nogle ”bakker” vi stod overfor og sikke
nogle nedkørsler. Teknisk svært og udfordrende. Tre ”bakker” skulle forceres på
i alt 1.200 højdemeter fordelt på 10, 12 og 10 kilometer.
På vejen tilbage til lejligheden revurderede vi
vores forventede tider, og blev enige om, at vi skulle se det som en kæmpe
oplevelse, en udfordring og at det ikke blev denne rute der skulle sættes PR
på. Vi var sent tilbage i lejligheden og tog derfor en pizza med op (Pernille
tog kun en stor is). Vi var spændte, og snakkede meget om de høje bølger og den
vilde cykeltur vi stod overfor. Og om hvor fedt det var at løberuten var hel
flad.
Løbet
Vi stod op kl. 4.30, fik tøj på og spiste
morgenmad. Jeg var ikke nervøs og havde derfor fin appetit. Det blev til
en banan og to stykke hvidt brød med en cm Nutella på. Det hele blev skyllet
ned med vand.
Jeg fik lidt for meget Nutella (burde man
jo ikke kunne, når det smager så godt), og fik derfor sukker kvalme, som tog
over en time at få væk. Jeg kom på nummer to inden vi kørte, så udover sukker
kvalmen følte jeg mig klar.
Da vi havde fået læsset bilen med vores T1, T2
og Street clothes poser kørte vi til Calella (ca. 50 km fra Barcelona). Hold nu
op hvor var der langt derud denne morgen. Vi snakkede ikke rigtig sammen – både
fordi vi var trætte, men også fordi vi var koncentreret om selve løbet – og så
skulle jeg på nummer to igen…
Efter at vi havde parkeret bilen, satte vi direkte kurs til det nærmeste toilet. I guder det var befriende at
komme på toilet igen – nu var jeg klar både mentalt og fysisk.
Vi fik pumpet cyklerne, tjekket T1 og T2
poserne ind. Herefter tog vi
våddragterne på og fik tjekket Street clothes posen ind.
Vi blev kaldt ned på stranden, da de lukkede T1 og T2 for tjek ind. Pernille og jeg gik derned og Kenneth
stillede sig i kø til toiletterne. Vi hilste pænt af – for vi vidste, at det
var sidste gang, at vi så ham inden løbet var slut.
Bølgerne var heldigvis ikke så store som de
havde været om lørdagen, men de var bestemt hellere ikke små.
Svømningen var running start, hvilket betyder
at man står i en lang kø, og i køen er der sat skilte op med forventet
slut tid på svømningen. Vi blev enige om, at stille os ved 45 minutter skiltet –
noget for langsomt for Pernille og lidt for hurtigt for mig, men så kunne vi
stå sammen. Pernille var meget nervøs for at blive ramt i vandet, og hun var
hellere ikke så glad for de middelhøje bølger.
Jeg prøvede at afhjælpe Pernilles nervøsitet
med snak, grin og være lidt fjollet, og lidt hjalp det sagde hun bagefter. Jeg koncentrerede mig om Pernilles nervøsitet og glemte derfor selv at være nervøs.
Vi kom i vandet og fik desværre de forventede slag. Pernille brystsvømmede for
at orientere sig, jeg lagde mig ved hendes side og begyndte at crawl med det
samme – dog ikke hurtigere end Pernilles tempo. Da vi kom lidt længere ud, gik
Pernille også over i crawl.
Efter 1.000 meter svømmede vi stadigvæk næsten
side om side, og jeg havde en rigtig fin puls, så jeg vidste, at jeg kunne
fortsætte i samme tempo resten af vejen. Vi drejede omkring endnu en
retningsbøje og så skete det igen, først fik jeg et spark i ansigtet, så blev
jeg svømmet over og igen et slag til nakken – tror det sidste slag var fra et
arm tag.
Jeg mistede orienteringen og måtte stoppe op. Herefter lagde jeg mig
på ydersiden af banen for at undgå den konfuse trafik, det hjalp helt klart på
det, men Pernille kunne jeg ikke se længere.
Jeg fortsatte alene ude i ydersporet og fik
derfor svømmet nogle ekstra meter. Pernille kom 6 minutter hurtigere op af
vandet – vildt at orientering og lidt ud af retning kan gøre så meget på 900 meter.
På grund af de middelhøje bølger stod der
hjælper langs stranden og hev fat i deltagerne – havde de ikke gjort det blev
man skyllet ud igen. Det var derfor op i brystsvømning, ride på en bølge og
lade sig gribe af en hjælper. Det lykkedes i første hug for mig, men jeg kunne
se, at der var flere det ikke lykkedes for.
