Tre uger efter Ironman 70.3 Barcelona deltog Pernille,
Kenneth og jeg i Challenge Denmark for at tage Half distance. Hos Challenge
Denmark Herning – Billund er løbet 1.900 m svømning, 93 km cykling og 21,1
km løb, så stort set de samme mål som en halv ironman, det er kun cykelruten
der er 3 km længere.
Om lørdagen
Vi kørte til Billund for at få raceinformation og blive
tjekket ind. Det fungerede ret fint, men der var lidt usikkerhed om regler, men
vi fik den vigtigste detalje om at T1 lukkede 7:55 søndag morgen. Det vil sige
herefter kunne vi ikke stille poser og gøre cykel klar. Efter indtjekningen og
et hurtigt kig på T2, kørte vi til Herning for at se T1, tjekke cykel ind og
lige køre og svømme en kort tur. Kenneth og jeg cyklede et par kilometer og da
vi kom tilbage var han punkteret. En træls start, men omvendt var det super
fedt, at det skete dagen før, så vi uden stres kunne få skifte slangen plus dæk
da han ikke ville tage chancer.
Vi fik stillet cyklerne på plads, pakket T2 posen med
løbesko med mere og fik dem smidt i containeren til transport til Billund. Da
vi gik ud af T1 området havde vi alle fornemmelsen af, at vi havde glemt et
eller andet, men vi vidste ikke rigtig hvad. Vi havde ikke glemt noget, men når T1 og T2 er to forskellige steder, kan man godt blive i tvivl.
Pernille og Kenneth tog en kort svømmetur i mens jeg hentede bilen, og de var
begge helt oppe at ringe over, at der ikke var bølger eller understrøm i søen,
sammenlignet med da vi var i Barcelona.
Herefter tog vi hjem til mig for at spise aftensmad, hygge
og lade mentalt op. Kenneth og jeg skulle lige se en EM kamp færdig, så vi var
først i seng kl. 23.
Fra omkring kl. 2 vågnede jeg af flere panikdrømme – mit ur
var gået i stykker igen, jeg havde glemt at pakke mine løbesko, jeg kunne ikke
finde min pose i T1 osv.. Alle drømmene var naturligvis relateret til løbet.
Både Pernille og Kenneth havde også sovet urolig – så vi var meget spændte og
trætte da uret vækkede os kl. 5.
Der blev ikke sagt meget, det hele kørte på rutinen. Kaffe,
vand og Nutella madder røg ned og så af sted til Herning.
Løbet
Selvom nr. 2 var overstået hjemme, så pressede det på for os
alle tre igen. En nåede ikke op til toiletterne, men måtte finde alternativ
løsning, hvilket naturligvis gav tilråb med mere fra os andre…
En lettelse af få det overstået og vi var nu helt klar til
dagens løb. Vi havde T1 poserne med og skulle stille dem over til de andre, men
på grund af at fuld distance løberne var begyndt at komme op i T1 området, så
kunne vi ikke bare lige gå over med poserne. Der var lidt panik på, og ikke
alle officials vidste hvad vi skulle gøre. Vi følte os underinformeret og brugte
unødvendig tid og mentale kræfter på at aflevere T1 posen.
Vi gik ud af T1 området og fik vores våddragter på.
Løbet var delt op i hel og halv distance, og herudover blev
man sendt af sted i professionel og alders grupper som begge var delt op i køn.
Det vil sige at efter Kenneth og jeg tjekkede ud fra T1 skulle vi stå i 45
minutter og vente på at komme i vandet. Pernille blev sendt af sted 20 minutter
før os.
Kenneth og jeg fulgtes ud til ”startlinjen” ude i søen og
fik lige givet et par håndtegn inden starten lød. Jeg fandt hurtigt en retning
og rytme, og her kom den helt store fordel ved at vi startede i små grupper,
der var fint plads indtil første bøje. Her opstod der lidt kø pga. retningsskift,
men allerede ved tredje bøje var der ikke problemer med kø, da vi var spredt
over et stort stykke.
