Kun for sjov - triatlet

Efter en længere tænkepause kommer racerapport endelig fra
Berlin Marathon.

Stadigvæk skuffet –
why?
Det er svært at forklare hvorfor jeg stadigvæk er skuffet
over min præstation til Berlin Marathon. Egentlig er det slet ikke fair overfor
mit slogan ”Kun for sjov”. Men selvom tilgangen til min hobby er, at det skal
være sjovt, så har jeg stadigvæk et konkurrencegen overfor mig selv, og der er
ingen tvivl om at OOB Life har vækket den del i mig, med de kæmpe forbedringer
jeg har lavet i år. Skal man resumere
min skuffelse i tal, så er jeg helt præcist 71 sekunder skuffet, men som altid
har jeg en løsning til den slags problemer.

Det startede rigtig
godt
Jeg havde aftalt at mødes med Kenneth i Kolding, så vi kunne
køre i en bil. Sjældent at man ramme det aftalte tidspunkt så godt, men klokken
slog præcis 10, da jeg rullede ind på P-pladsen og Kenneth stod klar. Kenneth
kom over i min bil og vi kørte stille og roligt til Berlin. Der var stort set
ingen trafik, hvilket undrede os lidt, da vi kørte lørdag formiddag.

Vi ankom ca. 30 minutter før forventet til Berlin og var
enige om, at det bare kørte for os.

I et tidligere indlæg skrev jeg, at jeg i fremtiden ville
sætte mig bedre ind i løbene på forhånd, og det har jeg også gjort til de andre
løb i år, men dog ikke til Berlin Marathon. Ved ikke om jeg tænkte, at jeg har
løbet den før, eller om jeg bare ville læne mig op af Kenneth, som har løbet
den 100 gange før (5-6 gange er det vist ;-).

Men ikke desto mindre så havde hverken Kenneth eller jeg
læst op på løbet.

Små udfordringer
Ankommet til Berlin centrum og ca. tre kilometer før expo’en,
der hvor vi skulle hente vores startnummer, var der lang kø. Vi kunne ikke
rigtig se hvorfor, men der var politi tilstede og køen rykkede sig. Vi var i
god tid, så vi sad og hyggesnakkede og kørte langsomt frem en gang i mellem.

Da vi kom helt op til afspærringen kunne vi se hvad der
foregik – rulleskøjteløb.

Og med et kom vi i tanke om det! Dagen før Berlin Marathon
er der altid rulleskøjteløb, og vi var kommet ind fra den forkerte side af
Berlin. Det tog os over to timer at komme frem til expo’en, og det at vi var i
god tid var lige pludselig blevet til, at der kun var 30 minutter til de lukkede.

Vi fik parkeret bilen, efter at have snakket med en selvudråbt
P-vagt, som i øvrigt kunne fortælle at vi kørte mod retningen på en ensrettet
vej (den var ensrettet den dag pga. expo’en, men det var ikke skiltet tydligt nok –
da vi ikke var de eneste der kørte i den forkerte retning ;-).
Vi smuttede ind for at få vores startnummer, og håbede så på
at vi kunne nå at se bare lidt af expo’en. Det gik stærkt og fungerede super
godt, den slags logistik har de 100% styr på. Jeg spurgte ind til hvor vi fik
omklædningsposerne og her opstod den næste udfordring.

Vi havde ikke bestilt omklædningspose.

Vi havde fået en mail fra Marathon Travel om, at vi aktivt
skulle udfylde en online formular, hvis vi skulle have bad efter løbet og
dermed have en omklædningspose. Dette gjaldt dog ikke dem der skulle bo på
vores hotel, her ville man automatisk blive tildelt en omklædningspose. Og det
jeg så ikke fik læst ud af mailen var, at det kun var dem der boede på vores
hotel og som var med bus derned – resten skulle selv udfylde online formularen…
Hurra!

Vi forsøgte at få det lavet om, men det kunne de ikke. Vi blev enige om, at vi nok fandt en anden løsning.
Så kom Kenneth i tanke om, at han havde glemt hans chip
holder derhjemme. Men heldigvis havde vi 15 minutter mere på expo’en, som vi
brugte på at købe en.

Ud i bilen og op til hotellet. Tjaa, så kunne navigationen i
bilen ikke finde hotellet og det begyndte selvfølgelig også at regne. Vi grinte
lidt af det hele og brugte vores telefoner til at finde hotellet.

Endelig ude ved hotellet, fandt en gratis P-plads og
tjekkede ind – gennemblødte af regn – på et yderst lækkert hotel. Langt fra
startområdet men U-Bahn’en gik lige ned til startområdet ish…

Receptionisten bød os velkommen, spurgte om vi kom med
Marathon Travel og spurgte om vi glædede os til løbet. Han fortalte at der var
pasta party oppe i restauranten. Vi blev enige om, at det nok enten var fordi
at Marathon Travel havde klokket i det i forhold til omklædningsposen, eller
også var det en del af pakken, som vi heller ikke havde fået læst.
Vi smed vores ting ind på værelset og gik ned til Pasta
Party’et. Det var ikke betalt, men vi var helt ligeglade, vi betalte med et
smil og grinte igen, for det hele var bare lidt komisk. Nu skulle vi have noget
at spise og så ind og ligge ned. Vi smuttede dog lige omkring deres pub og fik
en kæmpe sodavand og så lidt fodbold. Grinte lidt af det hele igen og blev
enige om, at i morgen blev det hele meget bedre.

Før løbet
Vi stod op klokken 6 og spiste morgenmad. Helt klassisk to
hvedetoast med Nutella, en banan og en saltstik. Jeg havde voldsom kvalme og
var lidt usikker på, om det kom den ene eller den anden vej. Havde heller ikke
sovet så godt – ca. 4 timer i alt.

Efter tre toiletbesøg, hvor det kom den almindelige vej,
følte jeg mig rimelig klar. Jeg var tydeligvis nervøs, men forventningerne var
også høje – denne gang kommer jeg under de 4 timer og ikke nok med at jeg
kommer under, jeg kommer langt under. Jeg var slet ikke i tvivl.

Vi fik tjekket ud, og fik vore bagage opmagasineret på
hotellet.
Uden skiftetøj, telefon (derfor manglende billeder) eller
penge tog vi U-Bahn ned til startområdet. Præcist som dagen før, begyndte de
små udfordringer at dukke op. Vi stod af for tidligt, gik i den forkerte
retning, tog U-Bahn igen, kom af det rigtige sted, men skulle gå et rimelig
stykke før vi nåede op til startområdet.

Vi gik lidt rundt i startområdet og fandt en bænk, hvor vi
aftalte at mødes efter løbet. Herefter gik vi ind til vores startblokke omkring
kl. 9. Jeg skulle sendes af sted klokken 9.45, så jeg stod i 45 minutter og
ventede på startskuddet. Der var piv koldt og jeg havde ikke taget en ”smid væk
trøje” på. Efter 20 minutters vente begyndte jeg at ryste over hele kroppen,
forsøgte at stille mig tæt på de andre for at ”suge” noget af deres varme, men
det hjalp ikke.

Løbet
Endelig kom startskuddet til vores blok og vi begyndte at
løbe. Efter en del slalom for at holde planlagte pace begyndte kroppen så småt
at holde op med at ryste. Efter 3 kilometer var jeg endelig varm og kunne mærke
at benene lige så langsom begyndte at virke normalt.
Omkring 5 kilometer inde i løbet begyndte det at støvregne
og det var stadigvæk koldt hvilket gjorde, at jeg begyndte at ryste igen. Tøs
tænkte jeg og sat tempoet lidt op. Ved 15 kilometer skulle jeg spise den første
energi sammen med en saltstick. Nåede en bid af energi baren og så havde jeg de
vildeste mavekramper. Voldsomt øv, blev enig med mig selv om, at jeg i stedet
for energi bar måtte drikke energidrik i stedet for på resten af løbet.

Det virkede også ok, men selvom jeg stoppede ved alle
væskedepoter, så blev det kun til et par slurke hvert sted.

Ved halvmaraton skiltet var jeg 2 minutter efter planen.
Kunne mærke i benene at jeg ikke ville kunne indhente det, og lavede derfor det
aftalte mål med min træne om fra 3 timer og 50 minutter til jeg skal bare under
4 timer. Virkede realistisk da jeg kunne tabe yderligere 7-8 minutter på sidste
halvdel og stadigvæk kommer under. Var selvfølgelig meget irriteret på mig
selv, da jeg forventede at jeg sagtens ville kunne løbe 3 timer og 40 minutter,
hvis min træner havde sagt det. Men nu skulle jeg bare fokusere på at komme
under 4 timer.

Jeg prøvede at glemme tidsfokusset og begyndte at give high
fives og smile til publikum og fotograferne.

Men allerede ved 28 kilometer fik jeg periodiske kriser og
kunne slet slet ikke holde pace. Var lige ved at tude af raseri over hvordan
det gik. Fik samlet mig igen – fortsatte – og nu var det som om at kilometerne
fløj af sted. Så fik jeg krise igen og sådan gik det frem og tilbage.

Ved omkring 38 km blev jeg overhalet af den første 4 timers
ballon, forsøgte at følge med, men kunne kun følge med i en kilometer. Ved 39
kom de næste to 4 timers balloner og dem kunne jeg ikke følge med. I ren raseri
– og et forsøg på at komme under de 4 timer – gav jeg den alt hvad jeg havde de
sidste 2 kilometer.

Min puls steg 20 slag med det samme, men mit pace blev kun
forbedret med 2-3 sekunder.

Der var udsolgt, slukket, kunne ikke… i mål 71 sekunder for
langsomt. Stortudende fik jeg medaljen om halsen. Jeg var så rasende på mig
selv!

Jo jo det er da sejt at gennemføre en Marathon og med en
forbedring på 28 minutter i forhold til gamle PR fra 2008, så burde jeg jo ikke
være utilfreds…. Men det er jeg, og jeg kender kun en medicin til det – op på
hesten igen og gør et nyt forsøg.

Efter løbet
Jeg gik hen til bænken, og her sad Kenneth og frøs så meget,
at han havde blå læber. Han havde ventet i 40 minutter, og ja der var koldt.
Han havde ikke haft et drømmeløb, fik krampe i legene de sidste 10 kilometer og
kom 20 minutter langsommere ind end forventet.

Vi rystede lidt på hovedet med et smil og gik over mod U-Bahn’en
– grinte lidt af det hele igen igen og blev enige om, at nu kunne der ikke gå
mere galt. Men lidt som hele denne weekend var gået, så gik vi selvsagt i en
forkert retning, og måtte derfor gå ca. 20 minutter ekstra. Jeg kan her godt
afsløre, at det ikke er lige det man har lyst til efter en Marathon.
Vi kom op på hotellet, og her fik vi lov til at låne et bad
– fantastisk service. Herefter gik det hjem til Danmark, og vi var ikke nået ud
af Berlin før jeg bad Kenneth søge efter et nyt Marathon.

Det endte med at jeg tilmeldte mig Hamborg Marathon den 29.
april 2018. Efter lidt overtagelse – læs
ingen – har Kenneth også tilmeldt sig. Jeg glæder mig til 2018, hvor menuen
står på:
– Hamborg Marathon i april (42,2 km løb)
– Challenge Herning i juni (1,9 km svøm, 90 km cykling og
21,1 km løb)
– KMD Ironman KBH i
august (3,8 km svøm, 180 km cykling og 42,2 km løb)

Alle tre løb er selvfølgelig sammen med Kenneth.

Jeg har aftalt med coach, at jeg ikke tilmelder mig flere
løb før efter Ironman i København.

Huskeliste til næste
Marathon
– Ingen energi bar, til gengæld skal der trænes hårdt på at
få maven til at acceptere ISO gels igen
– Husk en ”smid væk trøje” til at holde varmen i mens man
venter på startskuddet
– Det er muligt at det er en god ide ikke at tilmelde sig en
konkurrence 14 dage før et Marathon (OL Distancen i Århus lå 14 dage før Berlin
Marathon – måske /måske ikke nok restitutionstid)
– Vigtigt at sætte sig ind i tilsendte materiale om løbet og
hotellet
– Hold aftalte pace – hvor svært kan det lige være 😉

Næste indlæg bliver God jul og en reflektering over 2017.

Husk at træn.

Følg mig på Facebook og få besked når jeg skriver nye indlæg 🙂

Man kan rolig sige at det kan betale sig at få
professionelle til at hjælpe med træningsprogram og gode råd. Jeg er OOB Life
og min coach taknemmelig for de helt igennem fantastisk forbedringer.

Med forbedringer mener jeg ikke kun bedre tider, men
hovedsageligt at kunne gennemføre diverse konkurrencer med meget mere overskud.

Op til løbet
Vi havde en hektisk uge med mange gøremål både ture til
København i forhold til arbejde, træning med kids og skolearrangementer. Med
andre ord var der ikke fokus på lørdagens løb.
Først fredag eftermiddag fik det fokus, startede med at hente
startnummer, fik lagt udstyr frem og ellers fredagshygge med fruen og kids. Vi
har tradition for hjemmelavede pizza om fredagen, og det har vist sig ved andre
konkurrencer at være et godt før-konkurrence-hovedmåltid, perfekt timing med
konkurrence om lørdagen.

Løbsdagen
Well… den var også lidt hektisk, med forskellige gøremål
inden jeg kunne koncentrere mig om selve løbet. Egentlig var det ok at der skete
meget på dagen, da konkurrencen først startede kl. 13. Når en konkurrence først
starter kl. 13, er der mulighed for at snige en ekstra morgenmad ind – ikke
dårligt. Jeg spiste derfor morgenmad med familien kl. 8, mit standard tri
morgenmad kl. 10 og den halve banan og saltstick kl. 12 – nice.
Jeg var inde i T1 i god tid – næsten for god tid. Jeg fik
lagt mine ting op og sat cyklen på plads på et par minutter og havde rigelig
med tid inden svømmestarten. Jeg fik snakket lidt med en bekendt fra
svømmehallen samt fruen til en fodboldkammerat. Sidst nævnte (Maria), som er
virkelig god på løb, fortalt jeg at hun ville ende på podiet. Jeg havde nemlig
kun set to, som jeg vidste der ville være med i toppen hos pigerne. Hun grinede
og sagde det aldrig ville komme til at ske.

Efter en kort briefing fik vi lov at gå ned til
startområdet. Jeg hoppede i vandet og svømmede ca. 100 meter. Det gør jeg
normalt ikke, men tænkte at vandet var så koldt, at det nok var en ok ide at få
kroppen til at vende sig til temperaturen. Og ja, vandet var koldt, 14.8 grader
er i hvert tilfælde ikke varmt.

Jeg stillede mig op i den forreste del af køen til den
rullende start. Startskuddet lød og køen begynde at rykke sig. Jeg hoppede i og
fandt hurtigt en rigtig god rytme som jeg stort set holdt hele vejen.

Ved ikke om min lille opvarmning var med til at jeg svømmede
det hurtigste pace i år, om det var det faktum at vandet var koldt, så jeg
skulle bare hurtigt ud af det igen, om det var brandmændene eller blot det at
bagerst i hovedet ved man godt, at det er en kort distance. Men ny svømme PR
med 1:50 min/100 meter blev det til. Som jeg har skrevet flere gange tidligere,
så er det bare fedt at sætte sig op på cyklen med et godt svøm i baghovedet.

T1 gik igen langsomt, lidt sjovt at jeg har forbedret mig
markant på de tre discipliner, men det ser ud til at jeg er blevet langsommere
på T1 og T2 – måske et lille fokusområde til næste sæson.

