Kun for sjov - triatlet

Efter en længere tænkepause kommer racerapport endelig fra
Berlin Marathon.

Stadigvæk skuffet –
why?
Det er svært at forklare hvorfor jeg stadigvæk er skuffet
over min præstation til Berlin Marathon. Egentlig er det slet ikke fair overfor
mit slogan ”Kun for sjov”. Men selvom tilgangen til min hobby er, at det skal
være sjovt, så har jeg stadigvæk et konkurrencegen overfor mig selv, og der er
ingen tvivl om at OOB Life har vækket den del i mig, med de kæmpe forbedringer
jeg har lavet i år. Skal man resumere
min skuffelse i tal, så er jeg helt præcist 71 sekunder skuffet, men som altid
har jeg en løsning til den slags problemer.

Det startede rigtig
godt
Jeg havde aftalt at mødes med Kenneth i Kolding, så vi kunne
køre i en bil. Sjældent at man ramme det aftalte tidspunkt så godt, men klokken
slog præcis 10, da jeg rullede ind på P-pladsen og Kenneth stod klar. Kenneth
kom over i min bil og vi kørte stille og roligt til Berlin. Der var stort set
ingen trafik, hvilket undrede os lidt, da vi kørte lørdag formiddag.

Vi ankom ca. 30 minutter før forventet til Berlin og var
enige om, at det bare kørte for os.

I et tidligere indlæg skrev jeg, at jeg i fremtiden ville
sætte mig bedre ind i løbene på forhånd, og det har jeg også gjort til de andre
løb i år, men dog ikke til Berlin Marathon. Ved ikke om jeg tænkte, at jeg har
løbet den før, eller om jeg bare ville læne mig op af Kenneth, som har løbet
den 100 gange før (5-6 gange er det vist ;-).

Men ikke desto mindre så havde hverken Kenneth eller jeg
læst op på løbet.

Små udfordringer
Ankommet til Berlin centrum og ca. tre kilometer før expo’en,
der hvor vi skulle hente vores startnummer, var der lang kø. Vi kunne ikke
rigtig se hvorfor, men der var politi tilstede og køen rykkede sig. Vi var i
god tid, så vi sad og hyggesnakkede og kørte langsomt frem en gang i mellem.

Da vi kom helt op til afspærringen kunne vi se hvad der
foregik – rulleskøjteløb.

Og med et kom vi i tanke om det! Dagen før Berlin Marathon
er der altid rulleskøjteløb, og vi var kommet ind fra den forkerte side af
Berlin. Det tog os over to timer at komme frem til expo’en, og det at vi var i
god tid var lige pludselig blevet til, at der kun var 30 minutter til de lukkede.

Vi fik parkeret bilen, efter at have snakket med en selvudråbt
P-vagt, som i øvrigt kunne fortælle at vi kørte mod retningen på en ensrettet
vej (den var ensrettet den dag pga. expo’en, men det var ikke skiltet tydligt nok –
da vi ikke var de eneste der kørte i den forkerte retning ;-).
Vi smuttede ind for at få vores startnummer, og håbede så på
at vi kunne nå at se bare lidt af expo’en. Det gik stærkt og fungerede super
godt, den slags logistik har de 100% styr på. Jeg spurgte ind til hvor vi fik
omklædningsposerne og her opstod den næste udfordring.

Vi havde ikke bestilt omklædningspose.

Vi havde fået en mail fra Marathon Travel om, at vi aktivt
skulle udfylde en online formular, hvis vi skulle have bad efter løbet og
dermed have en omklædningspose. Dette gjaldt dog ikke dem der skulle bo på
vores hotel, her ville man automatisk blive tildelt en omklædningspose. Og det
jeg så ikke fik læst ud af mailen var, at det kun var dem der boede på vores
hotel og som var med bus derned – resten skulle selv udfylde online formularen…
Hurra!

Vi forsøgte at få det lavet om, men det kunne de ikke. Vi blev enige om, at vi nok fandt en anden løsning.
Så kom Kenneth i tanke om, at han havde glemt hans chip
holder derhjemme. Men heldigvis havde vi 15 minutter mere på expo’en, som vi
brugte på at købe en.