Jeg små løb ind i telte hvor man skulle skifte
fra svømning til cykling (T1). Jeg sagde flere gange højt til mig selv – rolig
nu – det er “Kun for sjov”. Det var vigtigt at få pulsen ned, så jeg ikke glemte
noget. Fik skiftet og løb i strømpesokker ned til cyklen, som stod ca. 150
meter fra T1 posen. Det var en klog beslutning først at tage skoene på henne
ved cyklen, for jeg overhale flere som løb i deres cykelsko på vej derned.
Jeg fik cykelhjelmen på og løb med cyklen ud,
til der hvor man må begynde at cykle. Op på jernhesten og så af sted. Det gik
præcist som jeg havde forventet, og jeg glædede mig over, at jeg havde svømmet mere
end 7 minutter hurtigere end til Frederiksværk Stålmand hvor ruten var helt uden
bølger. Denne gang var jeg langt fra en af de sidste der kom op af vandet – jeg
har forbedret mig markant, og det er en fed følelse at tage med på cyklen.
Jeg kunne mærke, at jeg havde rigtig gode ben,
og at jeg mentalt var godt forberedt på de tre ”bakker”. Jeg lagde mig hurtigt
ned i bøjlen og begyndte at træde til. Efter 500 meter snævrede vejen ind og
man kunne max være tre cykler ved siden af hinanden. Jeg lå i det midterste
spor og overhalede den ene efter den anden.
Lige pludselig trak en deltager ud foran mig,
jeg skyndte at trække ud, men han fortsatte med at trække ud, og til sidst
var jeg helt tæt på muren ved ydersporet. Fordækket fløj ned i en riste og kom
i vibration. Det næste jeg husker var, at jeg stod ved siden af cyklen og en
official på motorcykel spurgte om jeg var ok. Jeg tog mig til venstre arm, og så
at jeg blødte, men tørrede det af og kunne straks se, at være var det hellere
ikke. Jeg sagde, at jeg var ok og satte mig op på cyklen, hvilket fik publikum
til at sukke lettet op og de startede med at klappe.
Det gav mod og lysten til at fortsætte – tak
til alle dem der klappede.
Efter 200 meters kørsel måtte jeg hoppe af
cyklen igen – min venstre klikpedal ville ikke klikke skoen fast. Jeg prøvede
at fixe den, men hele kernen var gået af og lå løst inden i.
”Det er kun for
sjov”, ”Man kan sagtens gennemføre alligevel”, tænkte jeg.
Jeg tjekkede armen igen og opdagede nu, at jeg
havde ondt i venstre skinneben*. Det var en del mere tilredt end armen, men jeg
var ligeglad, jeg skulle gennemføre, jeg skulle have medaljen med hjem til
børnene…
*(Fysiske skader ved styrtet: Hudafskrabning på
venstre arm, venstre skinneben, hofte, lænd og skulder, de sidste tre opdagede
jeg først efter badet om aftenen.
Derudover fik jeg et slag på læggen, som blev
til en indvendig bule a la et due æg – føltes som påbegyndende krampe resten af
turen, specielt på løbet.
Cykel skader: Flænset styrbånd, defekt klikpedal, skævt baghjul og en del
ridser. Styrtet var mit første styrt, og forhåbentlig mit sidste (well…) og det
tog lige knap 7 minutter i alt.
Cyklen blev repareret ude hos Trek Cykler Tilst fra dag til dag. Stor tak til
Henrik Villumsen fra Trek Cykler Tilst for en fantastisk service og rigtig gode
priser.
Mit ur gik også i stykker. Efter styrtet viste det mangel på batteri ikonet,
men har heldigvis optaget hele løbet, dog i Freestyle mode. Jeg har sendt uret
til reparation, og håber at de kan fixe det.)
Generelt var ”bakkerne” hårde at komme over,
specielt de sidste 2.000 meter på alle tre ”bakker” hev tænder ud. Det sidste
stykke havde store stigninger og hårnålssving. Jeg var flere gange nede omkring
10 km/t. Men over kom jeg.
På den anden ”bakke” kom der en dansk deltager
op på siden af mig, og spurgte om jeg var ok. Han havde set styrtet og
fortalte, at jeg havde slået en koldbøtte med cyklen. Det havde set vildt ud, så
han var bare glad for at høre, at jeg var ok. Han anerkendte også at jeg
fortsatte med defekt klikpedal, hvilket gav mig endnu mere energi til at
gennemføre.