Cykelruten var lavet om til det absolut bedre i år, da man
slap for brostene bag Moesgaard museum, men vejene ud til Moesgaard strand er
bare ikke særlig gode. Op og ned (Strava siger 519 højdemeter i alt) og en del
halv store huller i vejene. Heldigvis har jeg cyklet ruten flere gange, så der
var ikke mange overraskelser. Omkring halvvejs begyndte det at regne og pga. af
vejene, bakkerne og svingene tog jeg en del fart af, når det ikke gik ligeud.
Det kostede lidt men jeg holdt alligevel gennemsnittet på 33.5 km/t , så det
var ok, selvom det føltes som om jeg havde mere i mig.
Ind i T2, stillede cyklen, på med de lette løbesko, sol kasketten
(som blev til regn kasketten denne gang) og så fuld fart frem. Fire gange
skulle Kongevejen overvindes (ifølge Strava 111 højdemeter i alt). Jeg havde
aftalt med coach, at jeg skulle løbe omkring 5.15 – 5:20 min/km i pace. Det
kunne jeg simpelthen ikke, jeg havde alt for meget energi og gav den hele tiden
lidt mere, og løb i mål med et gennemsnit på 5:00 min/km.

På min første runde var jeg stort set ene mand i det område
jeg løb i. Det var som om, at jeg var lige bagved de rigtig gode og lige foran
de næste. En vild følelse – specielt når man tænker på tidligere konkurrencer,
hvor jeg har ligget i midten eller noget under midten på løb.

Men så hurtigt løber jeg dog heller ikke.

På anden runde blev jeg indhentet af bedre løber, som jeg
var hurtigere end på svøm og cykling, og på tredje af de bedste mænd og den
kvindelige vinder som løb deres sidste runde. Helt ok – og igen et boost af den
anden verden at ligge så langt fremme. På fjerde runde var det kun mig der
overhalede og sidste runde var med negativ split.

Mega fedt at løbe over målstregen med kæmpe overskud og igen
følelsen af, at jeg kunne have givet mig endnu mere på dagen.

2:37:11 blev PR tiden og dermed slog jeg min tid fra sidste
år med 25 minutter, blev nummer 10 i min aldersgruppe og nummer 65 overall men
– en helt ok forbedring på et enkelt år.
Og Maria, tjaa hun kom selvfølgelig på podiet som nummer 3
overall girls – fantastisk – stort tillykke med podiet, jeg glæder mig meget
til at se, hvad hun kan drive det til næste år.

Nu står menuen på Berlin Marathon og et hævntogt der har
været undervejs i 9 år – nu skal 4 timers spøgelset gøres til skamme – meget
mere om det i næste indlæg.

Husk at træn.

Følg mig på Facebook og
få besked når jeg skriver nye indlæg 🙂

Forberedelserne til Aarhus Half Marathon 2017 var måske ikke
de bedste, men det gør bestemt ikke noget når man laver PR med en forbedring på
9:09 minutter.

Ferie
Endelig kom dagen hvor vi skulle på ferie. Jeg havde aftalt med min træner, at det skulle være et meget fleksibelt træningsprogram uden
cykeltræning i de tre ferieuger, da jeg ikke tog cyklen med på ferie.

Jeg trænede på de planlagte dage, men der var kun en dag med
dobbelttræning, hvilket gjorde mig noget nervøs i forhold til hvordan min form
ville være efter ferien. Men da vi først var dernede, var det ret fedt ikke at
skulle træne 14 timer om ugen.

Den hårdest træning var en løbetur, ikke så meget på grund
af afstanden/tiden, men mere det at jeg løb i 34 grader og havde selvfølgelig
glemt at få vand med på turen. To liter vand og afslapning hjælper på sådan en
træning, og et kæmpe notat til mig selv om at huske vand til næste træning.
Selv benene svedte efter løbetur i 34 grader…

Helt generelt var det fantastisk at træne i Spanien, ingen
regn, lidt vind (brise) og varmt. Vandet var ligeledes varmt – så ingen
våddragt – og de fleste steder kunne man se bunden selvom der var 3-5 meter
dybt – fantastisk, altså sådan rigtig fantastisk.

Jeg tilpassede min træning til familiens aktiviteter, som
jeg har gjort de andre år. Det er blevet langt nemmere fordi kids er mere
selvkørende. Det foregår lidt a la: Hvor er der en tidslomme jeg kan udnytte?
Det lykkes altid og det er super fedt, at jeg får pladsen til det. Det betyder
at jeg en gang imellem skal træne tidlig morgen eller sen aften, men det gør
jeg også til hverdag, så det er helt ok.

Jeg holdte heller ikke igen med alkohol, det vil sige at vi
fik vin hver dag og der var også et par gange, hvor jeg blev lidt små beruset.
Ligeledes blev der indtaget rigelig med spansk skinke, pølser, ost og rødt kød.
Mums. Alt i alt en del forkælelse til øjnene og smagsløgene i de tre uger.

Efter ferien
Med nerverne helt uden på kroppen og dirrende ben stille jeg
mig op på vægten… Nej det passer ikke – jeg havde en god fornemmelse af at de
tre uger kun havde kostet lidt på formen og vægten. Så jeg var forberedt. Jeg
havde taget et kilo på, og formen var slet ikke så dårlig som jeg regnede med –
mere om det senere.

Første uge efter ferien var nedtrapningsuge til Aarhus Half,
jeg havde derfor ikke træningspas inden, hvor jeg kunne teste formen af efter
ferien.

Jeg snakkede lidt frem og tilbage med min træner, og han
foreslog at jeg skulle holde 5:00 min/km i pace. Jeg vidste ikke om det var at
gabe over for meget med ferieformen i baghovedet, men det skulle selvfølgelig
have et skud, nu hvor min træner sagde det.

Løbet
Efter at have hyggesnakket med et par gamle
fodboldkammerater og en fra triverden mødte jeg min gamle maraton løbemakker og
kammerat Stampe. Det var dejligt at snakke med ham før start. Han fik flyttet
mit tidsfokus med hyggesnak. Vi ønskede hinanden et godt løb, og jeg gik
længere frem og stillede mig lige foran 1:50:00 ballonen.

Årets mål på halvmaraton var at komme under 1:50:00. Jeg
tænkte derfor, at jeg måtte æde mig selv helt op, hvis 1:50:00 ballonen kom
forbi mig ude på ruten. Jeg så den heldigvis kun den ene gang i startområdet.

Fem minutter til start. Jeg var nervøs, havde ondt i maven, jeg
var sikker på, at jeg havde stillet for høje krav til mig selv – specielt
ovenpå tre ugers sommerferie. Jeg var uden selvtillid og vidste såre simpelt
ikke hvordan jeg skulle kunne løbe så stærkt, men så startede det mentale spil.
Jeg kan godt, jeg kan godt, jeg kan godt…

Starten lød, vi begyndte at løbe, henover startmåtten og så satte
jeg uret i gang. Jeg løb ud i den ene side og satte kadencen højt. Jeg vidste
fra min træning, at jeg skulle op og løbe omkring 180 i kadence for at holde 5:00
min/km i pace.

Jeg havde indstillet mit Garmin ur til at summe hvis jeg løb
udenfor 04:50 – 05:05. Selvfølgelig kan man (læs: jeg) ikke løbe 100% 5:00
min/km hele vejen, der vil altid være lidt udsving, derfor de 15 sekunders
interval.

De første 2-300 meter summede uret flere gange, men resten
af vejen summede det overhovedet ikke. De gange jeg kiggede på uret under løbet,
lå jeg lige under de 5:00 min/km. Det er det mest kontrollerede løb jeg
nogensinde har gennemført – punktum. Så vildt at kunne løbe så præcist og med
så meget overskud.
Ruten var ret god, der var kun 150 højdemeter og en del
lange stykker uden sving, men eftersom det er et byløb, så er der selvfølgelig
sving specielt inde i midtbyen. Halvvejs vendte ruten, og vi skulle løbe langs
vandet (blandt andet Århus Ø) tilbage. Her fik vi vinden lige på flere gange,
og det var ret hårdt. Jeg lagde mig ind bagved andre deltager, og når de faldt
i tempo, skiftede jeg til den næste. Det giver lidt både fysisk og mentalt at
løbe i ”læ” på den måde.

Vejret var 18 grader, delvist skyet, lidt regn til sidst og
en del vind (8 m/s).

Da der var 2 kilometer tilbage satte jeg tempoet op med få
sekunder, blot for at se om jeg kunne presse mere ud, og det kunne jeg, og
endda helt uden problem. De sidste 300 meter var på AGFs fodboldstadion, og det
er klart at det giver et ekstra boost at løbe på atletikbanen med publikum og
speaker – super fed afslutning.

Over målstregen, stoppede uret, kiggede ned og knyttede
næven i sejrsrus. Sluttid 1:45:31 – præcis 5:00 min/km og med en gennemsnit
kadence på 182. Bum!

Som jeg lidt kæphøj efterfølgende skrev til min træner: Hvis
træneren siger løb i 5:00 min/km, så løber jeg selvfølgelig i 5:00 min/km 😉

Få sekunder efter jeg var kommet i mål, var puls og
vejtrækning normal – det er mega fedt at formen er så god selv efter et hurtigt
løb.
Jeg fik tanket op med vand og frugt og gik ned for at heppe
Stampe ind på de sidste meter. Mens jeg ventede strakte jeg ud, og for første
gang nogensinde fik jeg følelsen af, at mit helt store ”hel maraton spøgelse”
kan overvindes.

Jeg har tidligere løbet fire maraton og ingen af dem er gået
godt. Jeg er aldrig kommet under min magiske grænse som er fire timer. Følelsen
af at kunne overvinde spøgelset til Berlin Marathon den 24. september, er
stadigvæk intakt her to uger efter Aarhus Half, men først skal jeg forsøge at
slå mine tider fra sidste år til KMD Ironman 5150 Aarhus den 9. september.
Meget mere om det løb i næste indlæg.

Husk
at træn.

Følg mig på Facebook og
få besked når jeg skriver nye indlæg 🙂

Vi tog til Herning for at tjekke ind. Det stod ned i
stænger, Pernilles cykel var punkteret og vi havde svært ved at finde stederne
i ”kæmpe store” Herning. En sådan lidt grå start, men heldigvis
blev det hele lysere.

Vi besluttede at spise Pizza inden vi tjekkede cyklerne ind i
T2. Som sædvanlig snakkede vi godt og glemte alt om tid og sted, hvilket
resulterede i at der kun var 20 minutter til de lukkede T2.

Vi fik betalt i en fart og kørte ud til søen hvor T2 lå. Vi
var der 10 minutter før de lukkede T2. På vejen hjem blev vi enige om, at så
sent behøver vi ikke at tjekke ind en anden gang.

Raceday
Vi skulle først i ilden kl. 12, da løbet blev delt op i EM
deltager og os andre. EM deltagerne startede kl. 10. Der var derfor lang
ventetid, men det var hyggeligt at se på
at EM deltagerne blev skudt af sted, og det gav ro at vi kunne gå ind og ud af
T2. Det gav også ro i forhold til morgenmad, og at vi havde sovet længe i forhold til normale triathlon stævner.

Min niece Nikoline og hendes kæreste Rasmus kom forbi
omkring kl. 11. Vi fik hyggesnakket og jeg aftalte med Rasmus om hvordan han skulle
”skyde” mig på cykelturen, så jeg kunne bruge billedet til bloggen og Facebook
siden.
Det blæste 6-7 m/s og
der var 16-20 grader. Foto Damhus

Start
EM deltagerne blev sendt af sted ude fra første bøje, men vi
blev sendt af sted fra land, det vil sige, at vi fik forlænget de 1.900 meter
med ca. 100 meter. Det var super, man skulle bare huske at lægge lidt ekstra
tid til svømmetiden, så man ikke kom på cyklen med en fornemmelse af, at man
havde været langsomt.

Hoffmann og jeg stillede os ved siden af hinanden og blev
sendt af sted med få sekunders mellemrum. Jeg fandt en ok rytme og kom rimelig
igennem de første 800 meter, til trods for at søen både var kold og ekstrem
grumset. Med erfaringen fra sidste år gjorde jeg rigtig meget ud af ikke at
komme til at sluge vand. Det lykkedes heldigvis, så ingen kvalme denne gang.
Foto Damhus

Ud af det blå fik jeg et slag i ryggen lige under det sidste
ribben, herefter blev jeg oversvømmet og dermed kom jeg helt under vandet.
Manden der oversvømmede mig havde direkte kurs mod bredden. Jeg fik slået et
ordentlig hak i min ellers efterhånden rimelige lige kurs, og skulle lige op i
brystsvømning for at orientere mig. Fandt kursen igen, men slaget gjorde ondt
når jeg trak igennem med højre arm. Men heldigvis ikke noget faretruende.

Jeg blev ikke overhalet af vildt mange som sidste år, og
havde en god fornemmelse af at tiden var ok. Jeg var 4 minutter langsommere end
på Mallorca, men med 100 meter ekstra, var det nok reelt kun lidt over to
minutter, og det var helt ok med mig.

I T1 var jeg en smule forvirret – faktisk er det nok blevet
en af mine ”ting”. Jeg gjorde, som jeg altid gør, lukkede øjnene, trak vejret
dybt tre gange og råbte nogle knap så pæne ting inde i mit hoved, og så var jeg
fokuseret igen. Herefter gik T1 som det skulle og jeg hilste pænt på Hoffmanns
cykel, da jeg løb forbi den.
Foto Damhus

Ude på cykelruten startede vi direkte op i vinden. Mine ben
var iskolde fra søen og det hjalp ikke at vinden var så kraftig. Efter fem
kilometer begyndte mit højre bag lår at skrige og trække sig sammen. Jeg tænkte
fuck, fuck, fuck!
Foto Damhus

Men inden jeg var ved 10 kilometer var der kommet så meget
varme i benene, at jeg ikke mærkede mere til det. Nu gjaldt det bare om at
holde pulsen på omkring de 130 i snit som aftalt med Coach (det lykkedes at
holde den på 128). Ud til 30 kilometer var der kraftig modvind, men jeg kom
igennem og endda med et super snit omkring de 30 km/t. Herefter kørte vi lidt
på tværs og så kom rygvinden. Uhh det var sjovt.

Jeg forventede hele tiden at Hoffmann kom susende forbi, for
han kører noget hurtigere end mig, blandt andet pga. at han har højprofil hjul,
men også fordi han vejer mindre end mig og så er han født i permanent god form. Men jeg måtte
vente til 65 km før han trillede forbi. Vi snakkede ultra kort og jeg lagde mig
bagved ham, så længe jeg følte det gav mening i forhold til puls. Den første
lille stigning vi kom til, og så var han væk. Jeg kunne se ham ude foran en
gang imellem indtil 75 km – herefter så jeg ham ikke før på løb.
Foto Damhus

De sidste 10 kilometer før T2 var der vind fra alle sider,
men jeg var ikke træt og havde faktisk fornemmelsen af, at jeg godt kunne have
trådt lidt hårdere. Super fed fornemmelse – endelig lykkedes det at komme til
T2 uden at tænke at det allerede var lidt hårdt. Jeg var fuld af energi, og der
blev lagt mere energi til, da jeg så min tid – ny PR med 18 minutter og et snit
på 33.2 km/t – wauu.