Ud i bilen og op til hotellet. Tjaa, så kunne navigationen i
bilen ikke finde hotellet og det begyndte selvfølgelig også at regne. Vi grinte
lidt af det hele og brugte vores telefoner til at finde hotellet.

Endelig ude ved hotellet, fandt en gratis P-plads og
tjekkede ind – gennemblødte af regn – på et yderst lækkert hotel. Langt fra
startområdet men U-Bahn’en gik lige ned til startområdet ish…

Receptionisten bød os velkommen, spurgte om vi kom med
Marathon Travel og spurgte om vi glædede os til løbet. Han fortalte at der var
pasta party oppe i restauranten. Vi blev enige om, at det nok enten var fordi
at Marathon Travel havde klokket i det i forhold til omklædningsposen, eller
også var det en del af pakken, som vi heller ikke havde fået læst.
Vi smed vores ting ind på værelset og gik ned til Pasta
Party’et. Det var ikke betalt, men vi var helt ligeglade, vi betalte med et
smil og grinte igen, for det hele var bare lidt komisk. Nu skulle vi have noget
at spise og så ind og ligge ned. Vi smuttede dog lige omkring deres pub og fik
en kæmpe sodavand og så lidt fodbold. Grinte lidt af det hele igen og blev
enige om, at i morgen blev det hele meget bedre.

Før løbet
Vi stod op klokken 6 og spiste morgenmad. Helt klassisk to
hvedetoast med Nutella, en banan og en saltstik. Jeg havde voldsom kvalme og
var lidt usikker på, om det kom den ene eller den anden vej. Havde heller ikke
sovet så godt – ca. 4 timer i alt.

Efter tre toiletbesøg, hvor det kom den almindelige vej,
følte jeg mig rimelig klar. Jeg var tydeligvis nervøs, men forventningerne var
også høje – denne gang kommer jeg under de 4 timer og ikke nok med at jeg
kommer under, jeg kommer langt under. Jeg var slet ikke i tvivl.

Vi fik tjekket ud, og fik vore bagage opmagasineret på
hotellet.
Uden skiftetøj, telefon (derfor manglende billeder) eller
penge tog vi U-Bahn ned til startområdet. Præcist som dagen før, begyndte de
små udfordringer at dukke op. Vi stod af for tidligt, gik i den forkerte
retning, tog U-Bahn igen, kom af det rigtige sted, men skulle gå et rimelig
stykke før vi nåede op til startområdet.

Vi gik lidt rundt i startområdet og fandt en bænk, hvor vi
aftalte at mødes efter løbet. Herefter gik vi ind til vores startblokke omkring
kl. 9. Jeg skulle sendes af sted klokken 9.45, så jeg stod i 45 minutter og
ventede på startskuddet. Der var piv koldt og jeg havde ikke taget en ”smid væk
trøje” på. Efter 20 minutters vente begyndte jeg at ryste over hele kroppen,
forsøgte at stille mig tæt på de andre for at ”suge” noget af deres varme, men
det hjalp ikke.

Løbet
Endelig kom startskuddet til vores blok og vi begyndte at
løbe. Efter en del slalom for at holde planlagte pace begyndte kroppen så småt
at holde op med at ryste. Efter 3 kilometer var jeg endelig varm og kunne mærke
at benene lige så langsom begyndte at virke normalt.
Omkring 5 kilometer inde i løbet begyndte det at støvregne
og det var stadigvæk koldt hvilket gjorde, at jeg begyndte at ryste igen. Tøs
tænkte jeg og sat tempoet lidt op. Ved 15 kilometer skulle jeg spise den første
energi sammen med en saltstick. Nåede en bid af energi baren og så havde jeg de
vildeste mavekramper. Voldsomt øv, blev enig med mig selv om, at jeg i stedet
for energi bar måtte drikke energidrik i stedet for på resten af løbet.

Det virkede også ok, men selvom jeg stoppede ved alle
væskedepoter, så blev det kun til et par slurke hvert sted.