Jeg stak hånden ned i tri dragtens baglomme på
ryggen for at tage en banan. Igggrrhh – bananerne var blevet til mos sammen
med energi gelerne. Som om jeg ikke havde haft udfordringer nok – jeg grinte
lidt for mig selv og sagde ”Det er kun for sjov”, og så boksede jeg videre opad
og nød i stedet energi dunken, som jeg tog ved sidste vand depot.
Efter løbet gav Pernille en energi
vingummi som smagte fantastisk. Jeg vil træne med det de næste uger, og går det godt, skal jeg
bruge dem i stedet for gels til Challenge Denmark. De fedter ikke på samme
måde, og skulle jeg styrte igen, kan de godt holde til stødet. Derudover har
jeg investeret i en taske som sidder lige efter cykelstyret. Det skulle gøre
det lidt nemmere at finde maden, i forhold til at skulle om på ryggen hele
tiden.
På nedkørslerne gav jeg den langt mere gas, end
jeg havde turde håbe på. Det var fedt og det var også med til at holde humøret
oppe. Efter anden bakkes nedkørsel begyndte jeg at få overskud til ”Kun for
sjov” delen. Jeg fik lavet håndtegn til kameraerne, vinket til tilskuerbørnene
og dem der stod med klokker, fik jeg til at hammer ekstra hårdt, når jeg kom
forbi. Alt sammen gav mig mere energi til de sidste kilometer.
Cykelruten sluttede af med at vi skulle cykle
ind, op og ned igennem Calella. Der stod skilte om at man skulle passe på og
sænke farten, og nu kunne jeg godt mærke, at jeg var ved at være brugt. Jeg fik
stillet cyklen og skiftede lynhurtigt i T2 til løb. Fandt hurtigt en rytme og
løb kun anderumpe stilen i nogle få meter. Men min rytme var langsom – alt for
langsom.
Jeg gik helt kold – havde ikke flere kræfter og
så gjorde det ondt i den venstre læg. Det var hårdt, både fysisk men også
psykisk.
Havde jeg tilladt mig selv at pive lige der, så
var jeg brudt sammen, men jeg tillod det ikke og kæmpede videre, og fik da også
hilst på et par danske tilskuer, og de tilskuer der heppede på mig fik et smil
med på vejen. Jeg mødte Pernille og Kenneth på deres sidste runde, og her blev
det også til et hej/vink/smil.
Endelig kunne jeg se mål, normalt kan jeg altid
finde 5% ekstra til den sidste kilometer, men jeg havde ikke mere at skyde med.
Jeg luntede ned til mål – helt smadret. Da jeg ramte 100 meter tilbage skiltet
og den røde løber, fandt jeg ”Kun for sjov” ånden frem og luntede fra side til
side med hånden bag øret og fik tilskuerne til at rejse sig og råbe alt hvad de
kunne. Det var en vild oplevelse, som om jeg var stjernen i løbet.
Speakeren
stod midt på den røde løber 10 meter fra mål, og han kunne ikke læse mit navn
op, så jeg stoppede helt op og viste mit nummerskilt med navn, så han kunne
råbe at nu var jeg i mål. Pavestolt løb jeg over målstregen og fik min medalje.
I skrivende stund får jeg stadigvæk gåsehud over hele kroppen med tanken om at
løbe i mål. Jeg kan uden problem genkalde den følelse igen og igen.
Jeg gik ned for at få min finisher T-shirt og
her stod Pernille, hun havde hørt at jeg kom ind. Hun spurgte om jeg var ok, da
hun opdagede mine sår. Jeg sagde til hende, at jeg ikke kunne snakke lige nu.
Vi gik i stedet over for at få vores Street clothes pose.
Da jeg havde fået min
pose satte jeg mig ned. Først rystede jeg over hele kroppen, så begyndte jeg at
hulke og så væltede det ud med gråd og snot. Jeg var helt færdig, kunne slet
ikke stoppe igen. Om det var efter chok fra styrtet, udmattelse, ondt over det
hele eller en kombination, det ved jeg ikke – men det var skønt at få det ud.
Pernille lod mig sidde indtil jeg fik samlet
mig selv op, tror godt hun vidste, at hun hverken kunne gøre fra eller til. Da
jeg havde samlet mig selv op, gik vi ind i teltet og fik mad og drikke. Jeg fik
ringet til fruen, som havde fulgt med på livetracker og Ironman’s live stream
tjeneste. Hun anede heldigvis ikke noget om mit styrt. Hun fik en kort status,
og vi aftalte, at jeg skulle ringe senere for at gå lidt mere i detaljerne.