Ved T2 skulle man blot give sin cykel til en af de mange
hjælper. Vi havde ikke været til race briefing, så jeg var ikke helt klar over
hvad der skulle ske og mistede derfor et par sekunder for lige at skabe et
overblik – der er jo ingen der skal ”tage” min cykel 😉

På med løbeskoene og så af sted i de spritnye
konkurrencesko. Jeg kan ikke huske at mine ben på noget tidspunkt har været så
lette på løb. Jeg var flyvende, ikke bare den første kilometer men hele første
runde. Det var en fed oplevelse, og jeg er overbevist om, at den kontrollerede cykeltur
var skyld i det store overskud.
Foto Damhus

Da jeg havde løbet fire kilometer var jeg lige ved at bryde
ud i gråd. Der stod de – svigermor, frue og kids og heppede på mig. Det var
slet ikke meningen at de skulle komme og heppe, da min datter havde
afdansningsbal i Århus samme dag, og de kunne derfor ikke nå op til Herning.
Men de havde narret mig og kunne godt nå derop til løb, og dermed gav de mig
en af de bedst overraskelser længe. Jeg var bare så glad og havde gåsehud længe
efter, at jeg så dem første gang.

Omkring 12 km sagde maven fra, jeg havde ikke lyst til mere
energidrik, cola eller banan, så den stod kun på vand nu. Benene var egentlig
ok men min mave begyndte at puste op som en spærreballon. Jeg tænkte, at det
skulle ”luftes” ud, så jeg begyndte at presse så meget luft ud jeg kunne – det
gik ikke helt stille for sig, men der var ingen der kommenterede på det, så jeg
fortsatte…

Det hjalp lige i starten men ubehaget i maven kom igen.

Nikoline, Rasmus, bekendte fra
triatlonverden, svigermor, frue og kids hjalp heldigvis med at fjerne fokus
rundt på ruten. De var placeret godt, så jeg hele tiden fik afledt min
opmærksomhed fra maveproblemerne, men løbepacet var i frit fald. Jeg regnede
hele tiden på min forventet sluttid, og på sidste runde kunne jeg godt regne
ud, at jeg havde rigelig med tid til at lave ny PR, og dermed komme under mit
års mål, som var at gennemfører en halv ironman på under seks timer.
Foto Damhus

Den sidste vandpost var omkring to kilometer før mål. Jeg
tog en kop vand og hilste pænt af for denne gang og takkede hjælperne for deres
frivillige arbejde. Jeg drak to slurke og kunne med det samme mærke at maven
ikke kunne mere. Hen til nærmeste hegn og så knækkede jeg mig tre gange. En
flok tilskuer spurgte om jeg var ok, og jeg fik vist brummede noget a la – jeg
har det fint der er jo kun to kilometer tilbage. Men jeg var ikke på toppen.

100 meter efter skete der noget underligt. Kroppen havde det fantastisk igen.
Jeg kom op og løb med samme fart som jeg havde løbet imellem 5 og 12 km. Om det
var fordi jeg vidste, at det var slut lige om lidt, eller om det var fordi
kroppen rent faktisk bare havde det super igen – det ved jeg ikke – men jeg
følte jeg var flyvende. Min tanke efterfølgende har selvsagt været, om det
kunne have betalt sig at stikke fingrene i halsen ved 12 km, da jeg begyndte at
føle ubehag første gang…

Endelig i mål – eller det vil sige – jeg havde masser af
overskud og kunne sagtens have løbet længere i samme tempo – en helt ok
fornemmelse når man tænker på den hele Ironman næste år.

Over målstregen, stoppede mit Garmin Fenix 3 ur, tjekkede to gange og så kom
det længe ventede yyyaaarrrhhhh brøl. Ny PR i tiden 5:36:40, pænt under de seks
timer som var årets mål, knap 40 minutter hurtigere end for fire uger siden på
Mallorca og mere end halvanden time hurtigere end min langsomste tid i 2016.
Foto Damhus

I ren eufori har jeg allerede tilmeldt mig til Garmin Challenge Denmark
igen til næste år 😉

Pernille fandt mig hurtigt – måske hun hørte brølet. Hun
havde også lavet ny PR, men det gør hun efterhånden hver gang 😉 Hoffmann
fandt vi først senere omme ved maden 🙂
Foto Damhus

Den interne
konkurrence
Hoffmann vandt samlet igen, men han bliver presset godt af
Pernille som kun var ca. 12 minutter efter i samlet tid. Jeg vandt over
Hoffmann på svømmedelen og var ”kun” fire minutter fra Pernille. Da vi hoppede
af cyklerne var der kun ni minutter imellem os tre.

Jeg taber dog big time til de to på løb, og jeg kommer
heller ikke til at true dem i fremtiden på samlet tid, men jeg ser muligheder i
svømning og cykling. Jeg har forbedret mig helt vildt, hovedsageligt pga. ny
cykel og OOB Life træningsprogram.

Tak
Jeg er bare vanvittig taknemmelig for støtten fra fruen,
kids, svigermor, Nikoline, Rasmus og triatlon bekendte, I giver mig super
meget ekstra energi – tak.
Et styk fjollet niece 🙂 Foto Damhus

Stor tak til Rasmus for at tage så vanvittige gode billeder – du
er for sej.
Tjek hans andre værker ud på Instagram.

Kæmpe tak til min sponsor Pancolina, jeg lover at
presse endnu flere watt ud af P3’eren næste gang.

Tak til OOB Life og Coach for at få mig i den form, som jeg
var på dagen. Herudover skal der helt sikkert også lyde en tak fra de
tøjforhandler, som jeg kommer til at besøge i nærmeste fremtid, da jeg i mit
knap fem måneders forløb med OOB Life har tabt mig 9 kg (y).

What’s next
Om lidt er der sommerferie, næste gang der kommer lidt
skriveri, kommer det til at omhandle træning i sommerferien samt status på vægt
og hvordan Århus halvmaraton den 6. august forløber.

Rigtig god sommer – husk at træn.

Følg mig på Facebook og få besked når jeg skriver nye indlæg 🙂

Før løbet
Vi fik bestilt flybilletter i god tid, og de billigste vi
kunne opdrive var med afgang fra Hamburg.
Jeg har rejst flere gange fra Hamburg og det fungerer rigtig godt, også
selvom der er tre timers kørsel derned.
Fem pizzaer skulle der
til før Pernille og jeg var mætte, men de var også små 😉

Når man flyver med cykel skal man være opmærksom på to ting.
Det første er at du skal bruge en cykelkuffert. Jeg lejede min ved Det sorte
værksted i Beder. Sølle 250 DKK for fem dage – fantastisk. Der var super god
betjening og cykelkufferten var velholdt og meget nem at betjene. Den anden
ting man skal være opmærksom på er, at medbringe cykelkuffert er ca. lige så dyrt som selve flybilletten…
Pernille og jeg
ventede på at trioen blev samlet – Kenneth landede 45 minutter senere med flyet
fra København.

Efter taxi tur fra Palma til Alcudia landede vi i den lejede
lejlighed omkring kl. 1 om natten. Vi var så trætte, at vi hoppede direkte i
seng uden at pakke ud. Vi sov alle uroligt om natten og vågnede så tidligt at
morgenmaden ikke var klar endnu. Vi gik derfor i gang med at samle vores
cykler.
Skønt at få dem samlet,
og se at de stadigvæk var intakte.

Efter morgenmaden – som var vores favorit menu, nemlig morgenmads
buffet – gik vi ned og fik vores startnumre. Resten af dagen gik med at teste
cyklerne, løbe og svømme en kort tur.
Morgenmads buffet – ummm.

Vi gik tidligt i seng, og da vi alle var trætte var det ikke
noget problem at falde i søvn med det samme.

Klokken fem ringede uret på race day og den klassiske
morgenmad blev indtaget (2 x hvid toast med Nutella + en halv banan sammen med
salt stick og vand). Vi var spændte som vi plejer, men den der helt ind i maven
nervøsitet, som jeg plejer at have, udeblev. Måske havde jeg en fornemmelse af,
at OOBLife træningen var givet godt ud, og at jeg rent faktisk var i rigtig god
form.

Vi gik ned til startområdet (vi boede ca. tre kilometer
derfra) og fik efter-pumpet vores cykler og tjekket at alt udstyr var hvor det
skulle være. Herefter gik vi over til svømmestartsområdet.
Der var ca. 18 grader
fra morgenstunden, stort set ingen bølger og månen var stadigvæk oppe.

Løbet
Svømningen var med rullende start, Pernille og Kenneth
stillede sig i 35 – 40 minutters området og jeg havde regnet ud at jeg ca.
ville kunne svømme de 1.900 meter på 42 minutter ud fra mine træningsdata. Big
mistake! Jeg gennemførte på 38 minutter. Kunne have svømmet 1-2 minutter
hurtigere hvis ikke jeg skulle overhale så mange. I kan derfor finde mig i 35 –
40 minutters området til Challenge den 10. juni 😉
Var pænt meget oppe at
køre over den nye PR på svømning.

Efter svømning skulle vi klæde om og op på cyklerne. T1
området var knap 400 meter langt, så det tog sin tid at komme igennem. Men
sikke en følelse at tage ny svømme PR med på cyklen.

Cykelruten bestod af omkring 20 kilometer rimelig flad vej
hen til ”bjerget”, herefter 10 kilometer op af ”bjerget”, så noget op og ned
tre gange de næste 5 kilometer, 10 kilometers nedkørsel med hårnålssving og til
slut næsten 45 kilometer flad vej. Temperaturen var ca. 22 grader ved start og
25 grader ved slut – der var 2 til 5 m/s og skyfrit.

Waaauuu hvor gjorde den nye cykel det vanvittigt godt. Det
føltes næsten som om, at jeg havde fået nye ben som bare straffede den spanske
landevej. Den forskel der er på den gamle racer og den nye TT, er helt vildt –
I’m so happy og jeg glæder mig til at fyre den af igen til Challenge.

Jeg havde aftalt med min træner, at jeg skulle sigte efter
30 km/t og puls på 136 i gennemsnit. Jeg ramte 29,6 km/t og med en
gennemsnitspuls på 140 – en helt ok dag på kontoret.

Ved sidste vandpost på cykelruten fik jeg en dunk der kun
var halvfyldt, det betød at jeg ikke havde vand de sidste 10 kilometer af
ruten. Jeg var dog helt rolig, for jeg
var snart i T2 hvor der plejer at være vand.

Jeg hoppede af cyklen og var i super humør, havde næsten
indfriet de 30 km/t, og det meste var indhentet på de sidste 45 kilometer, hvor
jeg flere gange lå tæt på 40 km/t i gennemsnit. Det er klart at når man
kører op af et ”bjerg” i en time, så mister man noget på gennemsnittet.

Jeg kunne mærke, at jeg ikke kunne løbe til mål uden at
tisse, så jeg valgte at få det overstået i T2, hvilket fungerede meget bedre
end at gøre det på ruten.

Med følelsen af tømt blære, PR på svøm, og en cykeltur der
var næsten perfekt, begav jeg mig igennem T2 og ledte efter en flaske vand, men
jeg fandt desværre ikke en. Pyt, tænkte jeg, jeg får bare noget på det første
vanddepot. Der var bare lige den lille detalje, at første vanddepot først kom
efter knap 3 kilometer.

BUM – efter 2 kilometer var der udsolgt, pulsen steg 20 slag
med et og kroppen sagde bare stop. Jeg måtte ned og gå, bare for at få styr på
pulsen.

Dehydreret – ikke i vild grad, men nok til at jeg fik det
vildt dårligt. Op i løb igen, og langsomt kunne jeg se vanddepotet. Endelig
derhenne og så blev der drukket vand. Samtidig fik jeg svampe med iskold vand
som jeg placerede i nakken. Det hjalp, men der var ikke meget krudt i benene.
Jeg måtte på første omgang ned og gå flere gange, og langsomt kom der styr på
pulsen igen. På anden og tredje omgang fik jeg sporadisk tempoet op, men hver
gang måtte jeg sætte det ned igen, dog uden at gå.
Presset – temperaturen
var steget til 27 grader, 2 til 3 m/s og skyfrit.

Endelig var jeg i mål, normalt plejer jeg at have energi til
at få publikum med på mine sidste meter, men ikke denne gang – der var udsolgt,
havde knap energi til at tage hænderne over hovedet.

Efter løbet
Jeg fik min medalje og
fandt Pernille. Satte mig i en stol, men kunne mærke at hvis jeg ikke
lagde mig ned nu, så ville min krop gøre det for mig. 30 minutter i en solseng
i skyggen og en liter vand gjorde underværker. Herefter fik vi mad og mere at
drikke, og jeg følte mig ok klar igen. Efter et bad og masser af snak tog vi på
restaurant og nød et velfortjent glas vin.
Rødt kød, vin og bearnaise
sauce fejler ikke noget 😉

Herefter var det hjem og i seng.

Der var ingen af os der sov særlig godt den nat – nat
tisseri, ømme stænger og hårde senge hjalp ikke på natsøvnen. Om morgen
slubrede jeg en del vand og så var det over og nyde morgenmads buffet. Haps
haps.

Herefter gik Kenneth og jeg byen rundt og havde mange stop
undervejs, hvor vi tankede væske op. Vi nåede at gå 25 km i mange små etaper –
helt perfekt restitution.
Om aftenen fik vi
tapas og et lille glas vin.

Sponsor
Det var første gang at jeg kørte for min sponsor www.pancolina.com. Det var derfor ekstra
fedt at lave ny PR på den samlede tid med mere end 15 minutter. Der er lidt vej
endnu til at kommer under den magiske 6 timers grænse, men jeg håber og satser
på at det sker til Challenge.

Pancolina er et eksklusivt agriturismo i hjertet af Toscana,
som åbner for booking i slutningen af 2017 og er klar til at modtage de første
gæster til påsken 2018. Meget mere om Pancolina senere på året.

Resume
Det var en super fed oplevelse. Jeg siger det samme som
sidste år – brandet Ironman forstår at lave nogle fantastiske events. Der er
styr på næsten alle detaljer og man føler
sig tryg og i kvalificerede hænder.

Jeg ved ikke helt, om det er besværet værd at tage et event
der kræver flyvetur. På mange måder var bilturen til Barcelona sidste år
nemmere end turen til Mallorca. Men omvendt var det fantastisk at se noget
andet – og alt der er spansk er jo godt ifølge… well mig 🙂

Taknemmelig
Alt overstående var ikke sket, hvis ikke fruen gav mig plads
til at være tosset, så kæmpe tak for det.

Tak til OOBLife og coach Vicenç
for at få mig i så god form på blot tre måneder – meget mere om det i næste
indlæg.

Tak til sponsor Pancolina for cykel og cykelhjelm – det er
helt fantastisk.

Sidst men ikke mindst tak til mine tri-buddies Pernille og
Kenneth, jeg glæder mig til vi skal til Challenge, og så må vi se om jeg kan
bibeholde min 2. plads i vores interne konkurrence på svømning, for ja denne
gang fik jeg ikke kun ene af 3. pladser i den interne konkurrence.

Love you all.
Turister…

Præcis en uge efter Challenge Denmark deltog jeg i Bestseller
Aarhus City Halvmarathon. Dagene op til havde på ingen måder været optimale og
restitutionen manglede.

Jeg fik ikke mere end 6 timers søvn pr. dag på grund af et
stramt program samt uro i kroppen. For eksempel var jeg i København dagen efter
Challenge Denmark, hvor jeg havde flere møder i løbet af dagen og var først
tilbage i Århus kl. 1 om natten. Det gode ved denne dag var, at jeg nåede forbi
Kenneth og vi fik snakket endnu mere Challenge Denmark oplevelser, og jeg fik
ham lokket med til Bestseller Aarhus City Halvmarathon. Resten af ugen stod den
på nogle afslutninger for børnene samt min søns 5 års fødselsdag om fredagen.

Eftersom jeg skulle restituere og ikke træne ret meget –
passede det super med de forskellige arrangementer og den stramme tidsplan, men
jeg kunne helt sikkert godt have brugt mere søvn.