Ved halvmaraton skiltet var jeg 2 minutter efter planen.
Kunne mærke i benene at jeg ikke ville kunne indhente det, og lavede derfor det
aftalte mål med min træne om fra 3 timer og 50 minutter til jeg skal bare under
4 timer. Virkede realistisk da jeg kunne tabe yderligere 7-8 minutter på sidste
halvdel og stadigvæk kommer under. Var selvfølgelig meget irriteret på mig
selv, da jeg forventede at jeg sagtens ville kunne løbe 3 timer og 40 minutter,
hvis min træner havde sagt det. Men nu skulle jeg bare fokusere på at komme
under 4 timer.

Jeg prøvede at glemme tidsfokusset og begyndte at give high
fives og smile til publikum og fotograferne.

Men allerede ved 28 kilometer fik jeg periodiske kriser og
kunne slet slet ikke holde pace. Var lige ved at tude af raseri over hvordan
det gik. Fik samlet mig igen – fortsatte – og nu var det som om at kilometerne
fløj af sted. Så fik jeg krise igen og sådan gik det frem og tilbage.

Ved omkring 38 km blev jeg overhalet af den første 4 timers
ballon, forsøgte at følge med, men kunne kun følge med i en kilometer. Ved 39
kom de næste to 4 timers balloner og dem kunne jeg ikke følge med. I ren raseri
– og et forsøg på at komme under de 4 timer – gav jeg den alt hvad jeg havde de
sidste 2 kilometer.

Min puls steg 20 slag med det samme, men mit pace blev kun
forbedret med 2-3 sekunder.

Der var udsolgt, slukket, kunne ikke… i mål 71 sekunder for
langsomt. Stortudende fik jeg medaljen om halsen. Jeg var så rasende på mig
selv!

Jo jo det er da sejt at gennemføre en Marathon og med en
forbedring på 28 minutter i forhold til gamle PR fra 2008, så burde jeg jo ikke
være utilfreds…. Men det er jeg, og jeg kender kun en medicin til det – op på
hesten igen og gør et nyt forsøg.

Efter løbet
Jeg gik hen til bænken, og her sad Kenneth og frøs så meget,
at han havde blå læber. Han havde ventet i 40 minutter, og ja der var koldt.
Han havde ikke haft et drømmeløb, fik krampe i legene de sidste 10 kilometer og
kom 20 minutter langsommere ind end forventet.

Vi rystede lidt på hovedet med et smil og gik over mod U-Bahn’en
– grinte lidt af det hele igen igen og blev enige om, at nu kunne der ikke gå
mere galt. Men lidt som hele denne weekend var gået, så gik vi selvsagt i en
forkert retning, og måtte derfor gå ca. 20 minutter ekstra. Jeg kan her godt
afsløre, at det ikke er lige det man har lyst til efter en Marathon.
Vi kom op på hotellet, og her fik vi lov til at låne et bad
– fantastisk service. Herefter gik det hjem til Danmark, og vi var ikke nået ud
af Berlin før jeg bad Kenneth søge efter et nyt Marathon.

Det endte med at jeg tilmeldte mig Hamborg Marathon den 29.
april 2018. Efter lidt overtagelse – læs
ingen – har Kenneth også tilmeldt sig. Jeg glæder mig til 2018, hvor menuen
står på:
– Hamborg Marathon i april (42,2 km løb)
– Challenge Herning i juni (1,9 km svøm, 90 km cykling og
21,1 km løb)
– KMD Ironman KBH i
august (3,8 km svøm, 180 km cykling og 42,2 km løb)

Alle tre løb er selvfølgelig sammen med Kenneth.

Jeg har aftalt med coach, at jeg ikke tilmelder mig flere
løb før efter Ironman i København.

Huskeliste til næste
Marathon
– Ingen energi bar, til gengæld skal der trænes hårdt på at
få maven til at acceptere ISO gels igen
– Husk en ”smid væk trøje” til at holde varmen i mens man
venter på startskuddet
– Det er muligt at det er en god ide ikke at tilmelde sig en
konkurrence 14 dage før et Marathon (OL Distancen i Århus lå 14 dage før Berlin
Marathon – måske /måske ikke nok restitutionstid)
– Vigtigt at sætte sig ind i tilsendte materiale om løbet og
hotellet
– Hold aftalte pace – hvor svært kan det lige være 😉

Næste indlæg bliver God jul og en reflektering over 2017.

Husk at træn.

Følg mig på Facebook og få besked når jeg skriver nye indlæg 🙂