Vi fandt Kenneth i det område, hvor vi havde
aftalt at mødes. Kenneth, eller raketten som jeg kalder ham, havde været der i
noget tid. Han havde hellere ikke haft et PR løb, men han var stadigvæk meget
hurtigere end både Pernille og jeg.
Os tre imellem
Tillykke til Kenneth for den overordnede sejr plus hurtigst på cykel og løb. Tillykke til Pernille for at være den hurtigste
svømmer samt bedste placering i aldersgruppe. Tillykke til mig selv for at vinde
den fjerde disciplin hurtigst i T1 og T2 (her skulle der være en græder af grin
smiley, men bloggen kan ikke sætte den slags smileys ind ;-).
Min anmeldelse af Ironman 70.3 Barcelona
Prøv det – det er et lækkert, velorganiseret og
helt igennem fantastisk løb. Alle ruter er spærret af, der er officials over
alt, triatlon udstillingen var rigtig fin – Pernille fik købt en del tøj der
var under halv pris sammenlignet med Danmark, lounge områderne var hyggelige,
ok mad, nem og overskuelig indregistrering, perfekt T1 og T2 område – alt i alt
bare rigtig godt. Vi var aldrig i tvivl om hvad vi skulle. Ironman konceptet er et dyrt arrangement at deltage i, men man må give dem det, der er 100% styr på det hele.
Bølgerne var høje på dagen, cykelruten er vild hård og teknisk svær, i hvert tilfælde når man normalt kører i Danmark, men
heldigvis er løberuten flad. Der var ok med tilskuer, men der var klart plads
til flere.
Jeg vil anbefale, at man tager derned sammen med andre, enten andre deltager
eller tilskuer. Det er rigtig godt, at man kan dele oplevelserne sammen, men også at
man kan deles lidt om praktikken, for selvfølgelig er der flere ting, der
skal gå op, når man blandt andet har sin cykel med.
Jeg kan varmt anbefale dette løb, men tilmelder
du dig løbet, skal du ikke sætte næsen op efter ny PR. Jeg vil ikke anbefale
løbet som første løb – hovedsageligt pga. cykelruten.
Har du ekstra tid, så har den spanske TV kanal TDP
lavet en lille video om 70.3 Barcelona.
Om aftenen
Om aftenen tog vi ud og spiste Tapas, fik
velfortjent vin og så den spanske pokalfinale, hvor Barcelona selvfølgelig
vandt.
Alt i alt en ret god dag. Vi var tilbage i lejligheden omkring midnat,
og vi var så udkørte at ingen af os lå mere end et splitsekund på hovedpuden,
før vi sov.
Dagene efter løbet
Av, av og av. Ondt over det hele, muskelømhed,
ondt i sårene – bare sådan rigtig øv.
Den del skulle bare ignoreres, så vi gik byen tynd (25 km) og fik på den måde
løsnet op, men hver gang vi sad stille, så gjorde det ondt at komme i gang
igen. Udover at have ondt, stod den på at spise, hygge, spise, se lidt af byen,
spise, drikke en øl og lidt vin, og spise og spise og…
I dag, fire dage efter løbet, har jeg været ude
og cykle – og igen, tak til Trek Cykler Tilst for at reparere min cykel så hurtigt.
Hele dagen har jeg følt mig klar, men da jeg først kom i gang, kunne jeg godt
mærke at inderst inde i musklerne sidder der stadigvæk mælkesyre. Det tager
formentlig resten af ugen, inde jeg kan træne på max igen.
Turen hjem bruges selvfølgelig til planlægning
På vej hjem i bilen, begyndte søgningen efter
næste udenlandske løb, og vi har peppet hinanden op til Ironman 70.3 Mallorca
2017. Jeg er derfor i gang med at finde priser på cykelkufferter, fly og hotel.
Men inde da er der en del løb som skal
gennemføres i 2016. Næste løb er Challenge Denmark 12. juni som Pernille og jeg
skal med til – og nåh ja, Kenneth skal også med. Han blev lokket med af den gode stemning
på en Tapas bar efter 70.3 Barcelona – stærkt Kenneth. Jeg glæder mig
til at være sammen med trioen igen, og mon ikke det bliver denne gang, at jeg vinder
en disciplin udover at skifte tøj hurtigt…