Børneløbet
Om lørdagen havde vi tilmeldt begge vores børn til Name It
børneløb. Her skulle begge kids løbe 1,5 km. Da det var deres første løb, blev
fruen og jeg enige om at tage hver vores barn og løbe med. Vi mødte en del vi
kendte, og en af dem anbefalede, at vi skulle stille os så langt op vi kunne,
for at kunne løbe hele vejen. De mange børn, forældre og barnevogne lavede
køer, så det kunne være svært at løbe
hele vejen med mindre man stod så langt oppe som muligt. Det råd fulgte
vi.
Vi blev sat i gang og min søn og jeg ønskede datteren og
fruen et godt løb, og så stak vi af. Min søn spurgte flere gange om vi
stadigvæk var foran pigerne, og jeg kunne berolige ham med at vi var langt
foran.

Efter ca. 1 km var han lige ved at gå i stå, og han spurgte
flere gange til hvor langt der var endnu. Jeg begyndte derfor at fortælle ham,
hvor sej jeg syntes han var, og det hjalp for han satte tempoet op. Da der var
200 meter til mål, var han rigtig presset, men da han fik øje på målstregen gik
han over i spurt. Han kom i mål som nummer 4 i hans aldersgruppe.

Helt smadret kom han op og sidde i mine arme – han var
tydelig super stolt over at have gennemført og fået hans medalje, men han var
også meget træt. Vi ventede på pigerne som kom knap to minutter efter, og
datteren blev nummer 20 i hendes aldersgruppe. Seje kids.
Stolte kids (og stolte forældre 😉

Jeg kan varmt anbefale dette løb – det er en super oplevelse
for børnene og forældrene.

Løbet
Tilbage til Bestseller Aarhus City Halvmarathon med 16.000
tilmeldte og mindst 50.000 tilskuer. Fruen, kids og jeg mødtes med Kenneth for
lige at hilse på. Kenneth skulle starte forrest (han løb på 1 time og 22 minutter),
og jeg skulle starte noget længere nede. Vi snakkede lidt og var begge meget
rolige omkring løbet – det er jo ”bare” en halvmaraton. Vi udvekslede dagens
mål, og der var ingen tvivl om at Kenneth var restitueret end del bedre end
mig, da mine mål lød på at gennemføre og helst under to timer, og han gik efter
at løbe sig 110% ud.

Vi hilste af og jeg gik ned for at stille mig i den lange
start kø. Her mødte jeg en del jeg kender, og var rigtig glad for at komme
derned ca. 30 min før start, så der var god tid til at snakke. En af dem jeg
mødte var Jonna. Hun er med i samme tri-klub som Pernille, og Jonna var også
med til Challenge Denmark ugen forinden. Jonna havde gennemført stort set i
samme tid som mig, så jeg regnede med at hendes løbetempo nok var i stil med
mit eget.

Starten lød og vi begyndte at bevæge os. Jeg lagde mig lige bagved Jonna, og
fulgte hende i to kilometer, og kunne se at hun holdt præcist det pace, som jeg
havde besluttet mig til at løbe i. Jeg løb op på siden af hende, og spurgte om
det var ok, at jeg hægtede mig på. Det sagde hun ok til, og vi aftalte at hun
holdt tempoet de første 10 km, og så skulle jeg trække resten af vejen.

Vi løb ikke hurtigere end at vi kunne snakke lidt engang
imellem, og fruen og kids nåede at vinke til mig to gange på de første 10 km.
Wupti, og så havde vi løbet de første 10 km – utroligt hvad lidt snak, god
stemning og tilskuer der hepper på en kan gøre. Vi byttede plads, og jeg
begyndte nu at trække. Ved ca. 12 km kom der en lille strækning med en lille
stigning, men nok til at jeg godt kunne mærke, at jeg var ved at være flad og
at benene var tunge.

Jeg sagde ikke noget til Jonna men forsøgte i stedet at
holde pace, men kunne godt se, at vi var gået 5-10 sekunder ned i pace. Jonna
løb tæt på mig, og fortalte at hun havde tunge ben, og hun ikke var sikker på,
at hun kunne holde tempoet hele vejen. Og bum, så var det mentale spil vendt
om, nu drejede det sig ikke om mine tunge ben, men derimod om hendes tunge ben.

Vi fik snakket lidt om mit mantra ”kun for sjov”, og om at
det var i hovedet det hele foregik og ikke i benene. Det hjalp (på os begge) og
vi fortsatte med et stort smil. Ved 19 km kunne Jonna ikke holde mit tempo mere
og bad mig om at forsætte alene – hvilket jeg gjorde.
Jeg kom i mål på 1 time og 59 minutter, så begge mine mål
blev opfyldt. Kunne jeg have løbet hurtigere, måske, men jeg har en tendens til
at løbe alt for hurtigt de første 10 km, og derfor plejer jeg at gå meget ned i
tempo de sidste 11 km. Denne gang, og kun på grund af Jonnas stabile tempo, gik
jeg ikke kold til sidst. Jeg havde masser af overskud og løb også den sidste
kilometer meget under udgangs pacet. Så stor tak til Jonna for at trække de
første 10 km og for efterfølgende at lade mig fokusere på hendes tunge ben og
ikke min egne. Jonna kom i mål et par minutter efter mig.

Jeg håber, at jeg på friske ben kan nå endnu en halvmaraton
i år – kunne være sjovt at se hvad formen reelt er til. Jeg tror selv på ny PR
i 2016.

Jeg er vild med Bestseller Aarhus City Halvmarathon som jeg har gennemført tre
gange. Det er et super løb med de vildeste tilskuer. I år var det endda med
opbakning fra fruen og mine kids, hvilket gjorde det til en helt speciel
oplevelse for mig, da det var første gang, at kids så deres far deltage i et
løb. Ruten er lagt lidt om i år, og det er kun til det bedre. Super fed rute.

Efter Ironman 70.3 Barcelona, Challenge Denmark og Bestseller
Aarhus City Halvmarathon på i alt 5 uger,
er det nu tid til at holde sommerferie – og som sædvanlig er jeg meget spændt
på hvordan formen og vægten er efter tre uger med masser af mad og vin. Jeg har
lagt en god og overskuelig træningsplan med mange korte træningspas, så jeg
forventer at formen er rimelig og vægten den samme efter min sommerferie.

God sommer til alle.

Tre uger efter Ironman 70.3 Barcelona deltog Pernille,
Kenneth og jeg i Challenge Denmark for at tage Half distance. Hos Challenge
Denmark Herning – Billund er løbet 1.900 m svømning, 93 km cykling og 21,1
km løb, så stort set de samme mål som en halv ironman, det er kun cykelruten
der er 3 km længere.

Om lørdagen
Vi kørte til Billund for at få raceinformation og blive
tjekket ind. Det fungerede ret fint, men der var lidt usikkerhed om regler, men
vi fik den vigtigste detalje om at T1 lukkede 7:55 søndag morgen. Det vil sige
herefter kunne vi ikke stille poser og gøre cykel klar. Efter indtjekningen og
et hurtigt kig på T2, kørte vi til Herning for at se T1, tjekke cykel ind og
lige køre og svømme en kort tur. Kenneth og jeg cyklede et par kilometer og da
vi kom tilbage var han punkteret. En træls start, men omvendt var det super
fedt, at det skete dagen før, så vi uden stres kunne få skifte slangen plus dæk
da han ikke ville tage chancer.

Vi fik stillet cyklerne på plads, pakket T2 posen med
løbesko med mere og fik dem smidt i containeren til transport til Billund. Da
vi gik ud af T1 området havde vi alle fornemmelsen af, at vi havde glemt et
eller andet, men vi vidste ikke rigtig hvad. Vi havde ikke glemt noget, men når T1 og T2 er to forskellige steder, kan man godt blive i tvivl.

Pernille og Kenneth tog en kort svømmetur i mens jeg hentede bilen, og de var
begge helt oppe at ringe over, at der ikke var bølger eller understrøm i søen,
sammenlignet med da vi var i Barcelona.
Herefter tog vi hjem til mig for at spise aftensmad, hygge
og lade mentalt op. Kenneth og jeg skulle lige se en EM kamp færdig, så vi var
først i seng kl. 23.

Fra omkring kl. 2 vågnede jeg af flere panikdrømme – mit ur
var gået i stykker igen, jeg havde glemt at pakke mine løbesko, jeg kunne ikke
finde min pose i T1 osv.. Alle drømmene var naturligvis relateret til løbet.
Både Pernille og Kenneth havde også sovet urolig – så vi var meget spændte og
trætte da uret vækkede os kl. 5.

Der blev ikke sagt meget, det hele kørte på rutinen. Kaffe,
vand og Nutella madder røg ned og så af sted til Herning.

Løbet
Selvom nr. 2 var overstået hjemme, så pressede det på for os
alle tre igen. En nåede ikke op til toiletterne, men måtte finde alternativ
løsning, hvilket naturligvis gav tilråb med mere fra os andre…
En lettelse af få det overstået og vi var nu helt klar til
dagens løb. Vi havde T1 poserne med og skulle stille dem over til de andre, men
på grund af at fuld distance løberne var begyndt at komme op i T1 området, så
kunne vi ikke bare lige gå over med poserne. Der var lidt panik på, og ikke
alle officials vidste hvad vi skulle gøre. Vi følte os underinformeret og brugte
unødvendig tid og mentale kræfter på at aflevere T1 posen.

Vi gik ud af T1 området og fik vores våddragter på.
Løbet var delt op i hel og halv distance, og herudover blev
man sendt af sted i professionel og alders grupper som begge var delt op i køn.
Det vil sige at efter Kenneth og jeg tjekkede ud fra T1 skulle vi stå i 45
minutter og vente på at komme i vandet. Pernille blev sendt af sted 20 minutter
før os.

Kenneth og jeg fulgtes ud til ”startlinjen” ude i søen og
fik lige givet et par håndtegn inden starten lød. Jeg fandt hurtigt en retning
og rytme, og her kom den helt store fordel ved at vi startede i små grupper,
der var fint plads indtil første bøje. Her opstod der lidt kø pga. retningsskift,
men allerede ved tredje bøje var der ikke problemer med kø, da vi var spredt
over et stort stykke.

Omkring ved 1.200 meter blev jeg overhalet af de første fra
aldersgruppen der blev sendt af sted 10 minutter efter os. Det var sgu lidt
irriterende, men omvendt er svømningen ikke min favorit endnu.

Da jeg kun trækker vejret ind i min højre side, opdagede jeg
ikke, at jeg svømmede forbi målområdet som lå på min venstre side. Men
pludselig kunne jeg høre en kvinde der råbte stop stop stop. Jeg gik op i brystsvømning
og kunne straks se hvorfor hun var sejlet hen til mig. Jeg fik ændret retning
og svømmede skråt tilbage. Jeg har derfor svømmet ca. 100 meter længere end jeg
skulle (ca. 2 minutter).

Note til mig selv: Lær nu at trække vejret hver anden gang i ventre side og hver anden gang i højre side…

Røveren irriteret over endnu en rookie mistake skulle jeg stoppe
uret for svømmedelen og opdagede så, at jeg kun havde svømmet 25 sekunder
langsommere end mit personlige mål for 2016 og 2 minutter hurtigere end i
Barcelona.

Well, ok fornemmelse at tage med på cyklen, så irritationen
var helt væk med det samme.
Skiftet gik super og jeg fik også lige jokede med et par deltager i
omklædningsteltet. Da jeg kom ud af T1, stod fruen og heppede hvilket altid er
helt fantastisk. Jeg kom op på cyklen, startede uret og smed mig ned i bøjlen.
Følte mig klar i hovedet, men jeg havde tunge ben. Fik overbevidst mig selv om
at det var kulden (14 grader) og vandet, så om 3-5 km ville mine ben være varme
og klar.

Modvind og atter modvind gjorde ikke min cykeltur nemmere og
hellere ikke mine ben lettere. Jeg følte, at det var en hård mental kamp, at
skulle køre stærkt for at nå mine mål, men hver gang jeg kiggede på uret, var
jeg langt fra mine mål (hovedsagelig pga. af modvinden).
Motivationen blev dog holdt oppe af min niece og hendes
kæreste som allerede stod ved 30 km for at tage billeder. De var så fantastisk
søde, at de kørte små loop udenom ruten for at fange mig på kameraet, og jeg
poserede naturligvis for dem hver gang jeg fik øje på dem. Hele fem gange nåede
de mig på cykelruten og de blev i målområdet og heppede løs sammen med fruen –
tak for støtten alle tre, I er de bedste.
Efter ca. 65 km begyndte jeg at få kvalme og energi drikken
ved 68 km kørte op og ned i maven. Jeg strammede mig an og overbevidste mig
selv om at det snart gik væk.

Og så sket det selvfølgelig igen, mit helt nye TomTom ur
(fik et nyt da de ikke kunne lave det gamle) gik tør for strøm. Endnu engang
skulle jeg gennemføre i tids-blinde. Pyt, det er jo ”kun for sjov” – nu skal du
bare i mål.
I T2 stod hele banden og ventede – fruen, min niece og
hendes kæreste. Jeg viste selvfølgelig ”kun for sjov” overskud. Men jeg var desværre
allerede løbet tør for energi og de sure opstød blev bare være og være.

Ved 17 km på løberuten stoppede de sure opstød, jeg havde kun drukket
vand ved væskedepoterne, og det hjalp. Jeg
var overbevist om, at kvalmen stammede fra energidrikken. Alle jeg snakkede med
efterfølgende havde haft problemer med kvalme og Pernille kastede endda op på
cyklen efter få kilometer, og fortsatte selvfølgelig – sej tøs. Pernille mener,
at det var søvandet der gav kvalmen, og nej man kan ikke undgå at sluge lidt
vand under svømningen. Men om det var søen eller energidrikken, det ved vi
ikke, men kvalme det havde vi alle.
Tilbage til løbet – der er ikke så meget at sige, jeg var
flad efter cykelturen og kvalmen overstyrede i perioder min ”kun for sjov”
tilgang. Jeg fik dog heppet på nogle der var gået i stå, og efter løbet var der
en enkelt der kom over og takkede for støtten – fed fornemmelse.

Jeg kom i mål og på opløbstrækningen stod Kenneth, niecen,
hendes kæreste og fruen og heppede mig de sidste meter. Jeg var flad men havde
dog kræfter til en lille ”spurt” – så pulsen var høj da jeg lagde mig på græsplænen efter målstregen.

Følelser var der masse af, men slet ikke på samme måde som i
Barcelona, det var mere lettelsen over at komme i mål og taknemligheden over
støtte fra niecen, hendes kæreste og fruen.

Set i bakspejlet
Jeg var super skuffet over min egen præstation, jeg var
sikker på, at årsmålet på samlet tid skulle indfries på Challenge Denmark, for
det er en hurtig rute. Men i modvind kunne jeg ikke.

Kigger man på de enkelte tider, så burde jeg være tilfreds.
Ny PR på svømning (også selvom jeg svømmede for langt) og ny PR på cykel (men
slet ikke hurtigt nok i forhold til hvad jeg havde forventet) og T1 og T2
sidder stadigvæk lige i skabet. Jeg kan altid forbedre mig i T1 og T2, men jeg
kan ikke hente mange sekunder, så det er ikke der mit fokus kommer til at være.

Jeg gik igen ned på løbet, og skal helt sikkert arbejde
stenhårdt på at blive bedre til at økonomisere med mine kræfter.

Mit fokus bliver på at cykle hurtigere men uden at brænde
mig ud inden løbet, og så holde et højre løbe pace end jeg har gjort de sidste
to gange.

Os tre imellem
Kenneth vandt stadigvæk vores interne konkurrence på samlet
tid, og det var selvom han havde et dårligt løb, hvor der var mange ting der
ikke lykkedes for ham – herunder endnu en punktering og endda på det helt nye
dæk, modvind og kvalme.
Pernille kom kun 2 minutter efter Kenneth og satte ny
PR, også selvom hun brækkede sig på cyklen. Hendes kvalme forsvandt dog hurtigt
efter opkastningen (måske vi andre skulle have gjort det samme). Jeg siger det
lige igen – seje tøs.