Omkring ved 1.200 meter blev jeg overhalet af de første fra
aldersgruppen der blev sendt af sted 10 minutter efter os. Det var sgu lidt
irriterende, men omvendt er svømningen ikke min favorit endnu.
Da jeg kun trækker vejret ind i min højre side, opdagede jeg
ikke, at jeg svømmede forbi målområdet som lå på min venstre side. Men
pludselig kunne jeg høre en kvinde der råbte stop stop stop. Jeg gik op i brystsvømning
og kunne straks se hvorfor hun var sejlet hen til mig. Jeg fik ændret retning
og svømmede skråt tilbage. Jeg har derfor svømmet ca. 100 meter længere end jeg
skulle (ca. 2 minutter).
Note til mig selv: Lær nu at trække vejret hver anden gang i ventre side og hver anden gang i højre side…
Røveren irriteret over endnu en rookie mistake skulle jeg stoppe
uret for svømmedelen og opdagede så, at jeg kun havde svømmet 25 sekunder
langsommere end mit personlige mål for 2016 og 2 minutter hurtigere end i
Barcelona.
Well, ok fornemmelse at tage med på cyklen, så irritationen
var helt væk med det samme.
Skiftet gik super og jeg fik også lige jokede med et par deltager i
omklædningsteltet. Da jeg kom ud af T1, stod fruen og heppede hvilket altid er
helt fantastisk. Jeg kom op på cyklen, startede uret og smed mig ned i bøjlen.
Følte mig klar i hovedet, men jeg havde tunge ben. Fik overbevidst mig selv om
at det var kulden (14 grader) og vandet, så om 3-5 km ville mine ben være varme
og klar.
Modvind og atter modvind gjorde ikke min cykeltur nemmere og
hellere ikke mine ben lettere. Jeg følte, at det var en hård mental kamp, at
skulle køre stærkt for at nå mine mål, men hver gang jeg kiggede på uret, var
jeg langt fra mine mål (hovedsagelig pga. af modvinden).
Motivationen blev dog holdt oppe af min niece og hendes
kæreste som allerede stod ved 30 km for at tage billeder. De var så fantastisk
søde, at de kørte små loop udenom ruten for at fange mig på kameraet, og jeg
poserede naturligvis for dem hver gang jeg fik øje på dem. Hele fem gange nåede
de mig på cykelruten og de blev i målområdet og heppede løs sammen med fruen –
tak for støtten alle tre, I er de bedste.
Efter ca. 65 km begyndte jeg at få kvalme og energi drikken
ved 68 km kørte op og ned i maven. Jeg strammede mig an og overbevidste mig
selv om at det snart gik væk.
Og så sket det selvfølgelig igen, mit helt nye TomTom ur
(fik et nyt da de ikke kunne lave det gamle) gik tør for strøm. Endnu engang
skulle jeg gennemføre i tids-blinde. Pyt, det er jo ”kun for sjov” – nu skal du
bare i mål.
I T2 stod hele banden og ventede – fruen, min niece og
hendes kæreste. Jeg viste selvfølgelig ”kun for sjov” overskud. Men jeg var desværre
allerede løbet tør for energi og de sure opstød blev bare være og være.
Ved 17 km på løberuten stoppede de sure opstød, jeg havde kun drukket
vand ved væskedepoterne, og det hjalp. Jeg
var overbevist om, at kvalmen stammede fra energidrikken. Alle jeg snakkede med
efterfølgende havde haft problemer med kvalme og Pernille kastede endda op på
cyklen efter få kilometer, og fortsatte selvfølgelig – sej tøs. Pernille mener,
at det var søvandet der gav kvalmen, og nej man kan ikke undgå at sluge lidt
vand under svømningen. Men om det var søen eller energidrikken, det ved vi
ikke, men kvalme det havde vi alle.
Tilbage til løbet – der er ikke så meget at sige, jeg var
flad efter cykelturen og kvalmen overstyrede i perioder min ”kun for sjov”
tilgang. Jeg fik dog heppet på nogle der var gået i stå, og efter løbet var der
en enkelt der kom over og takkede for støtten – fed fornemmelse.