Anbefaling og snakken
hjem i bilen
Jeg var ikke helt oppe at ringe over Challenge Denmark
arrangementet. Jeg kunne naturligvis ikke lade være med at sammenligne med
Ironman 70.3 Barcelona, som virkelig er et lækkert arrangement. Jeg lister kort
de gode og knap så gode ting op:

De gode ting ved
Challenge Denmark arrangementet
– Super stemning
– Lækkert at svømme i sø uden bølger og understrøm
– Flad cykel- og løberute
– Målområdet og T2 er meget publikumsvenligt, man
kom forbi området rigtig mange gange
– Mange vanddepoter med cola, energidrik, vand,
red bull, energibar, frugt etc.
– Der var super parkeringsmuligheder

De knap så gode ting
ved Challenge Denmark arrangementet
– Søen gav muligvis kvalme og ubehag
– Energidrikken gav muligvis kvalme og ubehag
– Cykelruten var ikke afspærret for almindelig
trafik
– Der var ikke styr på hvornår vi kunne aflevere
T1 poserne
– T1 og T2 lå to forskellige steder (med 90 km
imellem)

På vej hjem i bilen snakkede vi om arrangementet, og jeg
meldte ud, at jeg ville tage Ironman 70.3 Kronborg i 2017 i stedet for
Challenge Denmark, både fordi jeg ikke var helt oppe og ringe over
arrangementet og fordi det lå for tæt på Ironman 70.3 Mallorca i forhold til
fuld restitution.
Men sagen er den, at vi har alle tre i skrivende stund
tilmeldt os Challenge Denmark som bliver afholdt som EM på halv distance i
2017. Start og slut foregår i Herning og jeg er helt sikker på at det bliver et
super lækkert arrangement forhåbentlig med T1 og T2 samme sted, samt at der er
faktisk fem uger imellem Ironman 70.3 Mallorca og Challenge Denmark i 2017,
hvilket giver en bedre restitutionsperiode.

Det bliver et super forår i 2017.

En helt fantastisk tur til Ironman 70.3
Barcelona er desværre allerede overstået. Tak Pernille og Kenneth det var vildt,
jeg glæder mig til, at vi skal af sted igen lige om lidt.

Jeg kan slet ikke stoppe med at skrive, for jeg
er fuld af fantastiske oplevelser og sikkert også rest adrenalin. Er du til den
korte version, så kommer den her:
Det var suverænt fantastisk.

Er du til den længere version, skal du
blot læne dig tilbage, tage en kop kaffe og fortsætte med at læse.

Turen og lejligheden
Vi kørte efter arbejde torsdag til
Barcelona, hvor vi havde booket en lejlighed.

Vi havde lejet en cykeltrailer til de tre cykler, der var derfor fint plads på bagsædet til at få sovet. Jeg
kørte det meste af vejen, men nåede at få knap tre timers søvn. Vi kom ned til
lejligheden fredag ved en 16-tiden og fik tjekket ind. Lejligheden var ok, men
hellere ikke mere end det. Lidt beskidt og lidt slidt – men forventet taget prisen i betragtning. Placeringen var til gengæld super.

Træning og mad
Efter at vi havde smidt vores ting og stillet
vores cykler i lejligheden samt parkeret bilen i en P-kælder, klædte vi om for at
løbe en lille tur på 20 minutter. Det var skønt at få rørt benene efter 21
timer i bil. Efter træningen og et bad tog vi ud og spiste pizza. Jeg spiser
meget sjældent pizza, så det var en sand fornøjelse.
Herefter tog vi godt mætte og trætte tilbage
til lejligheden og fik en lang sammenhængende nattesøvn – det var tiltrængt.

Lørdag morgen stod den på triatlon udstilling,
indregistrering og cykel tjek ind* i Calella. Men inden cykel tjek ind kørte vi 40 minutter på cyklen,
helt stille og roligt. Det gjorde vi for at holde gang i kroppen, men vigtigst
af alt, for at tjekke at cyklen virkede som den skulle efter kørerturen.

*Et lille tip – vi tog lidt luft ud af dækkene
på cyklen ved cykel tjek ind. Der er en lille risiko for at varmen/solen kan
udvide luften i slangerne og derved sprænge slangen. Hellere være lidt for
forsigtig, end at skulle starte løbsmorgen med at skifte slange.
Efter cykel tjek ind hoppede vi i vandet (vinden var ca. 6 m/s). Jeg svømmede omkring 10 minutter – kun for at mærke temperatur (15 grader),
bølger og understrøm. Bølgerne var middelhøje til høje og der var en del
understrøm. Vi følte os udfordret, men efter ca. 100 tjek på YR app’en, blev vi
enige om, at når prognosen meldte 3 m/s søndag morgen, måtte det være lig med
mindre bølger.
Efter svømningen spiste vi frokost ved vandet,
hyggede og læste lidt i de blade der var med i Ironman tasken fra
indregistreringen. Og der – lige midt i det ene blad stod vores navne, og ja ja
også alle de andre deltager. Men sjovt var det at se sit navn i Ironman bladet.
Herefter kørte vi hele cykelruten i bil, og bum
så var vi alle tre nervøse. I guder nogle ”bakker” vi stod overfor og sikke
nogle nedkørsler. Teknisk svært og udfordrende. Tre ”bakker” skulle forceres på
i alt 1.200 højdemeter fordelt på 10, 12 og 10 kilometer.

På vejen tilbage til lejligheden revurderede vi
vores forventede tider, og blev enige om, at vi skulle se det som en kæmpe
oplevelse, en udfordring og at det ikke blev denne rute der skulle sættes PR
på. Vi var sent tilbage i lejligheden og tog derfor en pizza med op (Pernille
tog kun en stor is). Vi var spændte, og snakkede meget om de høje bølger og den
vilde cykeltur vi stod overfor. Og om hvor fedt det var at løberuten var hel
flad.

Løbet
Vi stod op kl. 4.30, fik tøj på og spiste
morgenmad. Jeg var ikke nervøs og havde derfor fin appetit. Det blev til
en banan og to stykke hvidt brød med en cm Nutella på. Det hele blev skyllet
ned med vand.

Jeg fik lidt for meget Nutella (burde man
jo ikke kunne, når det smager så godt), og fik derfor sukker kvalme, som tog
over en time at få væk. Jeg kom på nummer to inden vi kørte, så udover sukker
kvalmen følte jeg mig klar.

Da vi havde fået læsset bilen med vores T1, T2
og Street clothes poser kørte vi til Calella (ca. 50 km fra Barcelona). Hold nu
op hvor var der langt derud denne morgen. Vi snakkede ikke rigtig sammen – både
fordi vi var trætte, men også fordi vi var koncentreret om selve løbet – og så
skulle jeg på nummer to igen…

Efter at vi havde parkeret bilen, satte vi direkte kurs til det nærmeste toilet. I guder det var befriende at
komme på toilet igen – nu var jeg klar både mentalt og fysisk.

Vi fik pumpet cyklerne, tjekket T1 og T2
poserne ind. Herefter tog vi
våddragterne på og fik tjekket Street clothes posen ind.
Vi blev kaldt ned på stranden, da de lukkede T1 og T2 for tjek ind. Pernille og jeg gik derned og Kenneth
stillede sig i kø til toiletterne. Vi hilste pænt af – for vi vidste, at det
var sidste gang, at vi så ham inden løbet var slut.

Bølgerne var heldigvis ikke så store som de
havde været om lørdagen, men de var bestemt hellere ikke små.

Svømningen var running start, hvilket betyder
at man står i en lang kø, og i køen er der sat skilte op med forventet
slut tid på svømningen. Vi blev enige om, at stille os ved 45 minutter skiltet –
noget for langsomt for Pernille og lidt for hurtigt for mig, men så kunne vi
stå sammen. Pernille var meget nervøs for at blive ramt i vandet, og hun var
hellere ikke så glad for de middelhøje bølger.

Jeg prøvede at afhjælpe Pernilles nervøsitet
med snak, grin og være lidt fjollet, og lidt hjalp det sagde hun bagefter. Jeg koncentrerede mig om Pernilles nervøsitet og glemte derfor selv at være nervøs.

Vi kom i vandet og fik desværre de forventede slag. Pernille brystsvømmede for
at orientere sig, jeg lagde mig ved hendes side og begyndte at crawl med det
samme – dog ikke hurtigere end Pernilles tempo. Da vi kom lidt længere ud, gik
Pernille også over i crawl.

Efter 1.000 meter svømmede vi stadigvæk næsten
side om side, og jeg havde en rigtig fin puls, så jeg vidste, at jeg kunne
fortsætte i samme tempo resten af vejen. Vi drejede omkring endnu en
retningsbøje og så skete det igen, først fik jeg et spark i ansigtet, så blev
jeg svømmet over og igen et slag til nakken – tror det sidste slag var fra et
arm tag.

Jeg mistede orienteringen og måtte stoppe op. Herefter lagde jeg mig
på ydersiden af banen for at undgå den konfuse trafik, det hjalp helt klart på
det, men Pernille kunne jeg ikke se længere.

Jeg fortsatte alene ude i ydersporet og fik
derfor svømmet nogle ekstra meter. Pernille kom 6 minutter hurtigere op af
vandet – vildt at orientering og lidt ud af retning kan gøre så meget på 900 meter.

På grund af de middelhøje bølger stod der
hjælper langs stranden og hev fat i deltagerne – havde de ikke gjort det blev
man skyllet ud igen. Det var derfor op i brystsvømning, ride på en bølge og
lade sig gribe af en hjælper. Det lykkedes i første hug for mig, men jeg kunne
se, at der var flere det ikke lykkedes for.

Jeg små løb ind i telte hvor man skulle skifte
fra svømning til cykling (T1). Jeg sagde flere gange højt til mig selv – rolig
nu – det er “Kun for sjov”. Det var vigtigt at få pulsen ned, så jeg ikke glemte
noget. Fik skiftet og løb i strømpesokker ned til cyklen, som stod ca. 150
meter fra T1 posen. Det var en klog beslutning først at tage skoene på henne
ved cyklen, for jeg overhale flere som løb i deres cykelsko på vej derned.

Jeg fik cykelhjelmen på og løb med cyklen ud,
til der hvor man må begynde at cykle. Op på jernhesten og så af sted. Det gik
præcist som jeg havde forventet, og jeg glædede mig over, at jeg havde svømmet mere
end 7 minutter hurtigere end til Frederiksværk Stålmand hvor ruten var helt uden
bølger. Denne gang var jeg langt fra en af de sidste der kom op af vandet – jeg
har forbedret mig markant, og det er en fed følelse at tage med på cyklen.

Jeg kunne mærke, at jeg havde rigtig gode ben,
og at jeg mentalt var godt forberedt på de tre ”bakker”. Jeg lagde mig hurtigt
ned i bøjlen og begyndte at træde til. Efter 500 meter snævrede vejen ind og
man kunne max være tre cykler ved siden af hinanden. Jeg lå i det midterste
spor og overhalede den ene efter den anden.

Lige pludselig trak en deltager ud foran mig,
jeg skyndte at trække ud, men han fortsatte med at trække ud, og til sidst
var jeg helt tæt på muren ved ydersporet. Fordækket fløj ned i en riste og kom
i vibration. Det næste jeg husker var, at jeg stod ved siden af cyklen og en
official på motorcykel spurgte om jeg var ok. Jeg tog mig til venstre arm, og så
at jeg blødte, men tørrede det af og kunne straks se, at være var det hellere
ikke. Jeg sagde, at jeg var ok og satte mig op på cyklen, hvilket fik publikum
til at sukke lettet op og de startede med at klappe.

Det gav mod og lysten til at fortsætte – tak
til alle dem der klappede.

Efter 200 meters kørsel måtte jeg hoppe af
cyklen igen – min venstre klikpedal ville ikke klikke skoen fast. Jeg prøvede
at fixe den, men hele kernen var gået af og lå løst inden i.

”Det er kun for
sjov”, ”Man kan sagtens gennemføre alligevel”, tænkte jeg.

Jeg tjekkede armen igen og opdagede nu, at jeg
havde ondt i venstre skinneben*. Det var en del mere tilredt end armen, men jeg
var ligeglad, jeg skulle gennemføre, jeg skulle have medaljen med hjem til
børnene…

*(Fysiske skader ved styrtet: Hudafskrabning på
venstre arm, venstre skinneben, hofte, lænd og skulder, de sidste tre opdagede
jeg først efter badet om aftenen.

Derudover fik jeg et slag på læggen, som blev
til en indvendig bule a la et due æg – føltes som påbegyndende krampe resten af
turen, specielt på løbet.

Cykel skader: Flænset styrbånd, defekt klikpedal, skævt baghjul og en del
ridser. Styrtet var mit første styrt, og forhåbentlig mit sidste (well…) og det
tog lige knap 7 minutter i alt.

Cyklen blev repareret ude hos Trek Cykler Tilst fra dag til dag. Stor tak til
Henrik Villumsen fra Trek Cykler Tilst for en fantastisk service og rigtig gode
priser.

Mit ur gik også i stykker. Efter styrtet viste det mangel på batteri ikonet,
men har heldigvis optaget hele løbet, dog i Freestyle mode. Jeg har sendt uret
til reparation, og håber at de kan fixe det.)

Generelt var ”bakkerne” hårde at komme over,
specielt de sidste 2.000 meter på alle tre ”bakker” hev tænder ud. Det sidste
stykke havde store stigninger og hårnålssving. Jeg var flere gange nede omkring
10 km/t. Men over kom jeg.

På den anden ”bakke” kom der en dansk deltager
op på siden af mig, og spurgte om jeg var ok. Han havde set styrtet og
fortalte, at jeg havde slået en koldbøtte med cyklen. Det havde set vildt ud, så
han var bare glad for at høre, at jeg var ok. Han anerkendte også at jeg
fortsatte med defekt klikpedal, hvilket gav mig endnu mere energi til at
gennemføre.

Jeg stak hånden ned i tri dragtens baglomme på
ryggen for at tage en banan. Igggrrhh – bananerne var blevet til mos sammen
med energi gelerne. Som om jeg ikke havde haft udfordringer nok – jeg grinte
lidt for mig selv og sagde ”Det er kun for sjov”, og så boksede jeg videre opad
og nød i stedet energi dunken, som jeg tog ved sidste vand depot.

Efter løbet gav Pernille en energi
vingummi som smagte fantastisk. Jeg vil træne med det de næste uger, og går det godt, skal jeg
bruge dem i stedet for gels til Challenge Denmark. De fedter ikke på samme
måde, og skulle jeg styrte igen, kan de godt holde til stødet. Derudover har
jeg investeret i en taske som sidder lige efter cykelstyret. Det skulle gøre
det lidt nemmere at finde maden, i forhold til at skulle om på ryggen hele
tiden.

På nedkørslerne gav jeg den langt mere gas, end
jeg havde turde håbe på. Det var fedt og det var også med til at holde humøret
oppe. Efter anden bakkes nedkørsel begyndte jeg at få overskud til ”Kun for
sjov” delen. Jeg fik lavet håndtegn til kameraerne, vinket til tilskuerbørnene
og dem der stod med klokker, fik jeg til at hammer ekstra hårdt, når jeg kom
forbi. Alt sammen gav mig mere energi til de sidste kilometer.

Cykelruten sluttede af med at vi skulle cykle
ind, op og ned igennem Calella. Der stod skilte om at man skulle passe på og
sænke farten, og nu kunne jeg godt mærke, at jeg var ved at være brugt. Jeg fik
stillet cyklen og skiftede lynhurtigt i T2 til løb. Fandt hurtigt en rytme og
løb kun anderumpe stilen i nogle få meter. Men min rytme var langsom – alt for
langsom.

Jeg gik helt kold – havde ikke flere kræfter og
så gjorde det ondt i den venstre læg. Det var hårdt, både fysisk men også
psykisk.

Havde jeg tilladt mig selv at pive lige der, så
var jeg brudt sammen, men jeg tillod det ikke og kæmpede videre, og fik da også
hilst på et par danske tilskuer, og de tilskuer der heppede på mig fik et smil
med på vejen. Jeg mødte Pernille og Kenneth på deres sidste runde, og her blev
det også til et hej/vink/smil.

Endelig kunne jeg se mål, normalt kan jeg altid
finde 5% ekstra til den sidste kilometer, men jeg havde ikke mere at skyde med.
Jeg luntede ned til mål – helt smadret. Da jeg ramte 100 meter tilbage skiltet
og den røde løber, fandt jeg ”Kun for sjov” ånden frem og luntede fra side til
side med hånden bag øret og fik tilskuerne til at rejse sig og råbe alt hvad de
kunne. Det var en vild oplevelse, som om jeg var stjernen i løbet.
Speakeren
stod midt på den røde løber 10 meter fra mål, og han kunne ikke læse mit navn
op, så jeg stoppede helt op og viste mit nummerskilt med navn, så han kunne
råbe at nu var jeg i mål. Pavestolt løb jeg over målstregen og fik min medalje.
I skrivende stund får jeg stadigvæk gåsehud over hele kroppen med tanken om at
løbe i mål. Jeg kan uden problem genkalde den følelse igen og igen.

Jeg gik ned for at få min finisher T-shirt og
her stod Pernille, hun havde hørt at jeg kom ind. Hun spurgte om jeg var ok, da
hun opdagede mine sår. Jeg sagde til hende, at jeg ikke kunne snakke lige nu.
Vi gik i stedet over for at få vores Street clothes pose.

Da jeg havde fået min
pose satte jeg mig ned. Først rystede jeg over hele kroppen, så begyndte jeg at
hulke og så væltede det ud med gråd og snot. Jeg var helt færdig, kunne slet
ikke stoppe igen. Om det var efter chok fra styrtet, udmattelse, ondt over det
hele eller en kombination, det ved jeg ikke – men det var skønt at få det ud.

Pernille lod mig sidde indtil jeg fik samlet
mig selv op, tror godt hun vidste, at hun hverken kunne gøre fra eller til. Da
jeg havde samlet mig selv op, gik vi ind i teltet og fik mad og drikke. Jeg fik
ringet til fruen, som havde fulgt med på livetracker og Ironman’s live stream
tjeneste. Hun anede heldigvis ikke noget om mit styrt. Hun fik en kort status,
og vi aftalte, at jeg skulle ringe senere for at gå lidt mere i detaljerne.

Vi fandt Kenneth i det område, hvor vi havde
aftalt at mødes. Kenneth, eller raketten som jeg kalder ham, havde været der i
noget tid. Han havde hellere ikke haft et PR løb, men han var stadigvæk meget
hurtigere end både Pernille og jeg.

Os tre imellem
Tillykke til Kenneth for den overordnede sejr plus hurtigst på cykel og løb. Tillykke til Pernille for at være den hurtigste
svømmer samt bedste placering i aldersgruppe. Tillykke til mig selv for at vinde
den fjerde disciplin hurtigst i T1 og T2 (her skulle der være en græder af grin
smiley, men bloggen kan ikke sætte den slags smileys ind ;-).

Min anmeldelse af Ironman 70.3 Barcelona
Prøv det – det er et lækkert, velorganiseret og
helt igennem fantastisk løb. Alle ruter er spærret af, der er officials over
alt, triatlon udstillingen var rigtig fin – Pernille fik købt en del tøj der
var under halv pris sammenlignet med Danmark, lounge områderne var hyggelige,
ok mad, nem og overskuelig indregistrering, perfekt T1 og T2 område – alt i alt
bare rigtig godt. Vi var aldrig i tvivl om hvad vi skulle. Ironman konceptet er et dyrt arrangement at deltage i, men man må give dem det, der er 100% styr på det hele.

Bølgerne var høje på dagen, cykelruten er vild hård og teknisk svær, i hvert tilfælde når man normalt kører i Danmark, men
heldigvis er løberuten flad. Der var ok med tilskuer, men der var klart plads
til flere.

Jeg vil anbefale, at man tager derned sammen med andre, enten andre deltager
eller tilskuer. Det er rigtig godt, at man kan dele oplevelserne sammen, men også at
man kan deles lidt om praktikken, for selvfølgelig er der flere ting, der
skal gå op, når man blandt andet har sin cykel med.

Jeg kan varmt anbefale dette løb, men tilmelder
du dig løbet, skal du ikke sætte næsen op efter ny PR. Jeg vil ikke anbefale
løbet som første løb – hovedsageligt pga. cykelruten.

Har du ekstra tid, så har den spanske TV kanal TDP
lavet en lille video om 70.3 Barcelona.

Om aftenen
Om aftenen tog vi ud og spiste Tapas, fik
velfortjent vin og så den spanske pokalfinale, hvor Barcelona selvfølgelig
vandt.
Alt i alt en ret god dag. Vi var tilbage i lejligheden omkring midnat,
og vi var så udkørte at ingen af os lå mere end et splitsekund på hovedpuden,
før vi sov.

Dagene efter løbet
Av, av og av. Ondt over det hele, muskelømhed,
ondt i sårene – bare sådan rigtig øv.

Den del skulle bare ignoreres, så vi gik byen tynd (25 km) og fik på den måde
løsnet op, men hver gang vi sad stille, så gjorde det ondt at komme i gang
igen. Udover at have ondt, stod den på at spise, hygge, spise, se lidt af byen,
spise, drikke en øl og lidt vin, og spise og spise og…
I dag, fire dage efter løbet, har jeg været ude
og cykle – og igen, tak til Trek Cykler Tilst for at reparere min cykel så hurtigt.
Hele dagen har jeg følt mig klar, men da jeg først kom i gang, kunne jeg godt
mærke at inderst inde i musklerne sidder der stadigvæk mælkesyre. Det tager
formentlig resten af ugen, inde jeg kan træne på max igen.

Turen hjem bruges selvfølgelig til planlægning
På vej hjem i bilen, begyndte søgningen efter
næste udenlandske løb, og vi har peppet hinanden op til Ironman 70.3 Mallorca
2017. Jeg er derfor i gang med at finde priser på cykelkufferter, fly og hotel.

Men inde da er der en del løb som skal
gennemføres i 2016. Næste løb er Challenge Denmark 12. juni som Pernille og jeg
skal med til – og nåh ja, Kenneth skal også med. Han blev lokket med af den gode stemning
på en Tapas bar efter 70.3 Barcelona – stærkt Kenneth. Jeg glæder mig
til at være sammen med trioen igen, og mon ikke det bliver denne gang, at jeg vinder
en disciplin udover at skifte tøj hurtigt…

Otte dage før Frederiksværk Stålmand sms’ede jeg med Kenneth
fra København som også dyrker triatlon. Kenneth og jeg har kendt hinanden i 15
år, og vi har tidligere spillet fodbold sammen. Vi har også løbet nogle af de
samme maratons, men her er Kenneth i en klasse for sig selv og løber over en
time hurtigere end mig.

Vi skrev lidt frem og tilbage, om man skulle tage en
halv ironman mere i år (for mit vedkommen den første nogensinde og for hans
vedkommen den tredje i 2015). Jeg havde allerede besluttet mig for, at 70.3
Århus i september 2016 ikke skulle være den første halve ironman som det ellers
var planen, jeg kunne simpelthen ikke vente med at prøve kræfter med distancen.
Jeg manglede kun et lille skub for at tilmelde mig noget andet.

Kenneth havde haft to punkteringer til 70.3 Århus
2015 og gennemførte derfor ikke, da den sidste ekstra slange drillede. Sidste
punktering og exit var ca. 12 km før T2. Han havde derfor helt naturligt brug
for revanche.

Vi fik peppet hinanden op og jeg tilmeldte os begge
lørdag aften, velvidende at jeg kun havde otte dage til at ”pudse” formen af,
og at jeg i princippet kun havde trænet til de to sprints.

Træning
ugen op til
Om søndagen tog jeg ned på havnebanen og svømmede
1.200 meter. Det var ufattelig rart, da der var lidt indtag af rødvin aftenen
forinden. Mandag hentede jeg tri-bøjler og fik dem sat på og kørte herefter en
82 km tur – min på daværende tidspunkt længste cykeltur. Tirsdag svømmede jeg
igen 1.200 meter. Onsdag løb jeg 10 km og torsdag cyklede jeg 25 km og følte
mig ok med at være i bøjlen.

Min længste svømmetur var derfor på 1.200 meter og
min længste cykeltur 82 km inden Frederiksværk Stålmand. Jeg kunne ikke nå mere
træning, så nu måtte det bære eller briste.

Dagen
før
Fruen og jeg kørte til Frederiksværk hvor vi blev
indlogeret af værtinde Iben på Bed & Breakfast Hanehoved. Et helt utroligt
hyggeligt sted med fantastisk udsigt udover bugten og lystbådehavnen. I bil var
det kun 10 minutters kørsel til T2 – placeringen var derfor helt perfekt. Iben
tilbød at cyklen kunne stilles ind i deres aflåste garage, så den ikke blev
stjålet i løbet af natten.

Vi var de eneste gæster der var der, og havde derfor tekøkken
og TV-stuen helt for os selv, hvilket passede mig rigtig godt, da jeg ikke
havde så meget overskud til at møde nye mennesker på det tidspunkt.

Jeg havde pakket en Cæsar salat, som jeg lynhurtigt
anrettede. Alt var i poser og skulle blot hældes sammen. Hertil fik vi flute,
smør og masser af vand og saftevand.

Jeg var utrolig nervøs for, at jeg havde gabt over en
alt for stor mundfuld, ved at tilmelde mig en halv ironman. Tanken om jeg nu
kunne gennemføre resulterede i, at jeg stort set ikke spiste aftensmaden. Fruen
kunne godt mærke på mig, at jeg var meget nervøs, så hun foreslog at vi gik i
seng – klokken var omkring 22.30 da jeg faldt i søvn.

Om
morgen inden start
Kl. 2 vågnede jeg første gang og skulle på den
klassiske nat WC tur, på grund af rigelig indtag af vand.

Kl. 4 vågende jeg igen og nervøsiteten havde
fuldstændig taget over, hvilket resulterede i, at jeg ikke kunne falde i søvn
igen.

Da vi endelig stod op kl. 5.40, tog jeg et langt
varmt bad og prøvede at peppe mig selv op, men der var ikke noget at gøre –
nervøsiteten vandt igen. Efter badet fik vi pakket bilen og jeg kunne se og mærke at vejret var perfekt.
Værtinde Iben kom
ned og hygge snakkede. Hun spurgte om jeg overhovedet havde fået sovet (tror
hun havde luret, at det havde jeg ikke). Hun var sød at fortælle at hendes
mand, som var gammel ti-kæmper, hellere aldrig sov op til konkurrencerne.

Det var rigtig pænt af hende og gav faktisk lidt ro.
Hun fortalte, at hun havde dækket morgenmaden op i pavillonen, og hun havde
lagt poser og sølvpapir, til hvis vi ville lave en madpakke til turen. Så
betænksom og utrolig varm, vi kan kun anbefale Bed & Breakfast Hanehoved
til alle.
I mens vi sad og spiste morgenmad, kunne vi se
startområdet for svømmedelen og nervøsiteten steg igen. Vi sad og snakkede om,
at det var sjovt, at jeg altid skulle springe ud i noget som udfordrede mig
(for) meget, at jeg bare skulle gennemføre og huske at have det sjovt med det.
Mit mantra blev født ”Kun for sjov”.

Efter morgenmaden – som jeg stort set ikke spiste
noget af – tog vi afsked med Iben og hendes mand, som begge lovede at komme ned
og heppe på mig, hvilket de gjorde både under cykling og løb. Herefter tog vi
op til T2 hvor vi skulle mødes med Kenneth.

Vi fik parkeret bilen, hentet startnummer og
afleveret løbeskoene og to energi gels i T2 (T1 og T2 var to forskellige
steder). I T2 mødtes vi med Kenneth, det var ufattelig dejligt at se ham, for
på en eller anden måde forsvandt alt nervøsitet.
Ved ikke om det var fordi, at jeg nu havde en at
støtte mig op ad, om det var fordi vi ikke havde set hinanden i et par måneder
og derfor lige skulle opdatere hinanden, eller om det var noget helt andet, men
ro faldt der over mig, og jeg var total klar til at sætte i gang, lige indtil…

I
vandet
…at løbslederen lige skulle fortælle at nedre grænse for
svømningen blev ændret til en time og ti minutter på grund af det kolde vand og
lufttemperaturen, og så var jeg nervøs igen – tankerne fløj rundt, kunne jeg
overholde tidsgrænsen, kunne jeg overhovedet svømme så langt osv..

Kenneth grinte lidt af mig og spurgte hvad det længste jeg
havde svømmet var, og hvor lang tid jeg havde brugt på det. Ud fra mit svar
sagde han at det ikke burde være et issue. Vi fik vores våddragter på, og jeg
nåede lige over til fruen og gav hende et kys, og hun huskede mig på, at det
kun var for sjov. Herefter hoppede vi i vandet i Frederiksværk lystbådehavn,
hvor vi blev placeret bagved en usynlig streg indtil hornet lød.
Hornet lød og vi blev sendt af sted – lettere kaos ud til
første bøje, jeg fik en del slag fra de andre deltagere, men det gik. Jeg havde
ellers lagt mig ud i den ene side for at undgå trafikken. Der gik omkring 400
meter og så lå jeg som en af de forreste i den bagerste gruppe. Helt som planlagt.
Efter første runde – banen skulle gennemføres to gange – lå
jeg stadigvæk i den bagerste gruppe, men den var noget mere splittet end
tidligere. Jeg var ikke helt klar over, om jeg var ved at nå tidsgrænsen, men
havde omvendt ikke set, at der var nogle der blev taget op. Da der var 100
meter tilbage, gav jeg den alt hvad jeg kunne og kom op næsten 20 minutter før
tidsgrænsen. Jeg var en af de sidste, men jeg følte mig ovenpå, jeg havde lige svømmet 1.900 meter.

På
cyklen
Jeg løb hen til min plads i T1 og som i Århus ”flåede” jeg
våddragten af mig. Desværre var underlaget ikke græs, men derimod asfalt,
hvilket resulterede i, at der er hapset to små stykker af min våddragt på
benene. Det betyder ikke noget, men til næste gang at T1 er på asfalt, vil jeg
bruge håndklædet som underlag når jeg ”flår” min våddragt af.

På med cykelhjelmen, ned med bananer og energi gels i
tri-dragten, på med solbriller og cykelskoene og så af sted. Og nej, det er
ikke fedt at løbe med cykelskoene på asfalt – men det går. Heldigvis var min plads en af de
tætteste på udgangen af T1, så løbeturen var meget kort.

Fruen stod tæt på udgangen af T1, og da jeg fik øje på hende
råbte vi i kor ”Kun for sjov”.