Jeg kom i mål og på opløbstrækningen stod Kenneth, niecen,
hendes kæreste og fruen og heppede mig de sidste meter. Jeg var flad men havde
dog kræfter til en lille ”spurt” – så pulsen var høj da jeg lagde mig på græsplænen efter målstregen.
Følelser var der masse af, men slet ikke på samme måde som i
Barcelona, det var mere lettelsen over at komme i mål og taknemligheden over
støtte fra niecen, hendes kæreste og fruen.
Set i bakspejlet
Jeg var super skuffet over min egen præstation, jeg var
sikker på, at årsmålet på samlet tid skulle indfries på Challenge Denmark, for
det er en hurtig rute. Men i modvind kunne jeg ikke.
Kigger man på de enkelte tider, så burde jeg være tilfreds.
Ny PR på svømning (også selvom jeg svømmede for langt) og ny PR på cykel (men
slet ikke hurtigt nok i forhold til hvad jeg havde forventet) og T1 og T2
sidder stadigvæk lige i skabet. Jeg kan altid forbedre mig i T1 og T2, men jeg
kan ikke hente mange sekunder, så det er ikke der mit fokus kommer til at være.
Jeg gik igen ned på løbet, og skal helt sikkert arbejde
stenhårdt på at blive bedre til at økonomisere med mine kræfter.
Mit fokus bliver på at cykle hurtigere men uden at brænde
mig ud inden løbet, og så holde et højre løbe pace end jeg har gjort de sidste
to gange.
Os tre imellem
Kenneth vandt stadigvæk vores interne konkurrence på samlet
tid, og det var selvom han havde et dårligt løb, hvor der var mange ting der
ikke lykkedes for ham – herunder endnu en punktering og endda på det helt nye
dæk, modvind og kvalme. 
Pernille kom kun 2 minutter efter Kenneth og satte ny
PR, også selvom hun brækkede sig på cyklen. Hendes kvalme forsvandt dog hurtigt
efter opkastningen (måske vi andre skulle have gjort det samme). Jeg siger det
lige igen – seje tøs.
Anbefaling og snakken
hjem i bilen
Jeg var ikke helt oppe at ringe over Challenge Denmark
arrangementet. Jeg kunne naturligvis ikke lade være med at sammenligne med
Ironman 70.3 Barcelona, som virkelig er et lækkert arrangement. Jeg lister kort
de gode og knap så gode ting op:
De gode ting ved
Challenge Denmark arrangementet
– Super stemning
– Lækkert at svømme i sø uden bølger og understrøm
– Flad cykel- og løberute
– Målområdet og T2 er meget publikumsvenligt, man
kom forbi området rigtig mange gange
– Mange vanddepoter med cola, energidrik, vand,
red bull, energibar, frugt etc.
– Der var super parkeringsmuligheder
De knap så gode ting
ved Challenge Denmark arrangementet
– Søen gav muligvis kvalme og ubehag
– Energidrikken gav muligvis kvalme og ubehag
– Cykelruten var ikke afspærret for almindelig
trafik
– Der var ikke styr på hvornår vi kunne aflevere
T1 poserne
– T1 og T2 lå to forskellige steder (med 90 km
imellem)
På vej hjem i bilen snakkede vi om arrangementet, og jeg
meldte ud, at jeg ville tage Ironman 70.3 Kronborg i 2017 i stedet for
Challenge Denmark, både fordi jeg ikke var helt oppe og ringe over
arrangementet og fordi det lå for tæt på Ironman 70.3 Mallorca i forhold til
fuld restitution.
Men sagen er den, at vi har alle tre i skrivende stund
tilmeldt os Challenge Denmark som bliver afholdt som EM på halv distance i
2017. Start og slut foregår i Herning og jeg er helt sikker på at det bliver et
super lækkert arrangement forhåbentlig med T1 og T2 samme sted, samt at der er
faktisk fem uger imellem Ironman 70.3 Mallorca og Challenge Denmark i 2017,
hvilket giver en bedre restitutionsperiode.
Det bliver et super forår i 2017.