Cykelruten skulle gennemføres tre gange og afsluttes med en
ekstra sløjfe på ti kilometer op til T2. Vi havde kørt ruten i bil dagen før,
men på grund af at skiltene ikke var sat rigtig op, manglede vi at køre fem
kilometer af ruten. Så første runde var lidt af en overraskelse. Efter de
første fem kilometer følte jeg at jeg havde rigtige gode ben, så jeg gav den
fuld gas. Lynhurtigt havde jeg taget de første tyve og lidt langsommere tog jeg
de næste ti deltager. På anden runde lå jeg tæt på midt i feltet, hvilket var
en super fed fornemmelse. Ca. halvvejs på anden runde kom de første tre elite
deltager og overhalede mig rimelig langsomt, det vil sige jeg holdte en ok
fart. Men så skete det…
Jeg tabte farten på et helt lige stykke, og forhjulet
begyndte at virke underligt. Jeg var punkteret på forhjulet – æv, det var ikke
lige det jeg havde brug for på min første halve ironman. Jeg bremsede op, hoppede af cyklen, tog forhjulet af (hurra for quick release), fandt ny slange
og patron frem. Herefter satte jeg mig ned og tog en sluk saftevand og ventede
til pulsen var helt nede. Jeg havde nemlig kun en slange med – så det skulle
lykkes første gang. Reminder til mig selv – husk to slanger og patroner til
næste gang.

Heldigvis havde jeg skiftet dæk dagen før, så jeg havde
næsten prøvet at skifte slange, det skulle nok gå.
Da pulsen var helt nede, huskede jeg på den video jeg havde
set angående slange skift. Jeg satte plastik dækjenet ind under dækket og
begyndte at løsne dækket. Kunne med det samme mærke, at det ikke var nødvendigt, og jeg i stedet blot kunne tage det af med kræfterne fra mine finger. Jeg ville
se, hvad der var skyld i punkteringen, men det var ikke nødvendigt, da der faldt
et stykke glas ud, da dækket kom helt af.

Af med den gamle slange og på med den nye. Dækket kunne jeg
igen sætte på med mine finger. Herefter satte jeg patronen på adapteren og
fyrrede den af. I løbet af ti sekunder var dækket pumpet op af patronen. Jeg
valgte den patron uden gummibeskytter på – rookie mistake. Gummibeskytteren er
der ikke for at undgå klinke lyde, men for at beskytte dine finger, da patronen
bliver sindssyg kold, når den fyrres af.

En ældre herrer på cykel kom tilfældig forbi og spurgte om
jeg skulle have hjælp – cykelruten var ikke spærret af for almindelig trafik –
jeg sagde mange tak for tilbuddet, men jeg var i gang med at gennemføre en halv
ironman, og til konkurrencer må man ikke modtage hjælp.

Lapningen tog imellem otte og ti minutter.
I mens jeg sad og fumlede med dækket, kunne jeg høre den ene
efter den anden cykel suse forbi, hvilket gav mig mental energi til at give den
fuld gas – nu skulle de overhales igen. Jeg fik overhalet dem alle en gang til
inden sidste runde var overstået, og på de sidste ti kilometer op til T2, fik jeg
overhalet ca. ti mere. Da jeg kom op til T2, kunne jeg se, at jeg kun
var omkring ti minutter bagud den tid, jeg selv havde regnet med, og det var
inklusiv punkteringen. Det gav et lille ekstra boost, så skiftet til løbesko
skete så hurtigt, at jeg glemte at få cykelhjelmen af – rookie mistake nummer xxx.
Løb smågrinende de tre meter tilbage med hjelmen og så i fuld fart hen til
udgangen på T2.

Løbet
”Kun for sjov” råbte jeg til de to vagter ved T2, de grinte
og ønskede mig god tur. Kom lynhurtigt ind i min rytme, nærmest som om jeg slet
ikke havde cyklet 90 kilometer. De første to kilometer var helt flade – jeg
følte mig ovenpå og holdt mit normale pace. Men…

Bang og der stod muren!

Ved den første stigning på ruten, fortalte hver en muskel i
min krop, at jeg var helt flad. Hold nu kæft det gjorde ondt, men jeg vidste, at
jeg kunne gennemføre, for samme følelse har jeg haft til alle de maratons, jeg
har gennemført. Det var bare vigtigt, at jeg fandt mit eget tempo.

Jeg løb dog ikke langsommere, end at jeg en sjældent gang
blev overhalet, men jeg overhalede også et par stykker. Ruten skulle gentages
fire gange og der var i alt 200 højde meter. Det vil sige 50 højdemeter pr.
omgang. De højdemeter lå alle sammen på en laaaaang bakke. Endelig henover
bakken første gang, men tanken om at den skulle løbes tre gange mere var ikke
opmuntrende. Inde i mit hoved råbte jeg ”Kun for sjov – kun for sjov” og
begyndte at små grine, jeg fandt gnisten og lysten igen, men hver gang jeg kom
til bakken, så skulle hovedet lige have en ordentlig gang ”Kun for sjov”.

Omkring målområdet stod der en del tilskuer, som man skulle
forbi ved hver runde. Nogle af de første tilskuer man stødte på kunne huske
mig fra cykelruten, så de gav den ekstra gas, når de så mig blandt andet med en
ko-klokke – og 1.000 tak for det, for man kunne høre den flere hunderede meter
væk, og det fik mig altid til at sætte tempoet op. Jeg glædede mig til at se
dem ved hver runde, for de var sjove, opmuntrende og så vidste jeg, at der
var en runde mindre. I slutningen af tilskuermængden ved målområdet stod fruen
og råbte ”Kun for sjov” og fortalte hvor Kenneth lå.

Jeg vidste godt, at Kenneth ville være meget hurtigere end
mig, og det overraskede mig hellere ikke, at han allerede overhalede mig på min
anden runde lige før mål (hans sidste). Han gav en løbende krammer/klap på
skulderen og sagde – det er fanme en hård rute, men giv den nu gas – og så var
han væk igen.

De sidste to runder gik ok, der var stadigvæk overskud til
den ekstroverte motionist. Alle fik high fives eller ”Kun for sjov” med på
vejen. Deltager der var gået helt i stå heppede jeg på, og prøvede at
overbevise dem om, at det snart var slut. Sidste runde gjorde ondt, men var
sjov og rimelig hurtigt overstået.

Gennemført
Endelig kunne jeg se målet, tjekkede en ekstra gang at jeg
havde alle tre elastikker fra hver runde man havde gennemført, det havde jeg,
satte ”spurten ind”, og overhalede to der manglede en runde mere, og løb så i mål. Fruen havde jeg kunnet
høre heppe på mig på lang afstand, og hun stod nu med åbne arme på den anden
side af målstregen. Kæmpe krammer fra fruen og den var tiltrængt. Jeg var helt
færdig, overdrevet lykkelig over at jeg havde gennemført min første halve
ironman, tudefærdig over alle de følelser der var i kroppen og træt, sådan
rigtig træt.

Vi fik pakket sammen, hentet cykler og tasker, tanket op med
diverse drikke, madpakke og frugt fra målområdet til turen hjem. Alt mad og drikke stod Frederiksvæk Stålmand
for, og jeg må indrømme at det er det bedste efter-en-konkurrence-mad jeg
nogensinde har fået – stor ros til dem og deres sponsor.
Da vi var klar til at køre – fik vi taget det klassiske
medalje-kammerat-vi-har-gennemført-noget-stort billede.

Hjemturen
Fruen kørte bilen hjem – og det var jeg glad for, for mine
ben reagerede ikke helt som de plejede. Jeg spiste min madpakke, var lidt på de
sociale medier og tjekkede resultaterne. Vi var lige over en tredjedel af de
tilmeldte der gennemførte. Af de gennemførte lå jeg i toppen af den sidste
tredjedel. Jeg havde gennemført med plus 22 minutter i forhold til egne mål,
men med 10 minutters punktering var det ”kun” 12 minutters overskridning. En
helt ok fornemmelse.

Halvvejs hjemme tog vi et pit stop med de klassiske burger,
men jeg var så udkørt, at jeg næsten ikke kunne spise.

Restitution
Da vi kom hjem hentede vi vores børn og fik
pakket ud. Cyklen skulle vaskes, våddragten hænges op osv.. Herefter stod den
på saftevand, masser af chokolade og benene op. Mandag morgen havde jeg meget
svært ved at komme ud af sengen, og min krop skreg generelt på hvile, mad og
væske – og det fik den lov til.

Tirsdag var jeg overraskende allerede ovenpå
igen, og løb derfor en seks kilometers tur i ekstra langsom pace. Fra onsdag trænede
jeg som normalt igen.

Der er mange diskussioner om restitution. Jeg
er af den overbevisning, at man skal lytte til sin krop og selvsagt ikke give
den fuld gas før, at man kan mærke, at man er helt klar til det. Der findes
mange artikler om restitution på nettet. Et tænkt eksempel kunne være, at du
har læst at man skal holde tre dages hvile efter en konkurrence. Men hvis din
krop ikke føles klar efter tre dages hvile, så skal man ikke begynde træning og
omvendt hvis kroppen kun har brug for to dages hvile, så skal man ikke vente i
tre, blot fordi man har læst det.

Lyt til din krop.

Hvem lokker hvem
Weekenden efter Frederiksværk Stålmand skrev
jeg sammen med Kenneth igen. Adrenalinen havde ikke helt lagt sig endnu –
vi snakkede (læs: lokkede hinanden) om man skulle tage endnu en i 2015, man
kunne for eksempel tage til udlandet. Vi blev til sidst enige om at vente
til foråret.

Vi havde dog snakket så meget om udlandet, at
det endte med, at vi meldte os til 70.3 Barcelona. Pernille har sidenhen også tilmeldt
sig, bilen er derfor fyldt op, for fruen skal også med for blandt andet at råbe
”Kun for sjov”. Derudover deltager Pernille og jeg i Challenge Denmark tre uger
efter Barcelona og ugen efter Challenge Denmark, skal vi løbe Århus halvmaraton
– gad vide om vi ikke også kan lokke Kenneth med til det løb…

Efter sommerferien står den på OL distance i
Åbenrå sammen med Pernille og indtil videre er jeg alene til 70.3 Århus, da både Pernille, Kenneth og Jesper tager den fulde Ironman i København omkring samme tid som 70.3 Århus.

Nye mål i hus – nu ved jeg, hvad jeg skal træne
efter i 2016 – og jeg glæder mig.

Efter Åbenrå sprintet fandt jeg ud af, at triatlon var præcist
den sportsgren jeg skulle fordybe mig i. Jeg var dog helt sikker på, at jeg
ikke skulle ud i at afprøve en halv ironman før 70.3 i Århus 2016 (hvilket der
er lavet en del om på siden – se løbskalender). Jeg valgte derfor i stedet for,
at tilmelde mig KMD 4:18:4 Århus.

Som du måske har læst i mit tidligere indlæg #1 – Åbenrå 2015, så hapsede jeg et lille stykke af den våddragt,
som jeg havde lånt af Jesper. Som en lille kompensation for det, gav
jeg ham et startnummer til KMD 4:18:4 Århus. Han var egentlig tilmeldt 70.3
Århus om søndagen, men på grund af en drilsk ryg kunne han ikke sidde ret lang
tid på cyklen, så han havde solgt sit startnummer, men kunne godt klare et
lille sprint, om end ikke for andet, så for hyggen ved at deltage sammen med en
rookie. Jeg tilmeldte os under Team Runken Røv – vi er begge over 40.

Jesper og jeg mødtes ude på vejen og cyklede i god tid ind
til startområdet inde i Århus. Det blæste en hel del og bølgerne var en til
halvanden meter høje, hvilket havde resulteret i, at Ironman teamet i
samarbejde med livredderne, havde forkortet svømmeruten til 300 meter. Jesper
og jeg blev enige om, at der ikke blev ny svømmerekord, men at vi skulle have
en sjov rutsjetur ude i bølgen blå. Til en af open water træningerne på
havnebanen i Århus, havde bølgerne været næsten lige så høje, og her havde jeg
en fest med at svømme, så jeg var ikke nervøs for den del.

Jeg var spændt på hvordan konkurrencen skulle gå, følte mig
i ok form og godt forberedt. Angående formen og selvtilliden, så hjalp det helt
sikkert, at jeg fem dagen forinden havde lavet ny PR til Audi
Challenge halvmaraton 2015.

Inde ved startområdet mødte vi en del venner, familie og
bekendte, det var derfor rigtig godt, at vi kom i god tid, da en del tid gik
med hyggesnak. Vi fik tjekket cyklerne ind og gjort T1/T2 klar til løbet, men
det hele skulle overdækkes på grund af regnen. Herefter gik vi over og kiggede
på udstillingerne samt snakkede med endnu flere.

KMD 4:18:4 er utrolig godt arrangeret, det hele lugter meget
af at Ironman firmaet har gjort det her mange gange før. Det er fedt for en
rookie at blive båret igennem, uden at man skal bruge for mange kræfter på alt
det praktiske. Jeg kan helt klart anbefale dette sprint til alle, der vil prøve
kræfter med triatlon.
Der var omkring 600 deltager og vi blev derfor sendt af sted
i hold med fem minutter imellem hvert hold. Jesper og jeg gik derned i god tid,
så vi kunne følge med i hvad folk gjorde godt og skidt. I guder hvor var det
koldt at stå dernede og blive nedkølet i den kraftige vind – godt vi havde
våddragterne på som tog den værste kulde.

Hornet lød – vi løb ud i vandet. Jesper foreslog at vi skulle blive ude i den ene side af gruppen, således at vi ikke fik alt
for meget trafik de første 50 meter. Det virkede, men efter de første 50 meter, var
det dog svært at orientere sig på grund af højden på bølgerne. Jeg fik kæmpet
mig ud til den første bøje og allerede her var Jesper foran mig. På tværs af
banen og over til bøje nummer to gik uden problem, bølgerne kom fra siden og
det passede mig udmærket. Fra bøje to og ind til T1 gik det knap så godt, min
rytme gjorde at når jeg trak vejret og orienterede mig, så lå jeg nede i en bølgedal
og kunne derfor ikke se andet end vand. Anden gang hvor jeg var nede i en
bølgedal, besluttede jeg mig for at følge en anden svømmer, hvor hans rytme
passede med at han lå oppe på højderyggen af bølgen, når han orienterede sig –
det var noget af et sats, men det virkede heldigvis. Endelig var jeg inde ved
stranden igen og kunne løbe en relativ lang rute op til T1.

Da jeg kom forpustet op til cyklen, sad Jesper og var ved at
tage cykelsko på. Vi grinte lidt – underforstået at det havde været en vild svømmetur
– og jeg fandt ud af at han havde været omkring et minut hurtigere end mig. Jeg
”flåede” min helt nye våddragt af på få sekunder, og overbeviste mig selv om,
at jeg kunne indhente Jesper, ved at skifte hurtigt. Jeg havde droppet
elestikkerne på cykelskoene, da det ikke virkede for mig i Åbenrå, men fandt ud
af, at det ikke er så slemt at løbe i cykelskoene så længe at underlaget er
græs. Da jeg nåede op til udgangen på T1 løb Jesper og jeg side om side, og jeg
kom først ud på vejen. Jeg fumlede med mine klikpedaler og hørte Jesper sige et eller andet om god tur,
da han accelererede forbi mig på hans lækre tri-cykel.

Ruten var ni kilometer og skulle køres to gange. Jesper og
jeg havde kørt den sammen i starten af ugen, så jeg kendte hvert et sving og
bakke – det var en rigtig fed fornemmelse. Den første og sidste kilometer var
der sidevind hvilket gjorde det hårdt og lidt teknisk at køre. Resten af ruten
var rigtig fin med læ fra træerne, men man kørte i begge sider af vejen,
hvilket gjorde at der ikke var meget plads til at overhale, og det var
nødvendigt da der var mange langsomme motionister. Meget af tiden kunne man
høre mig råbe ”cykel bagfra” men også ”kom så Jesper – du ser stærk ud” (når vi
passerede hinanden i hver vores retning). Jespers helt klare spidskompetence
er cyklen, så det var ikke overraskende at han smadrede de 18 kilometer noget
hurtigere end mig.

Jeg kørte på min spritnye
cykel, som jeg havde fået af fruen i 40 års fødselsdagsgave – se udstyr
indlægget. Jeg holdte lige knap 28 km/t i gennemsnit, hvilket på det tidspunkt
var rigtig fint taget træningsmængde, rute og vejr i betragtning.

T2 gik som planlagt og jeg fik overraskende hurtig balance i
benene samt fandt mit pace, inden jeg var helt ude af T2. Jeg er overbevist om,
jo flere gange man træner overgangen imellem cykling og løb, jo nemmere bliver
det. Løberuten skulle også gennemføres to gange, og på ruten var den berygtede
Kongevejen i Århus. Overraskende og heldigvis skulle man kun løbe halvt op af
Kongevejen (jeg havde ikke læst kortet godt nok), det vil sige lige der hvor
den bliver rigtig hård, skulle man løbe ind i skoven på et dejligt fladt
stykke.

På anden runde gav jeg den alt hvad jeg havde, og løb flere
gange med et pace der svarer til mit hurtigste interval løb – og endda lidt
under. Hvorfor? Størstedelen var at jeg igen fik folk til at heppe på mig, og
fik dem til at huske på mig, så de gav den hele armen anden gang jeg passerede
dem. Det er så fed en følelse, og man kan bare ikke lade være med at give den
alt hvad man har, når man bliver båret igennem på den måde. Den lille del var
også, at jeg ikke ville ”tabe” alt for meget tid til Jesper.

I mål kom jeg og her stod Jesper, hans frue og datter og
heppede mig i mål. Igen gav jeg den lige lidt ekstra. Min egen frue var desværre
forhindret denne gang, men hun kom stærkt tilbage til næste konkurrence.

Jeg var meget tilfreds med konkurrencen, tiden og min
placering som var i den bedste fjerdedel og var endnu engang tændt på flere
triatlon oplevelser.

Audi Challenge Aarhus
Halvmarathon er arrangeret af Århus 1900. Det er et lille (der er ikke så mange
deltager) og utrolig hyggeligt løb. Der er alle de ting der skal være – tidstagningschip,
vanddepoter, underholdning, forplejning efter løbet og så er det i mit
nærområde. Det, at det er i nærområdet gør, at man kender en del af dem der
deltager, og det i sig selv er super hyggeligt. Hvis man har deltaget i et
større løb tidligere som for eksempel København maraton eller Århus City
Halvmarathon, så vil dette løb virke meget lille men stadigvæk hyggeligt.

Jeg mødtes med Martin som har
været min løbemakker siden 2008, og vi fulgtes ad til startområdet. Vi snakkede
om, at vi ikke var i vores bedste form, at sommerferien stadigvæk hang på
maven, at jeg havde drukket vin om fredagen og at vi vist bare skulle
gennemføre. Vi snakkede også om hvor langt vi havde løbet op til konkurrencen,
og der var ingen af os der havde løbet over 12 kilometer efter sommerferien.
Som sagt – vi skulle bare gennemføre.

Startskuddet lød og vi gik i
gang. Da vi havde løbet omkring fire kilometer mente min løbemakker at vi løb
for hurtigt i forhold til pace. Vi havde ikke rigtig aftalt et pace på forhånd,
så det var lidt svært at være enig eller uenig.

Jeg følte mig ret godt tilpas i
det pace vi løb i, så jeg fortsatte pacet og regnede med at han ville følge
med. Martin er en stærkere løbere end mig og har været hurtigere i mål i
samtlige fire maratons samt en halvmaraton vi har gennemført sammen. Imellem 10
og 12 kilometermærket kunne jeg godt mærke at han ikke havde det i sig,
så jeg spurgte om det var ok med ham, at jeg løb fra ham, hvis vi kom ind på
Viby stadion sammen, så jeg for førte gang kunne sige, at jeg var hurtigere end
ham. Det grinte vi lidt af og Martin sagde – selvfølgelig. Jeg tænkte, at det
kunne få ham lidt op i gear, men det havde desværre den modsatte effekt, for et
minut efter var han faldet 100 meter længere tilbage i forhold til mig.

Jeg følte at min ben var gode,
så jeg sat tempoet ydereligere op, og det skulle vise sig at være en super ide.

Nu hvor jeg løb alene, fortsatte
jeg med at eksperimentere med at være ekstrovert. Jeg begyndte for eksempel at
råbe til tilskuerne ”der skal heppes på Heinrich” og sikke et boost det giver,
når folk man ikke kender råber ens navn. Og hvor er det sjovt at se folks
reaktion, når man kommer løbende, stor smilende og råber af tilskuerne ”kom nu,
I kan godt heppe højere”. Tilskuerne kunne efterhånden huske mig og mit navn,
hvilke gjorde at på opløbsstrækningen på Viby stadion, kunne jeg spurte mig
igennem de sidste 300 meter, på det boost jeg fik af folk der heppede mig i
mål.

Boostene, og det faktum at
benene var langt bedre end jeg havde forestillet mig, resulterede i ny PR. I
forhold til forårets halvmaraton tog jeg tre minutter af – hvilket er ret meget
hvis man fordeler det over 21 kilometer (ca. ni sekunder pr. kilometer).

Jeg blev i målområdet og heppede Martin i mål. Herefter løb jeg hen til bilen for at køre op til fodboldkamp,
hvor jeg lige kunne nå at spille anden halvleg. Efter 30 minutter fik jeg
krampe i baglåret efter et indlæg og bad om at blive skiftet ud.

Det kan på ingen måder anbefales
at spille fodbold, eller for den sag skyld dyrke noget som helst lige efter en halvmaraton,
men det var fedt at kunne hjælpe holdet, som var ramt af en del afbud (blandt
andet mit eget).

Vi vandt kampen og jeg lavede ny
PR, så alt i alt en ret god dag.

Mit første
Sprint var i Åbenrå den 9. august 2015.

Jeg blev lokket af Pernille (en arbejdskollega)
til at dyrke triatlon, og det skal hun have mange tak for. Jeg diskuterede det
med fruen, som er vant til mine skøre ideer, og den landede på, at hvis jeg ikke
brugte mere tid på træning end til maraton, så var alt godt.

Træning
Jeg blev tilmeldt 5:20:5 Åbenrå (500 m svømning
– 20 km cykling – 5 km løb) den 3. juli, og havde derfor kun en måned og seks
dage til at få lært at svømme OW (open water) og cykle. Hertil skal nævnes at
jeg var på ferie i tre uger i juli.

Jeg følte mig egentlig i rimelig form, havde
løbet Copenhagen Marathon i maj og BESTSELLER Aarhus City Halvmarathon i juni,
så løbeformen var rigtig god, og jeg følte mig klar til endnu en udfordring.

Jeg nåede at svømme ni gange OW, fem gange på
sommerferien i Spanien uden våddragt, to gange i havet ved Risskov og to gange på havbanen i
Århus. Cyklen blev luftet fem gange på en 22 km tur. Løb som normalt (3-4 ture
pr. uge) men ikke over 10 km. Prøvede en gang at cykle 22 km efterfulgt af en 6
km løbetur, det er en sjov fornemmelse de første par gange man løber lige efter at have cyklet. Benene vil ikke rigtigt det, som man vil have dem til. Men der går ikke meget mere end et par 100 meter før alt er, som det plejer at være.

Udstyr
Cyklen fik jeg købt på DBA (5 år gammel Trek alu.) og cykeludstyr
(hjelm, cykelsko, ekstra slager etc.) i Trek Århus butikken i Tilst. Løbesko og
det meste tøj havde jeg, men købte dog en triatlondragt og et løbenummerbælte.
Våddragten lånte jeg af Jesper som også dyrker triatlon. En ældre
almindelig våddragt til træning og hans egen svømmevåddragt til konkurrencen –
mere om det senere. Badehætte og svømmebriller købte jeg i Sportsmaster og så
var jeg klar til mit første Sprint.

Løbsdagen
Vejret var helt fantastisk, skyfri himmel,
vindstille og 18-22 grader – lækkert.

Diana var så sød at tage med som
støtte/heppekor, pakkeæsel og fotograf – fedt, og endnu engang tak for støtten.
Vi kørte ind og hentede Pernille, som havde lånt en cykelholder til transport
af cyklerne, og så af sted til Åbenrå. I bilen snakkede Pernille og jeg løbet
igennem, og spiste vores efterhånden klassiske Nutella toast, et par bananer og drak
rigelig med vand. Pernille skulle deltage i OL distancen (1.500 m svømning – 40
km cykling – 10 km løb), vi snakkede derfor blandt andet om forskellen på de to
distancer.

Vi ankom i rigtig god tid (to timer før start),
hvilket jeg kun kan anbefale den første gang. Det gælder om at få helt ro på og
organisere sit udstyr. Vi startede med at hente startnummer, klæde om og få tjekket
cyklerne ind. Jeg overvejede en sidste gang, om jeg skulle skifte mit Sprint ud
med OL distancen, men da jeg så svømmeruten var jeg ikke i tvivl om, at jeg
skulle nøjes med Sprintet – god beslutning.

Her kommer mit første råd til alle triatlon
nybegynder – første gang du skal deltage, tilmeld dig sammen med en der har
prøvet det før. Der er mange ting man skal have styr på, og så er det fedt at
læne sig op af en, der har prøvet det før.

Efter indtjekningen af cyklen skulle den hænges
op på cykelstativet – husk at cyklen skal hænge på sadlen, og at forhjulet skal
pege ud mod dig selv, når du kigger på dit startnummer på stativet. Jeg vendte den
modsat – rookie mistake – men personalet i skiftezonen var venlige og hjalp mig
hurtigt på rette vej. Herefter organiserede jeg mit udstyr til cykling og løb. Dagene op til løbet fandt jeg nogle gode råd til hurtig skift og organisering af udstyr på nettet.

Pernille kom over og bad mig tage de ting med,
som vi skulle bruge til svømning. Da der var ca. 20 minutter til
løbsinformationsmødet, begyndte vi at tage vores våddragter på.

Her opstod rookie mistake nummer to. Jesper
havde forklaret hvordan jeg skulle tage våddragten på, da den er meget tynd og
nemt går i stykker. Øh ja, haps og så stod jeg med et lille stykke våddragt
imellem mine fingrer. Pyt skidt, tænkte jeg – jeg køber en ny våddragt til ham
og beholder hans, større var overfladehullet hellere ikke. Hvad jeg først
senere fandt ud af var, at han havde en special edition som man ikke kan købe.
Jesper er desværre ligeglad med mit lille haps, og jeg har derfor ikke kunnet
få lov til at erstatte skaden ved at købe en ny våddragt til ham. Han har fået lidt vin og jeg gav
ham en tilmelding til KMD 4:18:4 Ironman Århus som et lille plaster.

Løbsinformation
Vi kom op i skiftezonen og fik information om
løbet – på hvilken side man skulle komme rundt om bøjerne, om cykelruten etc..
Det hele foregik på sønderjysk og uden mikrofon, så det var svært at høre og
forstå. Jeg spurgte derfor ham jeg stod ved siden af (Pernille var allerede i
vandet, da OL distancen var skudt i gang), om han havde forstået det. Det havde
han ikke helt, og han var endda lokal, men han havde deltaget sidste år, så han
forklarede de væsentlige detaljer som han huskede det.

Svømning
Sprintet blev sat i gang og jeg
begyndte at løbe ud i vandet. Store flotte og høje skridt – rookie mistake
nummer tre.
Man skal ikke løbe ud i vandet, da det kræver alt for meget energi
og derved får man alt for høj puls. Da jeg ramte vandet for at svømme var min
puls på ca. 190 og jeg var meget desorienteret. Der gik mindst fem minutter før
pulsen blev normal, og først herefter fandt jeg en rytme. Halvvejs tabte jeg min
badehætte, nåede at svømme over i modsatte bane, “drak” en masse skøn saltvand og generelt kunne jeg ikke
svømme lige.

Jeg kom op af vandet som en af de sidste, og
var godt og grundig sur på mig selv over den dårlige performance. Jeg tog
våddragten halvt af i mens jeg halv løb op af vandet og først helt af i
skiftezonen. Fik cykelhjelm, løbenummerbælte og solbriller på, tog cyklen ned og
løb ud af skiftezonen. Mine cykelsko var allerede klikket på cyklen med
elastikker på hælen, som var sat på baghjulet af cyklen. På den måde kunne jeg
bare hoppe op på cyklen, og så først hoppe i skoene, når jeg var i fart. Det
virkede ikke for mig – jeg havde ikke øvet det nok – læs: jeg havde ikke øvet
det.

Hele skiftet tog to minutter, hvilket er
hurtigt i forhold til at det var første gang.

Cykling
Som sagt var jeg godt træt af min performance
på svømmedelen, så jeg besluttede at give den fuld gas på cyklen. Det virkede.
Jeg indhentede mindst 20 på min første runde og på anden og sidste runde
omkring 30. Jeg havde faktisk så meget fart på, at jeg lavede ny PR på
tophastighed.

Rookie mistake nummer… ahhh hvem gider at blive ved med at tælle. Jeg kørte forbi skiftezonen, da jeg skulle skifte fra cykel til
løb, hvilket resulteret i at jeg måtte hoppe af cyklen og løbe ca. 75 meter
tilbage til skiftezonen.

Løb
Skiftet fra cykel til løbesko tog et minut. Fik
drukket en god portion saftevand fra min vanddunk og følte mig meget klar til
løbeturen. Jeg startede ud i et fornuftigt pace, men måtte allerede nedjustere
pace efter en km, jeg havde brugt for mange kræfter under cykelturen. Ruten
skulle løbes to gange og ved hver omgang fik man et gult arm eleastik, så man
vidste hvor mange runder man havde løbet. Det var her, at jeg for anden gang
oplevede energien ved at være ekstrovert motionist.

Jeg har altid løbet introvert, faktisk så meget
at jeg til konkurrencer løb med solbriller, da jeg på alle de billeder
jeg har set af mig selv, så voldsom sur ud. Det er ikke fordi jeg var sur, men blot fordi
jeg kæmpede en kamp inde i mig selv, om at gennemføre og overbevise mig selv om,
at smerter i kroppen var en del af gamet.

Men i Åbenrå skulle jeg tage imod
eleastikkerne, og her blev jeg overvældet og beæret over at frivillige hjælpere stod der bare for min skyld – og ja ja også for de andre udøvere. Jeg fik
fremstammet et tak den første gang. På anden runde kom det første store smil samt et stort rungende tak. Herefter fik alle
andre frivillig på ruten en high five og da jeg løb forbi kommentator teltet, holdte jeg mit startnummer op og fik derfor råbt mit navn op og han sagde noget med sikke et overskud han har. Jeg fløj igennem sidste runde – og det var fedt.

Mål
De sidste 200 meter løb jeg med gåsehud over
hele kroppen, en kombination af ivrig heppen fra fruen, følelsen af at jeg
gennemførte sgu, heppen fra kommentator teltet og publikum – men mest af alt, viden om at
jeg havde ramt den helt rigtige sport – det her skulle jeg prøve igen.

Hjemturen
Efter at Pernille kom i mål med endnu en PR,
blev vi enige om at skippe badet og bare køre direkte hjem. I bilen på vej
hjem, snakkede jeg allerede om de mål jeg ville nå i 2016, og om hovedmålet at
gennemføre KMD 70.3 Ironman i Århus i september 2016. Hvad jeg ikke vidste på
det tidspunkt var, at jeg nåede to triatlon løb og en halvmaraton mere i 2015
og at målene i 2016 er blevet en del flere.

Traditionen tro sluttede vi hjemturen af med at
spise på McD, stadigvæk iført triatlon tøjet…